Tag: Sandorm ◦ 2277

Hav og menneske

2275.  Sand stikkende 
       Under bare fodsåler,
       Portlandgrå strand
       Glinsende og hård
       Ud til kimingens dis:
       Ritualet hver gang
       Jeg vender tilbage,
       Kører ud, vandrer ned
       Til kysten over klitten
       Snusede, svulmende op
       I den salte blæst,
       Fødder henover strand
       Overrislede, rene
       Og hele igen.

2276.  Bølger i brus:
       Samme kraft
       Gentaget gentaget
       Uafvendelig ens,
       Altid forskellig:
       Lyd, elementer
       I bevægelse,
       Isende vand spuler
       Omkring mine ankler
       Omslutter, trækker ud
       Mod uendeligt.

2277.  Sydende huller
       Fra sandorme bobler
       Brister overalt;
       Et halvt dusin
       Strandløbere,
       I tæt jag på
       Smalle knækvinger
       Langs brændingen;
       Måger i løs flok
       Trækker ned langs
       Klitkanten, sorte
       Skygger i blåt.

2278.  De indre horisonter
       Og de ydre forsones;
       Jeg er grænseløs
       Som havet er,
       Forsonet med tiden,
       Med mig selv,
       Mellem ordene
       Og kroppen her,
       Hvor titusind ting
       Fødes af havet
       Og havskum flyver
       Om mine tæer.


Nyt i Index Titusind:
Fodsåler ◦ 2275, Bølger ◦ 2276, Sandorm ◦ 2277, Havskum ◦ 2278.

Se også: Det flade land.