Ved Hallamölla vandfald
1425. Vi kommer over skambidte bakker,
Et par træer hist og pist,
Hvor fire ungheste finder os,
Tager opstilling i en halvcirkel
Nysgerrige, frem mod vores åbne hænder,
Ansigt til ansigt, stille, store øjne,
Vi ånder sammen, mule mod mule,
Mumler, betragter, berører,
Indtil den største sænker hovedet,
Taber interesse som tegn til flokken,
Og vi vandrer videre af stien
Langs Verkeåen ud mod havet.
1426. Vi vandrer af andre bakker,
Sandbjerge med tottet bevoksning
Randmoræner, måske, højderygge
Perforeret af kaninhuller
Ind i alle skrænter, dybt,
Eller lodret ned, en meter,
Og ude i den lave bevoksning
Hvide gumper, der vipper overalt
I det hjælpeløse landskab,
Hvor røde glenter kredser højt
Over et nøgent, afgræsset revir
Med åen i bugter nedenfor,
Kantet af træer, marktilgrænset
I en naturpark sådan kaldet,
Der ligner en ødemark.
1427. Stien svinger ned af bakke
Vi kommer tæt på Verkeåen,
Og nu kan vi høre det:
Flerstemmig, vedvarende klukken,
Uden lige blandt andre lyde:
Lyden af vand i en hurtig strøm.
Åen får lov at passe sig selv;
Træstammer, grene og kvas
ligger hulter til bulter i vandet
Og åen strømmer frem, risler,
Overdådigt og livsdueligt;
Vi nikker og peger, for dette
Er urvand, prima habitat,
Vi mærker det i alle led,
Og inden længe undes vi
Et møde med sortspætten,
Der kalder kri-kri-kri to gange,
Sætter sig på et træ foran os,
En ungfugl, meget stor, kulsort,
Lidt isserødt, dog svært at se,
Viser sin profil, men dækker sig
Kigger frem igen og flyver væk;
En lykkefugl jeg ikke har mødt
Det sidste halve hundrede år.
1428. Vi følger åen videre ind i skoven,
Hvor vi finder ly for natten;
Ligger som menneskelarver
Tillynet i telt og soveposer,
Mens kulden kryber sammen
Og månelyset falder klart
Ind blandt trækongressens
Mørke, næsten sorte silhuetter.
Vi udklækkes i morgengryet,
Hvor temperaturen går mod nul
Og da er vi blot mennesker
Blandt radikale former for liv
I eksistensens elementer:
Træer, søvn, muskler, sult
Og vandløb i bevægelse.
1429. Vi kommer da til Hallamölla,
Et femdelt vandfald over klipper,
Et møllehus bygget på kampesten
Og landets falurøde tømmer:
Skovlhjul og kværneplads
I syvhundrede år deromkring,
Passet og drevet i fattigt slid,
I mark og skov og til havs
For præstevælde og øvrighed.
Et skilt på ruten fortæller, at
Egnens bønder skulle levere
Ti læs ved til kongen årligt.
Jeg tænker det er femti rummeter
Og har prøvet, hvor meget det er:
Et par måneders iskoldt hoveri.
1430. Jeg betræder forsigtigt alle sten,
Hvert fodstort stykke jord
Rundt om faldets øverste del;
Små sidestrømme hvirvler,
En trækanal leder vandet ind
Til trækværk og møllehjul;
Alt er bevægelse, uden ophør frem,
Vand skummer og gurgler i
Kaskader ud over klippesten,
Falder, vælder uudtømmeligt.
1431. Jeg rækker hånden frem,
Mærker det kolde vand
Strømme over mine fingre
I et ritual så gammelt
Som menneskeheden selv;
Før sprog, før redskaber
Før ånder, før kosmologi,
To elementer i berøring:
Min livskraft; din vandkraft.
Doggerland
Doggerland
I
1114. Det eneste radioprogram jeg husker
Fra drengeårene er farvandsudsigten.
Dag efter dag, den samme messen,
De samme mytiske steder på havet:
1115. Tyske bugt, Papabanke,
Fiskebanke, Fladen Grund
Drogden Fyr, Doggerbanke
… Doggerbanke.
1116. Oplæseren sagde også nine
For at undgå forveksling med fire.
Derfor siger jeg den dag i dag
Mit cpr-nummer sådan her:
Nul-syv-nine-og-fyrre.
1117. På besøg hos skolekammerater
Fra Stenbjergs fiskerhjem
Lagde de hånden på min arm,
Shh, sagde de, vær stille,
Far hører farvandsmeldinger.
