2145. Jeg vil rejse nu, tage tilbage igen, Logere i et fredet hus opført i træ, Pastelfarvet, sirligt falmet, en rosengård; At være tilstede, Botaniska, Göteborg.
2146. Her vil jeg leve, mine kredsløb i deres, Mit århundrede, et menneskeliv cirka, Tillagt tilbageblik, vokser og visner ind Med stauder, løg, barkknuder og urteskind.
2147. Jeg vil gå med årstiderne ude på sporet Gense træer, hilse løst og fast langs vejen Over klipper, i dalen og gennem arboretet; Min dag, disciplineret, med smut på apoteket.
2148. Et biotisk kryds mellem natur og kultur, To tilstande, eller hinandens metaforer; Et fråds af vilkår for vegetationer: Botaniska er triumf for venerationer.
Nyt i Index Titusind: Rosengård ◦ 2145, Staude ◦ 2146, Arboretum ◦ 2147, Veneration 2048.
Kompostmusens vise
I den fineste krog af haven lå kompostpladsen. En stor bunke blade bugnede op fra sidste efterår. Ved siden af stod en rigtig ormegård af den slags, man sjældent så inde i byen: Tre stablede bakker bygget af træ med trådnet i bunden og dækket af et stort låg. Her blev kun det bedste økologiske affald båret ud og lagt til ormene og bænkebidderne og sneglene og tusindbenene og alle de mange, mange mikrosmå bakterier.
Oppe på ormegårdens låg sad kompostmusen Karoline og øvede sig på sin kompostvise, som hun havde skrevet på i snart mange uger. Lige som hun var færdig og glad tænkte: så, nu er jeg færdig, kom Doktor Dyregod forbi i sin høje hat.
Goddag, lille mus,” sige Doktor Dyregod og letter på hatten. “Og hvem er så du?”
“Jeg er kompostmus og jeg hedder Karoline.”
“Kompostmus,” sagde Doktor Dyregod, “Det lyder rigtignok fint.”
“Det er et også. Og jeg er lige blevet færdig med min kompostvise. Vil du høre den?”
“Ja det vil jeg da meget gerne,” sagde Dyregod og sætter sig på en træstub og strak benene ud så man kunne se hans grøn- og rødternede sokker.
“Ahem,” sagde kompostmusen og rømmede sig. “I dagens anledning vil jeg tilegne denne sang den berømte Doktor Dyregod.” Og så tog hun sin guitar frem og begyndte at synge.
Kompostmusens synger:
828. Doktor, doktor, i dag vil jeg synge
Om skovens fineste skraldedynge.
Her er skræller af pastinakker,
Og hundredvis af æggebakker,
Her er snit af kål og rødløgsskind,
Stængler og en slikket slikkepind.
829. Her er tandstikker og savsmuld,
Masser af loppefrø og lommeuld,
Stakke af løg- og kartoffelskræller,
Tusind kompostorme, der spræller.
Der er nogen, der siger fy og føj,
Men jeg sig'r bare: supergodtemøg.
Doktor Dyregod:
Ved mine storternede sokkers!
Det var som bare pokkers,
Er der mere endnu?
Kompostmusen synger:
830. Doktor, doktor, nu skal du høre,
Kompostbunken blir endnu større.
Her er toppe fra gulerødder,
Skaller fra æg og hasselnødder,
Ruller inden i lokumspapir,
Slatne salater og bønnespi’r.
831. Her er rødbedeskræl og druesten,
Gnasket til af tusind tusindben.
Her er mugne bananer og pærer,
Agurker og kaffegrums, der gærer.
Der er nogen, der siger fy og føj,
Men jeg sig'r bare: supergodtemøg.
Doktor Dyregod:
Det var som okkers gokkers,
Ved mine kompostbare sokkers!
Er der mere endnu?
Kompostmusen synger:
832. Doktor, doktor, nu skal du høre;
Ormene her er helt op at køre.
Spande af hønsemøg, virkelig skrap!
Gamle servietter og genbrugspap,
Skaller af appelsin og citroner,
Titusind kerner fra vandmeloner.
833. Her er avispapir i strimler,
Og æbleskrog så det vrimler,
Toppe af selleri og auberginer,
Og mug - du sku' se, hva' det ligner!
Der er nogen, der siger fy og føj,
Men jeg sig'r bare: supergodtemøg.
Doktor Dyregod:
Ih du milde, det kan jeg godt forstå,
Og jeg har snart ingen sokkers på.
Er der mere endnu?
