Kategori: Natur og vejr

Udgivet den

Vinterskab

Vinterskab

2868.  Knirkesne og iskrystaller,
       Kraniets ekko fra øreknas,
       Vindpartiklers ragekniv
       Skærer ind i ansigtshud.

2869.  Kuskehyl fra havet,
       Bølgeskum på mareridt,
       Saltvand bragt i vinterkog
       Under træge grødismasser.

2870.  Vender ryggen til,
       Kuldefingre ind på rad,
       Trækker kroppen tæt,
       Tvinges ind på sti.

2871.  Blæser ud i vinterskab,
       En strandeng, sneslebet,
       Skåret i skær og furer,
       Istynd skorpedekoreret.

2872.  Bestrøget i solskinsfernis,
       Skulptur og musereservat,
       Knækkede græsskeletter
       Stikker op af frosne frø.

2873.  Vinter skrumper personlighed,
       Klemmer knoglepasta ud,
       Rå organisme sluppet fri,
       Renset og skrubbet indeni.


Nyt i Index Titusind:
Iskrystal ◦ 2868, Saltvand ◦ 2869, Ryg ◦ 2870, Vinterskab ◦ 2871, Græsskelet  ◦ 2872, Råt ◦ 2873.
Udgivet den

Havis horisont

Havis horisont
Årets småtid nr. 72

2861.  Den sidste nordiske småtid,
       Året i en håndfuld bleget lys;

2862.  Vores strenge, hvide overflod,
       Grødis stivner, knuget vintertid;

2863.  Landet synker sammen, trykket
       Af vind og frossent flyveskum;

2864.  Havis åbent ud mod kiming,
       Lydløs sol i strålestik;

2865.  Varmer øjenlåg, luner hjernen,
       Lubrikerer knogled, et cellekys;

2866.  Få skridt ud til havs,
       Jeg står, formindsket igen;

2867.  En isblå lysning åbner sig,
       Foråret derude kender mig.


Nyt i Index Titusind:
Lys ◦ 2861, Grødis ◦ 2862, Vind ◦ 2863, Havis ◦ 2864, Øjenlåg ◦ 2865, Til havs ◦ 2866, Lysning ◦ 2867.

Se også: Vinterdæmring, Årets småtider.
Udgivet den

Vinterhave

Vinterhave
Årets småtid nr. 71.

2843.  Nysne i natten,
       Fnug på mylderflugt
       I lygters hvide skær,
       Blændet i et slør af sne.

2844.  Havens konturer snebelagte
       Blødgjorte, snefortolkede;
       Min snehunger, tomheden
       I mit indre, pakket og
       Slukket i drift af sne.

2845.  Vejret vender i mig,
       Smag det, mens det er;
       Snart falder det hen
       I slunkesne, gammelis
       Og skidtvendte vinterspor.

2846.  Nysne er det vi mistede
       Hvert år, som børn, når,
       Allerede dengang, hvis
       Sneen kom; i den tid
       Det snigende savn.

2847.  Vinterhavens form i
       Snepolstrede streger,
       Mit efterårs kontraværk,
       Jeg ved det, jeg er det.


Nyt i Inded Titusind:
Nysne 2843, Snehunger ◦ 2844, Vinterspor ◦ 2845, Børn ◦ 2846, Vinterhave ◦ 2849.

Se også: Epifani om Sne
Udgivet den

Tåge

2295.  Skumringens tågefald
       Trækker hen over engen,
       Suges væk i krattet;
       Fugten sidder tilbage
       Klæbet på strå og stilk,
       Film på dammens vand;
       Myg hviner i sværme
       Som højspænding i luften,
       Elektromagnetisme emmer
       Af det mørke land.

Udgivet den

Farvelære fortonet ud i biossfæren

Farvelære fortonet ud i biossfæren

2249.  Dag 769: I dag blot et foto
       Fordi det er forunderligt
       Og fordi jeg ikke forstår,
       Hvor farver kommer fra
       Eller af, og hvorfor vi får
       De farver vi har: planten,
       Blomstertægen og jeg.

2250.  Men tag billedet først:
       Nuancer i grønt og gråt
       Dæmpet karmosin og hvid
       I blomsterknoppens skæl,
       Sløret baggrund blålig grå:
       En sortplettet tæge har sat sig
       På en evighedsblomst.