1118. Huset blev helt stille;
En stor mand, der lugtede
Af kål og våde får
Sad krumrygget på en stol
Med øret ind til radioen
Og det grønne tunerøje,
Med sus, knas og æterfløjt.
1119. Vi sad musestille, andægtige,
Hørte med på talremser og
Disse forunderlige stednavne:
Tyske Bugt, Papabanke,
Skagerak, Vikingbanke,
… Doggerbanke.
II
1120. Dengang Rhinen, Seinen og Themsen
Flød sammen i en kæmpe strøm
Vidt ud i den Engelske Fjord;
Dengang, i hundreder tusinder år,
Hvor Nordeuropa var ødemark,
Is, pilekrat, strand og skov,
Ud over hele Doggerland.
1121. Et oldtidland med rensdyrjægere,
Kystfolk, fiskere, kæmpehjorte,
Mammutter, løver, urokser,
Mudderbanker, marskland, moser,
Tundra og smeltevandssøer,
Før den sidste katastrofetid,
Titusind år før nu.
1122. Ismassernes afsmeltning tog fart,
Havet steg 120 meter på kort tid,
Skyllede ind over Doggerland,
Skabte den Engelske Kanal;
Ureuropas floder skiltes ad.
1123. De bedste kystområder, fiskepladser,
Storvildt, rensdyrflokke, vadefugle,
Muslingebanker, bopladser;
Alt blev oversvømmet:
Fra Edinburgh til Skagen
Harwich til Esbjerg, druknet
Fra Fanø til Hoek van Holland,
Tilsidst kun en ø tilbage,
… Doggerbanke.
1124. Men også den var fortabt;
En flodbølge, 20 meter høj;
Af palæogeografer kaldet
Store egge skredet
Fra Norges kontinentalsokkel:
Trillioner tons af klipper
Forsvandt ned i oceanet.
Ødelæggelsen var altdræbende;
Bopladser, børn, dyr, hunde,
Alt liv, vegetation og vildt,
Levested i hundredtusinder år,
... men Doggerøen forsvandt.
1125. Bibelsk i sit katastrofepotentiale;
Men hér var ingen til at huske,
Ingen til at fortælle og
Spinde historier ved aftenbålet
Om Sortehavets gennembrud
Til Middelhavet, en kataklysme,
Der skabte Bosporusstrædet;
Den ældgamle erindring,
Der blev drejet og formet
Til en judæisk supermyte.
1126. Vi fik ingen syndflodsfortælling
Ingen fælles erindring,
Ingen myter om det tabte land
Her, højt mod nord,
Selvom vi, tavse aner, havde
Land, rigdom og vidder,
Der forsvandt i havet,
… ved Doggerland.
III
1127. Stormflod fra Nordøst:
Vi holder øje med vandet
Hele dagen og aftenen
Ved de vigende kystlinjer,
Hvor ferskvand og saltvand
Blandedes i femten tusind år,
Hvor ismasserne skubbede
Møns Klint og Stevns op af havet
Med kalk, kridt, grus og flint.
1128. Næste morgen går vi ned
På strandengen, i kystskoven,
Blandt væltede træer,
Bortblæste badebroer.
Vi misser lidt mod solen,
Besigtiger skaderne,
Stoiske i vores fælleskab,
Kystfolk, som vi er.
1129. Danmark og Sverige
Var ægte landfaste hér.
Stockholm og Helsinki
Lå derude på bunden
af Ankylus-søen, indlandshavet,
Der brød igenem Storebælt,
Åbnede op til Lillebælt,
Skabte Fyn og Jylland øst,
Skurrede Øresund ud,
Så saltvand fossede ind
Fra det åbne verdenshav
Og dannede Sjælland,
Bare ottetusind år siden.
1130. Havspejlet stiger nu igen,
Om kap med landhævninger.
Som kystfolk får vi se,
Den næste katastrofe komme.
Vi ser vandet for enden af vejen,
Sten, rødder, tømmer, bænke,
Tang, kridt, mudder, skrald.
Hvor højt op endnu?
1131. … Stevns Banke, Sjællands Rev,
Skånegrunden, Københavnergraven,
Der hvor Øresund flød en gang.
IV
1132. Den ludende tavse fisker,
Der lyttede til farvandsudsigten,
Bragte os en kæmpe nytårstorsk,
Så stor, at jeg brugte begge arme
At stavre med den hjem;
Mit eget minde om overflod
… fra Doggerbanke.
1133. Idag er torsken stort set væk.
Fladfisk er små og tynde,
Ikke større end en udstrakt hånd.
Olie- og gas kom ind fra Doggerland.
Vi måbede over enorme borerigge;
Forsyningssikkerhed, hvilken fryd,
Indtil også denne kilde løb tør
Efter nogle få årti.
