2074. En arbejdsdag i pavillionen, Sol og skygge fejer på bordet, Jeg har ord mellem fingrene, Men hele tiden disse glimt: Billeder og lydspor udenfor, En flagspætte i et piletræ, Gyldne insektskud i luften; Fuglesang tæt på, kendte lyde, Men den sang: hvem dér; hvor? Bevægelser, susen op fra havet.
2075. Til papiret, linieret, tomt, Mit emne, hvad var det nu? Problemet om digt og videnskab, Hvornår det ene og det andet? Hvornår svinder digtet ind Og bliver til biologi, eller snak? Eller er det omvendt, og vent, Hvordan er det med akelejen, Der har sat blomst dernede?
2076. Det summer under spærrene, Jeg hører det, lader det være; Havde jeg ikke en pointe? Nu er den glemt, igen, hvilken? Men jeg fanges igen af en lyd, En højfarvet svirren udenfor Ved ruden: rødt og sort i spin; Lad den flyve, jeg skæver, Selvom det er en bille, selvom Jeg har noget med bukkehorn; Men den sætter sig, vinger Som små stykker origami. Det er for meget, for tæt på For nærværende, må ud og se: Sniger mig ud af døren, Rundt om dørhængslet, karmen; Først ligner han en liljebille, Men et opslag finder ham: En sorthovedet kardinalbille.
2077. Hvad er viden, hvad er digt? Er der forskel, er det vigtigt? Egentlig ved jeg det ikke, Eller, jo jeg gør, i morgen, Måske; indtil da, et faktum, Om denne smukke bille. Kardinalen æder oliebiller; Kun få kan overleve giften, Men denne han tåler cantharidin, Omdanner det til en sexmixtur Udskilt i et hul i panden, En fordybning mellem øjnene; Lader hunnen gnave kraniet, Før han bestiger damebillen; Når de er færdigt fertiliseret Stiller hans sig op foran igen, Så hun kan slikke skålen ren.
2078. Jeg støver rundt, snuser, læser op, Trækker blæk, ser lys og grønt, Beskærer billedet, vender ord, Bare ét, nok til en begyndelse, Skriver ned, kradser ud, retter, Sletter, taster ind, registrerer, Reviderer, titulerer, daterer, Fjerner, sætter ind, læser igen, Lægger op, tjekker, slukker.
2079. Jeg går ud i drivhuset, piller lidt, Løber tilbage, et ord dukker op: En ordbog åbnes, et kolon skiftes; Begynder forfra hver dag, Første ord i første linje, Og så det næste … og billen: Sin egen triumf, hver gang.
Nyt i Index Titusind: Ord ◦ 2074, Flagspætte ◦ 2074, Digt og videnskab ◦ 2075, Bukkehorn ◦ 2076, Kardinalbille ◦ 2076, Oliebille ◦ 2077, Sexmixtur ◦ 2077, Blæk ◦ 2078, Billens triumf ◦ 2029.