Tag: Svampehat • 962

Nature morte


960.	Skovfyr flakker i skyggespil,
        Sol danser på skovens bund.
        Tørt lys, terpeners duft
        Møder fugtig jord, nålemuld.

961.	To små skørhatte står, 
        Et sammenvokset par;
        Varme rødorange sfærer
        Lyser op på sortbrun jord.

962.	Der er ingen form for liv
        I naturens dynamik af væsner,
        Intet funktionelt princip,
        Der ligner svampehatten.

963.	I virussens mikroverden
        Findes måske en flagel,
        En udvækst, et horn,
        Der ligner svampeboblen.

964.	Blandt vore ting kendes kun
        Det gærformede bolleskud,
        Rundet op under klædet,
        Holdt frem i hænders skål.

965.	Svampen er en urform,
        En arketing fra billeddybet
        Af samme orden, styrke, som
        Fugl, fisk, træ, og blomst.

966.	To underjordiske væsner,
        Svulmet frem i efterårets glød
        Blandt bitte, grønne frynser
        Af årets skovfyrsspirer.

967.	Frisk lugt med lidt fordærv,
        Et blegt og vandigt kød,
        En svampet svampethed,
        Kølig og død på fingrene.

968.	En skødesløs perfektion
        Af frodighed og ældning,
        Flygtig hvor den findes
        I efterårets jordiskhed.


Nyt i Index Titusind:
Skovfyr • 960; Skørhat • 961; Svampehat • 962; Virus • 963; Hænders skål • 964; Arketing • 965; Efterår • 966; Fordærv • 967; Ældning • 968.