Hermelinmøl i imagopragt
2227. Dag 765: lunt, vind i vest,
De lyse nætters tid er forbi
Solen er dykket under
Den astronomiske horisont
Efteråret er nu begyndt.
2228. Digteren selv belemret af
Ekstraktion af visdomstænder
Fermt udtaget og faktureret;
En knasen i kæbeknogler,
Dertil kuldskær med siveblod.
2229. Men felten kalder, solstrejf
På flimmer af sølvskinsvinger
Mellem salvie- og mynteblade,
Snehvid, sortprikket og skøn:
Et hermelinsmøl er landet.
2230. En stor slægt af spindemøl
I æbler, benved eller hæg;
En lykke at se et individ
I lyslevende imagopragt;
Denne nok et benvedsmøl.
2231. Ja, jeg bekender, vrider mig:
Jeg har brudt mit eget løfte,
Sprøjtet en svækket benved,
Larver i knasende gnaskelag,
Dækket af spind, et sottesyn.
2232. Samme sommer tog træet fat,
Satte bladpragt, bugnede frem,
Fik tonus, styrke og farve;
Jeg ser til med flosset etik
Og selvretfærdig havemagt.
