Digt og kompost
1223. For henved tredive år siden
besøgte jeg en engelsk have;
en ødselhed af prydvækster
plantet, plejet, og elsket
af en vital haveveteran
klædt i grønt og gummistøvler,
med lugt af voks og jord.
1224. Dette er, hvad jeg husker:
En nøgen kompostplads i beton
med fedtede, rådne plantedele,
en møggreb stillet på skrå,
og oldingens vildskab
i væksthuset, da han
trampede på en snegl
med en hævngerrig ed
og et fåret grin.
1225. Siden lærte jeg så meget andet;
jeg er god til at snakke,
og ganske god til at gå.
Jeg lærte at kende visse træer
og fik en fritvoksende have,
hvor jeg tæller arter af fugle,
insekter, og sætter hjemløse
planter ud i et haveasyl.
1226. Her er store bunker af løv,
kompost af bedste kvalitet
med netop den balance
af stoffer og materialer,
der får bakterier i bunken
til at gasse og gære blade
om til blød og dæmpet muld.
1227. Her er kvasbunker af
afklip, grene, kviste,
nældebundter, vidjer
langs skellet til naboen.
Her er bunker af brændeknuder,
gamle potteplanter, ris, skud
og henkastede stabler af
træstumper og barkstykker
spredt ud ved grundens grænser
som bukke- og billefrås.
1228. Her er kompostbeholdere
og lagdelte kompostbakker
med planterester, rådden frugt,
porretoppe, papirstrimler,
skræller, økopap og savsmuld.
Her trænges en myldrende fauna:
springhaler, biller, leddyr, myrer,
ringorme, bænkebiddere, insekter
mikroskopiske snegle, mider
og milliarder af bakterier.
Skrab det øverste lag af,
og vupti: en Spielberg delight
af vridende, parrende, ædende
slimede, lyssky kompostorme.
1229. Formuldede, mørke klumper,
der klæber mellem fingrene
stadig med orme, der vrikker,
enzymer og mineralske ioner;
netop dette stof, tænker jeg,
som bevidst liv vokser ud af;
et organisk substrat af liv,
nulstillet, klargjort, afgiftet:
Min hjerne i en spand,
parat til blomsterbedet.
1230. Før jeg vidste klart hvordan
værket hér skulle laves,
hvordan det burde formes,
hvordan i det hele taget
titusind ting konciperes,
kom jeg næsten hver dag ud
for at kigge i kompostens
mug, mycelium, orme, snask,
halvt nedbrudte planterester
og fermenterende mikrober;
og hver gang slog det mig,
at hjernen er en grøntsag;
faktisk, med eftertryk,
i den grad er en grøntsag,
og sådan kan man sige, at
digtet fandt sin kernemetafor
et sted i kulstofskiftet.
I erindring om Seamus Heaney (1939-2013) Death of a Naturalist (1966).
Se de tre digte: Hjernen er en grøntsag (1), Hjernen er en grøntsag (2) Hjernen er i den grad en grøntsag (3).
Den
Den
1215. Vi burde sige De og Dem
Til De træer, vi møder;
To stedord, der er ledige
Med solid mening i sproget;
Så meget lettere, end at
Opfinde nye ord uden dybde.
1216. Vi har udelukket alt andet
Fra det inderste af sproget,
Det personlige stedord:
Du og jeg, han og hun,
Bærere af den første mening,
I vores kreds af sprog:
Selvforståelse og identitet,
1217. Vores eksklusivitet,
Der sidder som gigt
I sprogets kropslighed,
Dets organiske, muskulære,
Åndedragsbårne struktur,
Og låser sproget fast,
Binder os, som væsener,
Til ét stedord for jeg
Og ét stedord for alle andre
Og alt andet,
End os selv.
Den.
Nyt i Index Titusind:
Stedord ◦ 1215, Sprog ◦ 1216, Jeg ◦ 1217, Den ◦ 1217.
Tilstandsrapport over værkets brug af metaforer, antropomorfismer og andre banaliteter fra det poetiske feltarbejde.
