2275. Sand stikkende Under bare fodsåler, Portlandgrå strand Glinsende og hård Ud til kimingens dis: Ritualet hver gang Jeg vender tilbage, Kører ud, vandrer ned Til kysten over klitten Snusede, svulmende op I den salte blæst, Fødder henover strand Overrislede, rene Og hele igen.
2276. Bølger i brus: Samme kraft Gentaget gentaget Uafvendelig ens, Altid forskellig: Lyd, elementer I bevægelse, Isende vand spuler Omkring mine ankler Omslutter, trækker ud Mod uendeligt.
2277. Sydende huller Fra sandorme bobler Brister overalt; Et halvt dusin Strandløbere, I tæt jag på Smalle knækvinger Langs brændingen; Måger i løs flok Trækker ned langs Klitkanten, sorte Skygger i blåt.
2278. De indre horisonter Og de ydre forsones; Jeg er grænseløs Som havet er, Forsonet med tiden, Med mig selv, Mellem ordene Og kroppen her, Hvor titusind ting Fødes af havet Og havskum flyver Om mine tæer.
Nyt i Index Titusind: Fodsåler ◦ 2275, Bølger ◦ 2276, Sandorm ◦ 2277, Havskum ◦ 2278.