2251.  Men hvorfor har tægen
       Disse grønne farvespil
       På hoved og på ryggen,
       De grålige dækvinger med
       Brune striber i mønster,
       Den brune bag, og lår 
       I gult med stænk af sort.

2252.  Jeg spørger især fordi
       Kun mennesker kan se sådan;
       Tæger, fugle, insekter ser
       Andre farver, eller slet ikke;
       Farver til gavn for hvem i
       Massive parallelle verdener
       Af syns- og farvesanser.

2253.  Naturligvis, farver har formål:
       Forsvar, afskrækkelse, skjul,
       Kamuflage eller tiltrækning,
       Bedrag og efterligning; fordi
       Underliggende fysisk forhold,
       Proteiner, materialer, kemi
       Og bioprocesser gør det så.

2254.  Men det er kun en lille del;
       De fleste farver syntes ikke
       At have forklaring, at kunne
       Beskrives, findelt analyseres
       Som funktion; fordi det er 
       Sådan vi vil se det, og ha´det:
       Telelologisk formålsbestemt.

2255.  Det er farver, der får mig
       Til at forstå, at omverden,
       Titusind farver, titusind ting,
       Kun ses i skiver, fragmenter
       I forskydning, så langt vores
       Sanser kan nå; alle og alt andet 
       Forsvinder ud og op i det grå. 


Se også: Wittgensteins have I, Wittgensteins have II.
 

Udgivet den

Den sidste vintersol

Den sidste vintersol

1946.	En skovsø drænet,
        Pumpet, udsat yngelfisk,
        Et sted i Bøgeskoven.

1947.	Indtil ejeren en dag
        Smækkede med kontakten,
        Fjernede fisk, lod stå.

1948.	Det blanke vandspejl steg,
        Træer døde, sumpede til,
        Dunhammer, siv skød op.

1949.	En mose i værk,
        Fauna i trængsel,
        Århundreder venter os.

1950.	I dag så jeg havørn,
        Hejre, rød glente,
        Hørte traner i træk.

1951.	Den sidste vintersol
        Gullig klat i dis,
        Stille vand, sø i slør.
Udgivet den

Kysten holdt, landet består

Kysten holdt, landet består

1775.	Kysten holdt, landet består
        Efter stormfloden forrige år;
        Femhundrede træer faldt her,
        Hvor vi går langs bredden
        Til labbelyden af milde bølger;
        Blankt hav under bleg himmel,
        Luften er lun og vejret er mildt,
        Skyer flyder og ligner kæmpedun.

1776.	Efter så megen vildskab ligger
        Vrag af træer på den øde bred;
        Et rodskelet stikker op af sandet
        Afblegede rødder, vejrbidt ved,
        Saltet, forblæst, filtret i tang;
        Det er ikke tit vi ser det,
        Tæt på i alle dets detaljer:
        Den viljestyrke rødder har.

1777.	Rødderne reddede os alle,
        Holdt jorden i et kæmpegreb,
        Mens vi klamrede os til håbet;
        Gjorde jorden svampet, stærk
        Opsugede det hvide havvand;
        Et rodnet, der kan stå i salt,
        Sejt, bøjeligt, nær ubrydeligt
        Som organisk jordarmering.

1778.	Enhver der fælder en skov
        Tager skyld og ansvar på sig;
        Når en genbo fælder et træ
        Planter jeg straks et andet;
        Ved den faldne fyr på stranden
        Under dens benede pegefinger,
        Et minde, ja, et kultsted,
        Sætter jeg en gran fra haven.
        
     

Nyt i Index Titusind:
Kyst ◦ 1774; Rodskelet ◦ 1776; Havvand ◦ 1777; Kultsted ◦ 1778.

Udgivet den

Vinterdæmring

Vinterdæmring

1763.	Februar morgen, kvart over syv,
        Dagen gryr, vi begynder påny.

1764.	Havet ligger blankt og stille,
        Her er koldt og verden er lille.

1765.	Himlen åbner sig hvidligblå,
        Ord krymper og blir ganske små.

1766.	Tynde grene i fint filigran,
        Silhuetter ude i synets rand.

1767.	Skoven og strand i mørke rids,
        En kile af lys fra næssets spids;

1768.	Dér hvor solen snart står frem
        I horisonten, hvor jeg vil hen.

1769.	Jorden og havets svage krumning
        Ses klart i den frosne dæmring;

1770.	En tynd og dybblå streg
        Foran mig, der viser vej.


Nyt Index Titusind:
Daggry ◦ 1763; Hav ◦ 1764; Himmel ◦ 1765; Synsrand ◦ 1766; Næs ◦ 1767; Horisont ◦ 1768; Dæmring ◦ 1769; Vej ◦ 1770.