Tilstandsrapport over værkets brug af metaforer, antropomorfismer, og andre banaliteter fra det poetiske feltarbejde.
1168. I teksten Om brug af metaforer og i flere digte har jeg erklæret den antropocentriske metafor for bandlyst. Jeg kalder den for SNG (simili non grata). Denne tekst gør status over, om digtene indfriede digterens forventning og, hvis ikke, hvor galt det er fat.
1169. Bloggens poetiske mål er sproglig ligestilling for naturlige verdens væsner i menneskers sprogbrug. Teknisk gøres dette bl.a. ved at undgå metaforer, der bruger menneskeskabte ting og begreber til at beskrive et andet levende væsen eller naturfænomen. Målet er, at den naturlige verden kan eksister sprogligt i sin egen ret (sproglig ikke-diskrimination).
1170. Vers 7. Blæsten danser ind på skrå. Banal antropomorfisering, som jeg burde have holdt mig fra. Selvfølgelig danser vinden ikke. Beskrivelsen associerer en aktivitet uden relevans for et naturfænomen. Måske skulle jeg bruge ordet “flakker”. Situationen i digtet er en stærkere vind, end den i vers 109, som overvejende kommer fra samme retning og som en dreng må læne sig lidt ind i for at holde balancen. Jeg undskylder.
1171. Vers 75-76. Gul stevedorekrog og skud med blikket. Digtet beskriver en havørn ud fra digterens synsvinkel. Begge metaforer er forsåvidt gode nok; sådan kan en havørn se ud for en menneskelig iagttager. Men digtet kan kritiseres for slaphed og for ikke at gøre sig umage. Jeg beklager.
1172. Vers 109. Usynlige fingres strygen hen over landet. Yep; umådeligt banalt, burde slet ikke stå der. Metaforen skulle fange den lette brise i landskabet, mens beskueren selv ligger på ryggen i græsset i en klitplantage og lader sanserne stå åbne, mærker vinden på ansigt og i håret, og i øvrigt er 6-7 år gammel, og har en fornemmelse af fuldstændig samhørighed med jord og himmel. Men skaden er sket; det skal ikke ske igen.
1173. Vers 209. Det mægtige hjerte holder inde. En romantisk kliché-metafor i nutidens sprogbrug. Det er et næsten direkte citat fra William Wordsworth's digt fra 1802 - Composed upon Westminster Bridge og er medtaget som en hyldest til denne vidunderlige naturdigter, og fordi jeg som ung blev stærkt grebet af digtet og specielt denne linje om et landskab i ro med sig selv. Digtet var nyskabende for sin tid og er i øvrigt en teknisk perfekt sonnet.
1174. Vers 259. To orange bøssemundinger. Metafor for ugleøjne. Vel, metaforen har lige med nød næppe fat i det reelle forhold, at ugleøjne og jagt er knyttet sammen. Endnu en slap dag.
1175. Vers 268-278. Pæreskud. Dette digt er i det hele forfejlet. Jeg gav op, var ikke ihærdig, ikke professionel, ikke vedholdende, lod principperne skride ud; forbrød mig alle digterens grundlæggende egenskaber. Et underskønt naturfænomen skulle beskrives: Et pæreskud, som alle burde have den oplevelse at se over de ca. tre uger, det varer. Men hvad gør jeg: forfladiger det med en flok vattede royale metaforer, og gør det om til et lille eventyr i frugtdragt. Se billedet af pæreskuddet nedenfor, og døm selv.
