I.
2701. Magnetstorm i nat
I forreven solopgang
Min stump af kosmos
Mellem nøgne træer.
2702. Rosa på blyblå sky
Blade afrevet
Skygger i fald
Fra nøgne træer.
2703. Titusind rosenfingret
Solopgang, lyset
Bleges i daggryet
Gennem nøgne træer;
2704. Skønheden ligger
Netop i faldet,
Vindhvirvlede blade
Under nøgne træer.
Rhododaktylos Eos.
II.
2705. Jeg stiller mig
Under de nøgne træer
Tilbeder i tusmørke,
Svamp efter lys,
Som jeg er.
2706. Omkring mig
Disse ulmende farver
I raslende lag,
Blade i drift.
2707. Et nærværsbrus
Griber, når jeg går
Ind i løvfaldet
Som årets første
2708. Eller livets eneste
Snefald gør
Verden fuldstændig
Virkelig
- hver gang
In decem milia media res.
III.
2709. Kroppen rækker ud
Jeg er dyrisk forbundet
Hjernen søger jord
I det rosafingrede
Protodaggry
2710. Skønheden ligger i faldet
Fra nøgne træer
Når livet i mig drejes,
Et lille knæk igen
Fra planetens bane;
Med tak til Ursula Andkjær Olsen og Homer.
Nyt i Index Titusind:
Magnetstorm ◦ 2701, Sky ◦ 2702, Solopgang ◦ 2703, Skønhed ◦ 2704, Tusmørke ◦ 2705, Driver ◦ 2706, Løvfald ◦ 2707, Snefald ◦ 2708, Dyriskhed ◦ 2709, Planet ◦ 2710.