Udgivet den

Meditation i gråt

Meditation i gråt

1358.	Kysten uden tid og sted:
        Gråspektret lys i buer,
        Sten, strand og himmel
        I et gråt forsvindingspunkt.

1359.	Grumset knirkesne i gråt
        En krumning af grå sten
        Striber af grålig sandstrand,
        Bredden udvisket i gråhvid
        Grødis, skorpet fra i nat,
        Bølger oven på bølger,
        Ud til den sortgrå horisont
        Ensartet mat, massiv grå.
        Kyst, hav og himmel;
        Sin egen meditation i grå.

1360.	En kvalitet ved gråhed,
        Der suger lyset til sig,
        Tømmer luften for lys;
        Grå er ikke lys eller farve;
        Grå er noget, der sker med lys.
        Grå er et naturelement,
        Der bøjer horisonten og
        Klemmer rumfang ind.

1361.	En glatgrå himmel;
        Melering og nuancering,
        Skyer i røggrå og hvidgrå,
        Vand puddergråt og tågegrå,
        Regnskyer dampgrå, duggrå
        Eller skysort tordengrå;
        Islag skinnende gråt
        Over sort vand, pytgrå.

1362.	Det strittende askegrå,
        Det blanke duegrå,
        Det rupelsede æselgrå,
        Det dungrå og det lungrå,
        Midt i vinterens sjapgrå.


Nyt i Index Titusind:
Gråspektret lys ◦ 1358, Grødis ◦ 1359, Rumfang ◦ 1360, Regnsky ◦ 1361, Askegrå ◦ 1362.

Udgivet den

Stormflod

Stormflod

1355.	I den lille bådehavn
        Med udsigt over bugten
        Og Øresundsbroens pyloner,
        Der stikker op af sundet,
        Holder vi øje med vandet,
        Måler stormflod, bygger diger,
        Slår streger, skruer skilte på,
        Der viser hvor meget,
        Hvor langt,
        I år.

1356.	Små rødel, birk og pil
        Står oprette, klamret
        Til kystens bræmme af skov
        Med rødderne lagt fri;
        Barken raspet op, flået af,
        Hele rodnettet råt
        I rød-orange farver.

1357.	Organisk kystarmering,
        Underjordisk styrke,
        Oversvømmet, svampet sug
        Fra elleskov og sump af siv,
        Stivnet i frost og is,
        Vi slap, igen,
        i år.



Nyt i Index Titusind:
Stormflod ◦ 1355, Birk ◦ 1356, Siv ◦ 1357.

Udgivet den

Daggry

Daggry

1354.	Jeg er oppe, morgensynsk;
        Udenfor, svovlgul dæmring
        Over megabyen, storbysøen
        Trækranset, blank og stille.
        En fisker padler ud
        I en balje af blik,
        Trækker lotusplanter op
        Ved templets mugne væg.
        Mine dage bliver tynde,
        Gennemsigtige som glas.
        Kun ved daggry kan jeg tro
        Verden er i gode hænder.


Nyt in Index Titusind: 
Megaby ◦ 1354, Lotusplante ◦ 1354.

Udgivet den

Kyst 23

Kyst 23

1272.	Kyst efter storm,
        Fugtig luft falder på tungen,
        Ligger på den åbne hånd.
        Strand, sten, vand,
        Horisont og himmel
        Toner ud, falder sammen
        I et kontinuum af gråt;

1273.	Brisen er tyk og dvask,
        Tåge driver ind på kysten.
        Den eneste lyd er bølger,
        Der lapper op på bredden.
        Kun lavfrekevente lyd
        Høres i den tætte stilhed,
        En skibsmotor, diesel, dunker
        Et par sømil ude, retning Sverige.

1274.	Stormen flyttede bræmmer af sten:
        Titusinder, hundredtusind tons
        Fejet op, løftet, lagt ind i landet;
        Den gamle jærne af kugleflint
        Og lange tunger af sand
        Skubbet ind i kystens skov.