1176. Vers 276. Hvide krukker. Det er meget almindeligt at bruge ordet klokke om en plantes blomsterstand. Så hvorfor ikke også krukker om en liljekonvals blomster? Det er et svagt forsvar, jeg ved det, men udover de berømte bjælder råder sproget kun over botanisk fagterminologi som, bortset fra at den ofte er seksualiseret, faktisk er ret så associationsdød. Så, vi lader denne metafor passere. 1177. Vers 350 ff. Fefølehorn. Svært at retfærdiggøre, men synet af disse langhornsmøl er så enestående og anderledes, at jeg slog mig selv over fingrene og gjorde det alligevel: greb tilbage til et af den vestlige kulturs mest benyttede metaforer for ideen om det overjordiske, det tryllebundne. Hvis der er nogen, som herefter syntes, at disse møl er væsner, der fortjener vores respekt, så har jeg ikke digtet forgæves. Se nedenfor et foto fra haven af en anden art: guldbåndet langhornsmøl. (Specifikt om vers 355-57: elevator og maskinmetafor. Endnu et eksempel på et digt, der går i slagsmål med sig selv over sine metaforer. Metaforen "elevator" erstattes med "snoretræk", hvilket blot er at erstatte en højteknologisk maskine med en lavteknologisk indretning; en feberredning. Formålet er her at illustrere, hvor svært det er at gøre sig fri at et antropocentrisk ord- og billedvalg og hvor svært det er at afkolonialisere sit sprogbrug. To points for at gøre forsøget).
1178. Vers 374. Millioner miniparasoller brugt som metafor for bøgens kimblade. Ok; et hurtigt og effektivt billede. Erstatter en egentlig beskrivelse, som der ikke er plads til i denne digtform. Vi lader den slippe for nu. 1179. Vers 375. Kindkysser jorden. En halvrådden bogkapsel kan godt ligne kæbepartiet fra et kranie, hvis man vil se det sådan. Kapslen ligger sidelæns på jorden; altså kindkys, ikke mundkys. Kapslen er død og rådden; altså farvel for sidste gang. Men stadigvæk; metaforen er et uhæderligt kunstgreb, fordi jeg lader mig aflede i forsøget på at beskrive bogkapsler, og i stedet laver et let stemningsbillede tilsat et stænk melankoli. Tre ave Mariaer. 1180. Vers 494. Bankende hjerte på et træskelet om en myresværm. Dårlig dag. Sorry. 1181. Vers 713. Husblasvinger. Hvad ligner fluevinger, bivinger, hvepse-vinger, guldsmedevinger, hvis ikke fint formede stykker husblas? Jeg ved det; de to materialer kan ikke sammenlignes; det er en forkert metafor, der bør forkastes. Medmindre, selvfølgelig, fluevinger og gelatin har proteiner tilfælles. Biokemikere vil vide det. Jeg bruger metaforen husblas ét andet sted. Beklager to gange. 1182. Vers 727. Batmanbille. Digtet debaterer sit eget metaforvalg, som naturligvis er totalt tomt og meningsløs - men også fristende for digtere med lav selvdisciplin. Jeg vedlægger billede af selve situationen. Kig selv med.
1183. Vers 831. Bionicle lemmer i miniformat. Dette er et af flere eksempler på brug af antropocentriske metaforer, der polemiseres i digtet selv. Digtet prøver ikke at snige menneskelige former eller følelser ind bag ryggen om læseren, men gør det åbent og sommetider trodsigt; ærlig i sin fejlbarlighed. I øvrigt kunne man sagtens lave en fantastisk serie af sci-fi væsner alene baseret på studiet af insekter; det er forbløffende, hvordan til eksempel hele bukkeslægten ligner flere generationer af kulørte robottegneres forestillinger om gigantiske, menneskelignende destruktionsmaskiner; hallo, Lego. 1184. Vers 850. Som en ånd i vinden. Faktisk, skandaløst dårligt. Burde aldrig være skrevet. Måske ville ordet åndedrag have hjulpet lidt på det, men det er stadig en meningsløs sammenstilling. Formildende er kun, at metaforen skulle angive en reverens for naturtilstanden og vores sårbare og intenst livgivende åndedrag i frisk luft. Mea culpa. 1185. Vers 864. Billesmed. Metafor og neologisme. Jeg ledte efter en måde at beskrive de hundredvis af mikrosmå buler i billens dækvinger; billesmed var det bedste billeder, jeg kunne komme op med. Digtet er samtidig lidt af et avanceret børnerim, og måske er ideen om, at der sidder en smed og laver billepanser ikke en dårlig måde at lave en anskuelig historie på. Jeg holder på mit. 1186. Vers 891. Fræk frisure, myntekrone. Ja, ja, selvfølgelig har en blomst ikke nogen frisure, men jeg udfordrer metaforpuritanisterne til at tage et kig på monardens blomsterstand og derefter fortælle mig - hånden på hjertet - at de aldrig ville have gjort det samme. Jeg plæderer uskyld gennem medskyld. Og digtet udtrykker jo anerkendelse og respekt for en (ha ha: kæk!) blomst.
