901. Opgravet jord fra klosterhaven, Grønsvær, sand og rullesten, Dynget op på gammel plæne, En billebanke, en halvmånevold, Et insektførende solslikkested Men nye arter og situationer, Hver gang, jeg nærmer mig; Vænner øjet til mylderet Af blade, blomster og skygger, Tilpasser blikket nye bevægelser Andre størrelsesforhold, Abstraherer fra det grønne, Der fylder alle øjne ud, Tilvænner mig uvante konturer For menneskets hjernebunke.
902. Dér, et husblas vingepar Hænger fra en stilk Med tjæresorte firkanter, Indfarvede ribbede felter, På tværs af vingefladen. En brungul, segmenteret Bagkrop som en mini libel. Et pust, et drej, et glimt, En flue i flygtig profil: Skorpionfluen er landet.
903. Et langt, lodret næb, En dråbeformet mund Hænger ned i spidsen. Et sagndyr fra en klode Vi ikke kender til. Her gælder ingen regler: Skorpionfluen ligner En flue med gasmaske på Fra hybride skyttegrave.
904. En ådselæder, der fortærer De faldne fluelig; Hanner bringer billelunser Som friergave til hunner. En klosaks på hans halespids Klemmer parret sammen, Når og hvis hun giver lov.
905. Hannen stjæler bytte Fra edderkoppespind Med livet som indsats Og eget sprøjtemiddel, Der opløser trådene I en forsvarsring Mod rasende arachnider.
906. Et minut og hun er væk; Et insektkimære Af krop og fantasi. Et fabeldyr fra fotos, Som ved kosmisk lykketræf Stod frem et split sekund, På klodens eneste busk, hvor jeg, tilsmilet, så med. Jeg sætter stolt fluens navn På slægtstavlen og brevkassen, Et vindue ud mod vejen: Skorpionfluen har bolig her.
Nyt i Index Titusind: Billebanke • 901; Skorpionflue • 902; Mund• 903; Ådselæder • 904; Sprøjtemiddel • 905; Kimære • 906.
Ådselgraver nicrophorus vespilloides
736. En gnaver er faldet om på stien,
Rundt sår i siden, struben åben,
Kroppen stadig hel, pelsen blød,
Hullet, hovedløs og nylig død.
737. Kindbakker eller næb har været her,
Åbnet dyret op, fjernet hovedet;
Hvid skindrand kantet grå med pels,
Et grauballegab i dyrets hals.
738. To ådselgravere arbejder hårdt
I kamp mod tid og grønne fluer.
De kravler op over gnaverbjerget,
På ryggen ind under kadaveret.
739. Kadaveret bevæger sig en kende.
Det buler op; først her, så der.
En klo løftes fri, bleg og stiv
Et lugubert farvel til dette liv.
740. Kadaveret flytter sig faktisk
En millimeter ud mod rabatten;
Jeg bøjer mig frem, overrasket,
Checker kloens position i gruset.
741. Tænk engang, lad billedet stå:
En bille på under et gram
Maser, bakser rundt på vejen
En vægt hundred gange sin egen.
742. Billen ligger under ådslet,
Endnu bøjeligt og bullent,
Stemmer op med alle tre par ben.
Byttet rykker sig: kan du se’en?
743. Det gælder om at nå den bløde jord,
Grave byttet ned, afpelse det,
Konservere det, præparere det,
Før ådselsfluer forurener det.
744. Jeg kunne pirke til gnaverkroppen,
Et skub, en tå til ådselbillen.
Men jeg vil se, hvad der sker,
Ingen selvgode gerninger her.
745. Jeg retter mig; empirisk, fattet.
Mens en hundelufter går forbi.
Hun finder mig ækel og ret makaber.
Men se bare her: den mindste skaber;
746. Navngivet efter de romerske bedemænd,
Vespillos, der begav sig ud om aftenen
For at samle slavelig og fattiglemmer;
En formidabel bille, jeg aldrig glemmer.