Kompostmusen:
834. Orke ja, men nu er min vise slut.
Kære Doktor, til maj er du indbudt
Til havefest, når komposten er klar.
Køkkenbedet får det bedste vi har,
Så grøntsager vokser i sus og dus,
På vores allerstærk'ste ormejuice.
Frit efter Thorbjørn Egner: Doktor Dyregod, 1968.
113. Da jeg var ung og grøn i havens bregnekrat, Og biler var små og sorte med træværk på, Kører vi ud på Devons landeveje. Meterbrede hække tårner op på begge sider, Fra bakke til bakke og helt ud til kysten.
114. Kørselsvinden slår ind og rusker i mit hår, Varm sommerluft med støv, strå og pollen. Jeg fryder mig ved farten og de blinde sving. Sammenfiltrede grene, torne og kviste danner Tunneler af løv med mig susende indeni.
115. Forældre på forsædet fortæller andægtigt Om hække, der er passet og trimmet I sekshundrede år eller mere. Ja, enkelte er måske anlagt af romere, For se bare: deres veje løber hér endnu.
116. Minder snor sig gennem landet, Forbinder jord og hæk og vej og mig. Jeg rækker hånden ud af vinduet Til livet i de bugnende hække; Tiden flyver mellem mine fingre.
Levende hæk, Devon, Storbritannien. Foto: Robert Wolton, Devon Hedge Group.
II. En menneskealder randt forbi
117. En menneskealder randt forbi, og jeg er grå. Biler er små og blå, kører kun på batteri, Vi turer i det åbne landbrugsland Mellem misligholdte hegn og skel, Hvor krat og hæk er mejet ned.
118. Træer der ikke er stævnet i årtier, Grøfter der er mudret til og slammet op. Enkelte hovedpile, stynet for synets skyld, Stikker deres knuder op hist og her; En oldings rad af rådne tænder.
119. Markerne er vinklet til og rettet ud. Landbrugstanks defilerer i lige liner Og pløjer ud til grøftekanten; Her er helvede og monokultur I det vindstrøgne land på Stevns.
Hæk med ask, Devon, Storbritannien. Foto: Robert Wolton, Devon Hedge Group.
III. Jeg har arvet en løvkniv
120. Jeg har arvet en løvkniv fra Devon Efter min moster, der døde alene, Sådan som hun altid havde levet: Kvægrøgter, gårdpige, malkekone, Særling, ukrudtstæmmer og hækkeejer.
121. Løvkniven lå i det rustne rod i haveskuret, Et livs hob af ting i træ, metal og plast. Jeg havde aldrig set et sådant redskab, Men dér lå det ormestukne skæfte Og kaldte på min hånd.
122. Tung og krum og et skær med schwung i, Et redskab fra et ældgammelt landbrug. Lavet til at trimme og lægge hække, Millioner af kilometer af levende hegn, Et fattigt, myggestukkent, slidsomt liv.
123. Løvknive har været brugt i årtusinder, Der er fundet blade fra jernalderen. Udformet, tilpasset og afvejet til formålet Efter egnens bevoksning og beskaffenhed. Der er landskab og viden i det redskab.
Min mosters løvkniv.
IV. I tre årtier
124. I tre årtier lå løvkniven i mit værktøskasse, Indtil den dag jeg lærer, hvordan den bruges, Og jeg takker moster for at efterlade mig, Kejtet og hæs fra sin eneboergrund, Et levnedsvidne, et redskabstestamente.
125. Løvkniven er 38 cm lang og vejer 600 gram. Bladet er lavet af stål og er 23 cm langt Det buer foroven som kniv og krog i ét, Lavet til at gribe og snitte kviste og kvas. John Riley, Sheffield, præget på klingen.
126. Klingen er bred og har dobbelt skær, Fortil krum og skarp, som en buttet segl. På bagkanten et lige skær, som en økse, Til at kappe grene og unge buske, Når en levende hæk skal lægges.
Hækken lægges. Foto: Robert Wolton, Devon Hedge Group.
V. En levende hæk
127. En levende hæk er en farmers livsværk. Det siges, at den, der planter et træ Træder i forhold til døden, Men jeg ved, at den, der planter en hæk Viser omsorg for sine efterkommere.
128. Først skal hækken plantes fra grunden. Vi bruger hvidtjørn, navr og hassel, Der giver fylde, godt ungtræ og højde. Slåen og vildroser er godt for tæthed For bier, natsværmere og fugleliv.