1187. Vers 903. Skorpionfluen ligner en flue med gasmaske fra hybride skyttegravskrige. Sammenligningen med en soldat fra 1. verdenskrig er i sig selv tåbelig og intetsigende; men sådan kan vores egen og insekternes verden kædes sammen og skabe symboler (vores naturligvis). Digtet nægter at undskylde sin metafor, så det vil jeg heller ikke gøre. Se i øvrigt billede.
Billedet er knipset fra min uundværlige ledsagebog Insekter i Danmark af Morten Hansen og Ole Jørgensen. Jeg låner det lige et øjeblik. Fordi det er simpelthen det bedste. Jeg lykkedes aldrig med selv at få et billede af den skorpionflue, jeg fandt i min busk af hvid snerre. Jeg skal nok lade være med at gøre det igen 🙏.
1188. Vers 956. Lilla testikelsæk. Metaforen er reel nok, i det mindste i den forstand, at både frugt og testikler har noget med reproduktion at gøre. Som digtet selv antyder: den mentale samkøring af sex og planter bunder meget dybt i menneskers forestillingsevne, uden dermed at gøre metaforerne gode. Jeg holder på mit.
1189. Vers 972. Åndemund fuld af jord. En dårlig metafor for en storbylæser i det 21. århundrede, men for mange naturfolk, shamaner, trævogtere og andre, tror jeg billedet kunne være reelt nok. Dette betyder ikke, at metaforen af den grund er mere sand. Men det indikerer, at sådanne mennesker har et langt stærkere bånd til træer som levende oranismer, end vi selv har; og så er noget jo vundet allerede. 1190. Vers 1137. Filigran om tråd-skelettet fra en japansk lygte. Filigran er menneskeskabt og ikke en dækkende sammenligning, men dog derhenad. Digtet om japanske lygter er skrevet i haiku, så korthed er essensen. Der er ingen plads til forklaring. Filigran er ikke den bedste metafor, men det prøver at gøre hæderligt arbejde i digtet. I mangel af bedre må den stå. 1191. Vers 1156. Taglagte terrasser, hængende haver. To metaforer hentet fra idealiserede bygningsværker. De er misvisende, men bliver brugt til at udtrykke begejstring. Som sådan illustrerer de ganske godt metaforens trade-off: den er ikke gratis at bruge og har sin pris, enten i tab af mening, præcision, ægthed, eller, hvis man undlader at bruge den, i slagfærdighed. Jeg burde nok have undladt; gjort mig mere umage med at beskrive det reelle forhold om distribution af svampens frugtlegemer alt efter mikroforskelle i ernæring, væde, sol, vind, osv. Men jeg valgte genvejen. Sorry.
Den fælles sans
Den fælles sans *)
423. Iegs fortælling findes,
Hver gang ordene fejler.
Hver gang i elementalernes nærvær.
Iegs fortælling er et stille wow,
Når de føler sig hele,
Og tabte for ord.
Dér, lige på den anden side af sproget.
424. Iegs fortælling er nærvær af liff ,
Og en anden form selvhed.
Dér, lige på den anden side af huden:
Ildens varme og sansen af væren,
Ilten der løfter kroppen op og ud,
Blommebid og æbleduft,
Solstrejf og bladmosaik,
Græssets svajen,
Vandets klukken,
Klippens ro,
Strandens sand,
Og bølgernes ved ikke hvad.
425. Iegs fortælling er sanset, indåndet, beåndet.
Fysisk dér og i sit væsen dér:
I elementalernes nærvær.