1275.	Hundredvis af træer rykket op, 
        Væltede, knækkede med
        Mandshøje rodklumper
        Havvendte, ned langs kysten.
        Der er styrke, intensitet her,
        En følelse af higen
        Af eminent vilje
        I mylderet af rødder,
        Stormspulede og sandblæste, 
        Der rækker ud mod havet.

1276.	En stor eg, hundredårig,
        Revet over ved roden, knækket,
        Levende og ormestukket ved,
        Et hult gab i egens indre,
        Det friske, gule brud vendt ud
        I det vintervåde vejr.

1277.	Drivtømmer og store træer,
        Afbarkede og slebne af havet
        Kastet ind over kysten
        På tværs af væltede træer.
        Filtrede smårødder i tætte kugler, 
        Mast ind blandt buske og krat;
        Gule, orange, hvide vidjer
        Frisk flåede af stormen.

1278.	Tåge og grå skumring
        Fordrejer tid og lyd,
        Skaber ubevægelighed.
        Jeg synker ind i tiden,
        Står her, som folk har gjort
        I titusind år, kigger ud over
        Skovklædte næs og åbne vige,
        Ud mod verdens krumning.

1279.	Et par billygter blinker
        Inde på kystvejen fra Køge.
        Stranden er bredere nu; 
        Landet blev igen lidt mindre
        Natten over.
Udgivet den

Blæst

Blæst

848.	Blæsten har fulgt mig 
		gennem hele livet;

849.	Ved havet og den øde strand
		er den tand mod kinden.

850.	Ved det stille vand,
		som en ånd i vinden.

851.	Vi søger ly for stormen,
		og lader regnen drive,

852.	Indhylle land og kyst
		og alle ting i live.

853.	Gennemblæst med saltet hud;
		hiver døren op, smækker i.

854.	Næser løber, muskler jubler;
		storm gør godt i sjæle.

855.	Her er saligt læ og stille;
		Styrke, ven og hvile.
Udgivet den

Elementaler

 Elementaler 

417.	Luft
        Luft er den første elemental.
        Luft er substans.
        Luft er skabelse.
        Luft er vos tredje sans.
        Efter lys og sukker.
        Ånder ind om dagen.
        Ånder ud om natten.
        Luft er væren og sted føjet sammen,
        I ét væsen, i alt liff.
        Limber og vilje.
        Vilkår og eksistens.
        Luft er alle steder, altid.
        Luft er nuet.
        Altid nu.
        Luft er.

418.	Vind
        Vind er dér.
        Når vinden ikke er der, er den der stadig ved sit fravær.
        Vind flytter, vind bringer. 
        Vind skubber, vind samler.
        Vind glatter, vind stryger.
        Vind slæber, vind dræber.
        Vind knækker, vind brækker.
        Vind tager, vind fejer.
        Vind spreder, vind splintrer.
        Vind er og vind gør.
        Vind er.

419.	Jord
        Jord er sted.
        Jord er dér ve sætter rødder.
        Jord er dér ve værer.
        Jord er føde og vækst.
        Jord er godt, jord er fred.
        Jord er oprindelse.
        Jord er afslutning.
        Jord er sans for alt solidt.
        Jord er sans for liff.
        Jord er sans for selv.
        Jord er.

420.	Vand
        Vand er fryd, vand er redning.
        Vand er higen, vand er vækst.
        Vand er bevægelse og styrke.
        Vand er form og funktion.
        Vand er vejen frem.
        Vand er rensning og opløsning.
        Vand er klarhed og mørke.
        Vand er begyndelse.
        Vand er arkesubstans.
        Vand er den anden halvdel af himlen.
        Vand er.

421.	Sten
        Sten er væren.
        Dér før og dér efter.
        Sten er jordens form.
        Sten er tidens berøring.
        Sten er tid målt i kværnen af bjerge.
        Sten er forandring.
        Sten er uforanderlighed.
        Sten er elemental.
        Sten er.

422.	Ild 
        Flammer er elementale.
        Flammer er epokale.
        Fra én epoke til den næste.
        Flammer er skifte,
        Fra én tilstand til den anden.
        Flammer er forandring,
        Fra én tilstand til en ny.
        Flammer er udryddelse,
        Fra én livsform til den næste.
        Flammer er genskabelse,
        Fra én substans til en anden.
        Flammer er arkæiske.
        Flammer er.

