Blå 1054. Blå er et sjældent chok til fods under åben himmel, her på Råbjerg Mile under dagslysets farveprisme og oplyste vandreskyer, hvor intet jordisk blåt kan ses; ingen dyr, ingen svampe, padder ingen sten, insekter, eller træer; alt i farvebalance, uberørt, som en stump af ødemark, endnu, brudt voldsomt, som et anstød, af en nylontrøje, neonblå, spiddet på en fyrregren, halvt dækket allerede af sand, her hvor alt er i bevægelse og levende af sol og vind, af hav og tiltrækningskraft under det enorme himmelhvælv, hvor jeg med ét ikke ser andet end en klat syntetisk blå, og forstår, at det er rigtigt, at kun vores ting er døde. 1055. På knæ, med fingre og negle graver jeg et hul i sandet, stopper trøjen ned, dækker til; sådan, tilsandet, slettet, hånd og fødders nedslagsspor straks overpustet af krystaller, der visker ind på vestenvinden.