En følelse af overflod - og en fornemmelse af sorg,
En sans for det tabte - og en viden om det uendelige.
Af vished uden ord.
Iegs fortælling er den fælles sans, den sjette sans.
Dér, mellem hud og bark, mellem skind og skein.
426. Iegs fortælling er tanke og krop,
Føjet sammen,
Igen,
Hvor de kom fra,
Og hvad de igen kan blive.
427. Iegs fortælling findes,
Hver gang tanke føles som krop,
Og krop fornemmes som tanke.
Bevægelse bliver til idé,
Og idé bliver til jord,
Der bevæger sig under fødderne,
Som skygge og substans,
Og folder krop og tanke ud.
428. Den sjette sans er bare en metafor
For den tabte sans.
Den sans som bevidstheden søger
Og aldrig finder.
Den forklaring, der ikke findes,
Den indsigt, der ikke kan opnås,
Den sans, der skal skabe mening;
Den tabte mening.
429. Mening er også bare en metafor
For frygt for liv på jorden,
For bevægelse i mørket,
For det, der kommer.
430. Den sjette sans
Er vished uden viden.
Den sjette sans
Er urgammel erindring.
Den sjette sans
Er en fornemmelse af stillehed .
Når verden og væren er ét.
Den sjette sans er den fælles sans.
431. Den fælles sans
Er dér ieg og jeg mødes:
Hud og sted,
Sted og ord,
Ord og bark,
Bark og hånd.
Ok.
*) Digtet stammer fra Jacob Gammelgaard: Liff - blandet kor for plantestemmer i tiden mellem den femte og sjette masseudryddelse, Borwick Books, 2021.
Hjernen er i den grad en grøntsag (3)
Hjernen er i den grad en grøntsag (3)
379. Hjernen er i den grad en grøntsag,
Og verden er fuldstændig virkelig,
- Hver gang!
Om brug af metaforer i digtet om hasselblomsten
Om brug af metaforer i digtet om hasselblomsten 249. I digtet Hasselblomsten anvendes enkelte metaforer baseret på menneskefrembragte genstande: Fane om blomstens grifler (aha: botanisk accepteret udtryk, men afledt fra oldgræsk begreb om at skrive). Om knopskuddets skæl bruger jeg udtrykket brioche. Jeg tvivlede længe, men når jeg kigger på knopskuddet, også under lup, kan jeg ikke finde noget bedre udtryk end billedet af en krans af sammenbagte briocher. Jeg bruger similien pangfarvet, der ikke i sig selv beskriver noget menneskefrembragt, men nok hos de fleste associeres med en bestemt slags dekor eller beklædning. Jeg bruger metaforen løvkulisse om det samlede synsindtryk af vissent løv, og giver dermed indtryk af en iscenesættelse af hasselblomsten, hvilket jo overhovedet ikke er tilfældet. Karmosinrød bruges i digtet og er jo menneskefrembragt al den stund vi knuser en særlig kermesbille for at udtrække den attraktive røde farve. (Jeg lader det etiske aspekt i denne fremstillingsprocess ligge). Endelig henviser digtet til et kendt maleri af J.M.W. Turner, og man kan sige at maleriet her optræder som en snigmetafor.