129. Ask, skovæble og benved er føde og farve, Bærmispel, kornel og kvalkved giver bær, Sammen med pibekvalkved og liguster. Kristjørn og laurbær giver dyb og ægte grønt, Vedbend og tidsel giver frø og blomst.
130. Vi planter i dybden, vi planter i højden. Vi planter i to rækker med træer imellem, Gerne urskovstræ som eg, pil eller elm, Hele hækken er tre til fem meter bred, Tre meter høj og tusind arter lang.
131. Efter ti år skal hækken lægges første gang. Med løvknivens skarpe, slebne bagsskær Hugges ungtræ næsten over ved roden Og lægges ned på skrå i hækkens retning. Nye rodskud vil vokse op og vokse til.
132. Stave af ask el. hassel slås ned langs midten. Vidjer af hassel el. pil flettes ind. De huggede ungtræer flettes ind på skrå Og gror videre, mens stave og vidjer forgår. Gentages og tilses i halvtreds år eller mere.
133. Hækken bugner og tætner og skygger, Den filtrer, den gror, den skyder, Med knopskud, rodskud og sideskud. Den vokser og viser, hvad den kan: Et faunarige i mange hundrede år.
134. Her er slørvinger, netvinger og ørentviste, Bænkebidere, larver og masser af fluearter, Edderkopper, spindlere og ugler, Spurve, finker og skolopendre, Snyltere, springlarver, gnavere og gravere.
135. Her er tusindben, sværmere og humlebier, Mejser, gærdesmutter, mus og mår, Gravehvepse, murerbier og musvitter, Bladlus, pindsvin, solsorte og snegle, Orme, pupper og millioner af myrer.
Byhæk, nyligt lagt, Richmond, London, 2023. Foto: Jacob Gammelgaard.
VI. En forårsdag går jeg ud
136. En forårsdag går jeg ud i redskabsskuret, Lægger slibesten i blød i en balje vand, Og hvæsser løvknivens rustne blad. Faste tag, rolige strøg, ikke for hurtige; Intet skal nås og intet haster.
137. Mange har slebet denne kniv før jeg. Min moster har slebet på den i sit skur. Før hende, landarbejdere i grove klær Og småbønder i hvidkalkede rønner; Hårdhændede, rygkrumme skærslibere.
138. Kun min generation, den rigeste nogensinde, Som vi ynder at fortælle hinanden, Har ikke råd til at afgive plads til en hæk, Til at lægge den og pleje den. Kun min generation har ikke tid.
139. Jeg rækker ind i havehækkens tynde skel, Et grønt gardin, der holder blikket ude, Et par spurve bygger rede, Men klippes bort til hver sankthans. En solsort hopper på den svedne plæne.
Hæk til vej i marts med kolonihave i forgrunden, Mistley, Suffolk, Storbritannien. Foto: Jacob Gammelgaard.
Med stor tak til Tom Hynes og Robert Wolton fra Devon Hedge Group, som venligst har stillet tre af billederne til rådighed. Deres website: http://www.devonhedges.org er en rig og kærlig kilde til viden om hække og det ældgamle håndværk at lægge og passe dem. Bilederne (og forhåbentlig digtet) viser, hvad hække virkelig kan: for faunaen, landskabet og menneskers livskvalitet.
Wittgensteins have (1)
78. Hjorten er et frossent farvespil i den kolde morgen. Ører drejes og øjne stirrer; vagtsomheden tikker mellem os.
79. Kun den gråhvide damp fra de natsorte næsebor bevæger sig, mens lungebælgen pumper under pelsen; et sekund, to sekunder, tre.
80. Grønlige, gullige, brunlige, gråbrune, rødbrune, vissengule, algegrønne, gulliggrønne, sortsprængte, grålige, brungrå, hvidspættede, grågule, orangesorte, blågrønne, og gulnede røde farver står frostovertrukne og stille i den klare luft.
81. Dette er hjorten. Jeg træder den i møde.
82. Jeg kan ikke holde farver i min hånd, men jeg kan berøre dem som en del af noget andet. Farver er ikke ting, men de kan ses og skelnes i millioner af nuancer, som jeg ikke har ord for. Farver har kvaliteter, der ikke kan bevises. Farver afgiver oplevelser, der ikke kan forklares.
83. Og så: frygt, spring, flugt og sult. En knasen fra hove, der sætter af over stubbe og kvas og kun den hvide pudegump vipper mellem træerne, og billedet er borte.
84. Vi forstår i billeder, vi føler i farver, vi beskriver famlende.