*) Elementaler er gengivet fra Jacob Gammelgaard: Liff – blandet kor for plantestemmer i tiden mellem femte og sjette masseudryddelse, Borwick Books, 2021
Udgivet den

Fundamentaler

Fundamentaler  *)

411.	Fundamentaler er uden hensigt.
        Alle fundamentaler er.
        Før og efter.
        Fundamentaler er dér, dér.
        I form af jord, i form af alt.
        Vil liff, vil liv? Så find en vej.
        Vil det, kan det, har det.

412.	Rum
        Dér, dér er rum.
        Væren er dér i rum.
        Væren er dér gennem rum.
        Rum indeholder al væren.
        Rum omslutter al tid.
        Rum er alt, altid.

413.	Tyngdekraft
        Tyngdekraft giver form til rum.
        Tyngdekraft giver form til væren.
        Tyngde giver retning.
        Tyngde giver tilstedeværelse.
        Tyngde gør hensigt mulig.
        Tyngde gør er til er.

414.	Mørke
        Mørke er oprindelse.
        Mørke er forandring.
        Mørke er dannelse af tid.
        Mørke er fornemmelse af tid.
        Mørke tager al væren til sig.
        Mørke er endeligt.

415.	Tid
        Kommer altid, går altid.
        Aldrig dér, men altid til stede.
        Tid forbinder rum og tyngde.
        Tid er oprindelse og udslettelse.
        Tid giver begyndelse og ende.
        Tid giver selv til væren.

416.	Lys
        Lys faktum liff.
        Lys faktum liv.
        Lys faktum selv.
        Lys er dér dér.
        I plasma, i celler, i ben.
        I skein, i bark, i skind.

*) Fundamentaler er gengivet fra Jacob Gammelgaard: Liff – blandet kor for plantestemmer i tiden mellem femte og sjette masseudryddelse, Borwick Books, 2021
Udgivet den

Grå luft

Grå luft


332.	Grå luft er anderledes end solvarm luft.
        Grå luft forstærker dufte, stoffer fortættes.
        Luften bølger af kaldesignaler og lokkemidler,
        Mens planter puffer af egne pesticider.

333.	Sex og forførelses blandes med 
        Lugten af kemiske kampstoffer.
        Den syrlige, jordbundne duft af
        Råd, mug og ormeumami.

334.	Vindstille og gråt giver muld og fugt.
        Sol giver duft af strå, blade og pollen.
        Ilten og dufte blandes, fortyndes,
        Nye lugte langvejs fra frisker op.
Udgivet den

Dæmring

Dæmring

207.	Dæmringslys er tid i fysisk form.
        Universet balancerer på en æg,
        Lydløst skifter nat til dag.

208.	Luften er kølig og ren,
        frisk og flydende tyk
        Af aromatiske stoffer.

209.	Hele verden ligger stille;
        Dets mægtige hjerte holder inde *).
        Vi venter, vi ved, det kommer.

210.	Lyset første røde stråler,
        Bæres ind på gylden dis,
        Fortættes og bliver til dag.

211.	Solen damper i græs og buske,
        Rimen gnistrer og smelter væk.
        Blade berøres og foldes ud.

212.	Morgenlyset rammer mig i brystet,
        Stolen vælter, jeg falder ud på gulvet;
        Mit hjerte står åbent, udadvendt.

213.	Her fødes jeg igen hver morgen
        Af himlens lys, der er min far,
        Af jordens dufte, der er min mor **),

214.	Af luften, der omslutter mig i stilhed,
        Af tiden, der kommer uafvendeligt igen
        I dæmringslysets først åndedrag.
 


 *) I erindring om William Wordsworth, Composed Upon Westminster Bridge, 1802.
**) I erindring om Zhang Zai (1020-1077), Den vestvendte indskrift, ukendt årstal.
Udgivet den

En sommeraften som mange andre

En sommeraften som mange andre

195.	Lyset kommer ind på lange baner,
        Lavt hen over krat og træers kroner.
        Bølger af magenta, infrarødt,
        Blander sig med gult og blåt.
        Sol og græs fordyber sig,
        Hver enkelt strå er tegnet op;
        Belyst i silhuet og rammet ind,
        Mæt af lys og hjernespind.
 
Drevet af WordPress