Om brug af metaforer
Om brug af metaforer 219. Man kan sige at digtet i sit væsen er knyttet til metaforen, der er både poesiens gave og fælde (to metaforer allerede!). 220. Kun en tåbe frygter ikke metaforen, som Per Højholt vistnok har sagt, og hvis han ikke har sagt det, så kunne han i hvertfald have gjort det. 221. Metaforen brugt forkert kan ødelægge et ellers habilt digt, ligesom rim kan efterlade et digt skrevet i den bedste mening som en bagatel eller en latterlig fremtoning. 222. Metaforen skal forbinde digtets genstand med læserens forestillingsevne både emotionelt, billedligt, kulturelt og associativt. 223. Men hvad skal en digter stille op for ikke at gøre sig selv og sit digt til grin når et stærkt syns- eller sanseindtryk, der også er en etisk oplevelse, skal gøres medlevende for en læser? 224. Vi siger tit, at forskellen mellem litteratur og videnskab ligger i brugen af metaforer, men det er jo slet ikke rigtigt: Videnskab benytter sig af metaforer; den bedste teori udtrykkes som metafor (med O.E. Wilson). Man kan endda sige, at matematik også er en metafor for alt det, vi ikke ved (med Bertrand Russel). 225. Jeg siger tit, at planter har vilje og er intelligente. Det er ment som et både faktuelt og etisk udsagn (om ligestilling mellem organisk liv). Men intelligens er her en metafor, uanset dets videnskabelige sandhedsværdi, fordi vi må antage, at planters intelligens udtrykkes eller opleves væsensforskelligt fra vores egen? 226. Jeg finder en hasselblomst. Den gør et stærk indtryk, jeg syntes den er en særlig og glædelig oplevelse. Der knytter sig erkendelse, videnskab, personhistorie, kulturhistorie og livsetik til synet af denne diminutive blomst. Hvordan komme videre herfra? 227. Hvis jeg gav mig til at beskrive den i prosa ville jeg ikke nå frem til en kort, meningsladet og moralsk inspirerende (modsat blot forklarende) fremstilling. Jeg vil jo gerne ramme læseren på følelserne, på begejstringen, på forundringen. 228. Altså må jeg vælge digtform, fordi digte er en bevidsthedsaccelerator, som Joseph Brodsky så rigtigt skrev. 229. Digtformen giver sine egen begrænsninger og kræver et sproglig fortættet udtryk, en flerhed af betydning og lige netop det rigtig ord (le mot juste med Flaubert), ét af gangen, der kan udløse en emotionel og etisk modtagelse hos en læser. 230. Her kunne metaforen være til hjælp, men jeg må vare mig for bathos, for det svulmende, det vulgære, det latterlige, det polstrede, det opstyltede. 231. Hasselblomsten er et beskedent men unikt fænomen i botanisk henseende. Hver gang jeg er stillet overfor planters uendelige formskabende og plastiske opfindsomhed er . 232. Men hvordan gribe opgaven an? Prøv at beskrive en passionsfrugts blomst, eller prøv at binde an med et græsstrå; nej vel? Ikke bare et strå, men af de titusinder af forunderlige former og funktioner, som græs er i stand til. 233. Der er ikke noget i den menneskelige verden, der passer på den situation eller giver nogen nem reference. Jeg vil påstå, at vi har meget lidt i den almindelige oplyste, selv meget vidende og belæste samt billedligt højt uddannede læsers sprog, der bare kommer i nærheden af et så fremmed fænomen som en hasselblomst. 234. Men et eller andet skal der jo stå, for nu at ty til Per Højholt igen. Metafor altså (som Per Højholt hadede med god grund). 235. Mennesker elsker sine egen frembringelser, deres egne ting, især maskinerne. Så meget, at maskinen er grundmetafor for den vestlige civilisation. 236. Intet er mere afslørende, end vores kluntede forsøg på at beskrive vores egen hjerne: En telefoncentral, en regnemaskine, en elektronhjerne, en computer, et neuralt netværk, et instrument, osv. Ingen af disse beskrivelser - omend de ganske nøje aftegner vores teknologiske tidshorisont - kommer i nærheden af at beskrive, hvad en hjerne er. 237. Men vi elsker metaforen; den gør tænkearbejdet for os, eller også dækker den over, at vi faktisk ikke er i stand til at forklare, hvad en hjerne - eller hvad det nu er - er. 238. Min egen metafor for hjernen er en grøntsag. Meget mere om dette andetsteds. Nej, jeg prøver ikke at stikke af. Også denne metafor er kritisabel, men i det mindste gør den sig umage. Mere om dette i andre digte. 