Teleologiske overvejelser ved at se en spætte fra oven
2848. En november på lur ved redekassen, en stor flagspætte banker ind; I tre år har jeg set ham (den samme?) mejsle rundt i indgangshullet fra min hånd beregnet til spætmejser; men han vil anderledes.
2849. Stort nok, han dukker ind, undersøger den flossede kant, hakker videre indefra, som alle fugle altid på vagt, tikkende sit skraldehoved på en krans af hak i specialevolutionerede nakkehvirvel.
2850. Han kigger ud sidelæns (selvfølgelig, en fugl!) stikker næbbet frem kigger rundt og ned og dér, jeg fanger det eksistentielle sekund: For hvem har overhovedet (ha ha, netop) set en spætte fra oven?
2851. En sort kvadrat dækker issen, den karmosinrøde nakkeplet hos en stor hanflagspætte; Men alle danske spættearter har røde isser eller nakker, også nogle hunner, dog ikke alle;
2852. Måske fordi det er så aparte at se en spætte ovenfra, - for tænk, hvordan det? Kun ved at sidde på pind højt i træer i dagevis, helst om vinteren Af hensyn til udsyn, Kan man se ham fra oven - Men altså netop derfor, at jeg begynder at spørge, hvorfor er det egentlig at spætter er røde i nakken?
2853. Ikke noget ueffent spørgsmål, af vital betydning, faktisk, fordi de fleste spættearter, ca. 250, har rødt på hovedet i en eller anden form, på alle kontinenter, altså uafhængigt af hinanden, også af kontinentaldriften hundreder millioner år siden, i konvergent evolution.
2854. Og det slår mig pludseligt, i lyset af den evolutionære teleologisk metode, denne bagage fra det 20. århundrede om form, funktion og årsag, der kan udredes spekulativt ved detektivistisk deduktion, at jeg godt ved hvorfor spætter har rødt i nakken.
2855. Det er fordi de sidder med ryggen til, Selvfølgelig! Med kløer i barken, udsyn begrænset, konstant i fare; Den evolutionære mening, eller måske er det bedst at sige funktion, (fordi kausalitet er det, vi higer efter) er at blive set fra nakken; Af hvem, deduceres videre: Af rovfugle, der kunne kloplukke spætten fra træstammen i et dyk: Signalfarve knaldrød, hold jer væk.
2856. Men hvad så med hunnerne; Hvorfor har nogle arters hunner Slet ingen nakkepletter? Hunspætter fouragerer måske anderledes, På andre steder, på andre måder, hakker ikke, men pirker, tungevikler; Er de mindre udsatte end hannen, der sidder på højere grene spændt som en bue fra hale helt op i nakken, et slagtøj med spættehjernen fastklemt og affjedret inde i kraniet, og stødfordeling i bløde knogler afbødet ud i hele kroppen for ikke at blive rystet i stykker og dunket til idiot.
2857. Læg hertil, at mange spætter har synlige røde undergumper i den vinkel, hvor det er sværest for en spætte at holde udkig; Hunner har også røde gumper, Hvad er det for en signaleffekt? Faresignal eller måske smukseren For hanner, der kun formår, at klatre opad? Teleologisk set.
2858. Så hvorfor fik spætter i evolutionær forstand ikke øjne i nakken? Slet ikke så dumt som det lyder (edderkopper gør, hele otte styk, og fladfiskeøjne vandrer om på oversiden ); Så kunne de sløjfe signalet Og bare se sig bedre for; Måske føres her et bevis på min deduktive faiblesse.
2859. Spætter får mig til at tænke på ekspeditioner og træklatring på bjergvandring; Jeg vil til Himalaya (jeg har altid villet til Himalaya) for at se spætter, eller til ørkner for at se skønne spætter, gila-spætten, med føde og redespeciale i kaktusser, eller den amerikanske sortspætte med dybrød mohawk hanekam, eller den smukkeste skiffergrå spætte fra Sydøstasien med orange hals: Omvendt evolution, hvorfor nu det? Og jeg kan klø mig i nakken, mine knirkende hvirvler, og hælde deduktioner ned af fuglebrættet.
2860. Den store flagspætte kommer hver dag, han holder til i de store egetræer, han hører mig (ser mig) dækker sig; Han har vist opgivet redekassen, men så har han fundet noget andet, suverænt indlevet, som spætter er på måder jeg knap forstår og gennem tidsaldre jeg ikke aner, også i den beskedne niche her i Strøby Strand, hvor en heldig digter på slump har set en spætte fra oven.
Nyt i Index Titusind: Stor flagspætte ◦ 2848, Nakkehvirvel ◦ 2849, Sidelæns ◦ 2850, Isse ◦ 2851, Udsyn ◦ 2852, Kontinentaldrift ◦ 2853, Evolutionær teleologi ◦ 2854, Signalfarve ◦ 2855, Spættehjerne ◦ 2856, Undergump ◦ 2857, Faresignal ◦ 2857, Øjne i nakken ◦ 2858, Sortspætte ◦ 2859, Niche ◦ 2860.