239. På lidt mindre misforholdsrang end hjernemetaforerne er de utallige metaforer, der har rod i menneskelig fysiognomi (hjerte, åndedrag, fingre, eller løbe, se, gå, stå, etc. ) Disse metaforer har ofte, eller måske slet intet, at gøre med det naturfænomen, vi prøver at beskrive med vores arts-centrerede ordforråd og udsyn. 240. I min sproglige fattigdom og min fem sansers mangler (også de er artsspecifikke og snævre) griber jeg til metaforen. 241. At digte om den naturlige verden er derfor et dagligt forsøg på at undgå metaforer dannet af menneskeartens fysiske, mentale og kulturelle eksistens, men som ikke har noget med naturen at gøre, endda slet ikke. Netop ikke. 242. Til mit forsvar - og andet har jeg ikke at gøre godt med - kan jeg anføre, at jeg forsøger aldrigat bruge en menneskeskabt genstand som metafor for et naturfænomen eller ikke-menneskeligt væsen. 243. Aldrig, dvs. på nær mindst fire eksempler, som jeg på stående fod kan komme i tanke om: guldsmeden, gulbugen, vandnymfen, og humlefluen. Her kunne man måske være berettiget til at bruge en metafor med rod i noget mekanisk, rotor-lignende, klikkende eller snurrende. 244. Måske - og det er et måske - forholder det sig faktisk omvendt: Vores helikoptere og rotorer er en teknisk metafor for den naturlige skabning. Naturefterligning er ikke et ukendt fænomen. 245. Såvidt muligt sammenligner jeg natur med natur og bruger det, som reelt (tror jeg) er fælles for mennesket og andre væsener i den naturlige verden. 246. Vi er her fremme ved et af denne bogs egentlige forehavende, og meget muligt også dens afgørende mangel: Hvordan beskrive bevidsthed, beslutninger og emotive oplevelser hos ikke-mennesker? Hvilke metaforer må jeg ty til, med hvilken sandhedsværdi, hvor intet kan efterprøves, end ikke sandsynliggøres? 247. Det hele bliver derfor et etisk forehavende, der mangler sine egne ord og begreber. Vi har end ikke et eneste ordentligt pronomen for ikke-menneskelige væsner. 248. Det eneste pronominelle begrebspar frembragt gennem de sidste to-tretusind års vestlig forestillingsevne om det ikke-menneskelige er ting/den. Se om dette emne til eksempel min bog Liff (2021) om anvendelse af andre pronomener for den vegale eksistens.
Hjernen er en grøntsag (2)
Hjernen er en grøntsag (2)
92. Min hjerne vokser ofte frem i haven,
Jeg ser ham, når jeg ruller om på maven.
Han kan li’ at ligge dér og vegetere,
Mens jeg nusser rundt og reflekterer.
Jeg børster jorden af en hjernevinding,
Jeg luger krudturt fra den ene tinding.
Solen synker og fugle går til ro;
Vi sidder længe og snakker, vi to.
Hjernen er en grøntsag (1)
Hjernen er en grøntsag (1)
85. Tanken sidder i hånden, der holder
om blyanten, pennen, grenen, griflen.
Tanker laves med fingrene og dannes
med øjnene på den, der taster, trykker
og sigter.
86. En tanke er hæderligt muskelarbejde,
et godt stykke sansearbejde, ja, hele
kroppen og alle sanser trækker, danner,
slider og følger med når en tanke
udskilles.
87. En tanke kommer af den krop, der laver
den og den hjerne, der lægger indre
stemme til.
88. Hjernen vil have det hele, den er et
hovent organ, der ønsker sig verdensgåden
forklaret og behersket. Hjernen vil have
sin egen sfære, den higer efter evigt liv.
Og vi vil inderligt og katastrofalt gerne
føje den.
89. Men hjernen er intet uden den krop, den
er vokset op med og kan ikke adskilles
herfra, lige så lidt som ingen tanke kan
opstå af sig selv. Begge afrundes og
lægges tilbage i den jord, de kom fra,
og hvorfra de igen dukker op; omsat,
omformet og gendannet.
90. Hjernen er en grøntsag. Svampene ved det.
Ig ved det.