Nu er kun vinden tilbage
… over Doggerland.
1134. Hvor ville jeg gerne have gået
Langs kysten af Doggerland
Fra Orkney til Skagen
Fra Esbjerg til Dunkirk
Og de vidtstrakte floder
Ved den Engelske fjord,
Hvor himlen myldrede af fugle
Vinger susede så højt som blæst,
Dengang landene hang sammen.
1135. Tør man tro det:
Et hav fyldt af fisk, krebsdyr
Torsk, to meter lange, i tætte stimer
Langs Kullen og Svenskekysten;
Rødspætter på 20 kilo og pighvarrer
Så store om joller derude,
Hvor Doggerlandet stadig ligger;
Kommunestore østersbanker,
Delfiner og tunfisk springer,
Vender maven op i solen;
Havets liv myldrer igen tilbage,
Håber jeg, som dengang,
… ved Doggerlandets kyster.
1136. Jeg ville sætte et minde,
En sten, tja, hvor?
En bølge, en bøje, en pæl,
Et undervandsmuseum?
Et navn
… Doggerland.
Mols bjerge on my mind
Mols bjerge on my mind
1109. Ebeltoft ligger dér,
hvor landet sidst blev skabt,
i bugten, i den halve horisont
med blåt, kruset vand,
den vidåbne himmel og
landtanger med skov.
1110. Byen strækker sig
ud langs kystlinjen.
Huse og gader
renskurede,
hvidkalkede,
brostenstoppede,
turistforberedte,
stemningsoptimerede,
æble- og kaffeduftende
i efterårets hvide sol.
1111. Stier findes overalt,
blandt landets bedste:
Langs kyster, klitter, strand;
gennem sumpe, moser,
plantageskov, ungskov
enge, tunneldale;
snor sig over moræner,
overdrev, bakker;
Forbi dybtblå søer,
mos, stubbe, svampe,
kokasser, hestepærer,
trådhegn, åbne enge
biller, rævelort og
selvsmækkende låger.
1112. Dampen stiger op
fra kogeapparatet,
Det emmer fra næsebor
i aftenmørket, lygter og
gafler i vanteklædte hænder.
Et rygende hvæs,
månebelyst pisstråle
under tavse stjerneskud;
En frostklar himmel
i den enorme nat,
teltdug med iskrystaller,
ravnekald henad daggy.
1113. Dagevis, milevidt
gennem landskabet;
på anlagte stier,
dyreveksler, hulveje,
dér hvor isbræen lå,
kun titusind år siden,
hér hvor vi går,
dag på dag,
til støvlers knas i grus
mens jeg tænker, at herfra
udgår vores fortælling,
den som alle kan:
istid, afsmeltning,
indvandring fra syd,
stenalder, vikinger;
døde konger, blå øjne;
Vores dybeste forestilling
om at være menneske i nord
begynder efter sidste istid;
Før da, kun lidt hulemalerier,
nogle neanderthalere sydpå,
og så uddøde dinosaurerne;
Et stort hul i nordboers
kollektive bevidsthed,
vores dunkle palæopsykologi,
på 60 millioner år.
Vi bestiger endnu en moræne:
Fra toppen ses Ebeltoftbugten,
et mægtigt landskab i hvile,
tindrende i urtidsfarver.
Stevns Klint
Stevns Klint
I
918. Kun til fods mærker man landets linjer:
Hvordan undergrunden bølger under stien,
Hvordan sten og rødder skubber jorden ud
Og vandet åbner revner, sprætter fladen op.
919. Nogle vandrere siger at de kan mærke
Stiens molekyler mellem deres tæer;
De kan mærke, hvordan landet blev lavet,
Lag på lag, havbund ovenpå havbund.
920. Kun med fødder og med fingre
Fornemmer man de levende lag,
Der hobede landet op i årmillioner;
Fra kalkens mosdyrsskeletter
Til alger i kridttidens lunke hav.
921. Det er kun en ubetydelig åbning i
Den kilometerlange slåenbræmme;
Men hér er stien ud over kanten:
Omkring 25 meter lodret ned.
Det kræver smattet reb og stiger,
At forcere muddertrin på muddertrin
Ned gennem buskads til nutidshavet.
922. Kridtlaget her stikker dybere og dybere:
Fire- fem- ni hundrede meter tykke lag
Af komprimerede mikrokrebs og skaller:
Enorme lag af fortids liv og mineraler
Under min fødder, mellem mine fingre.
923. Havet graver sig ind i klinten,
Opbløder det porøse materiale,
Sliber runde klumper af gulligt kridt,
Der ligger blandt strandens sten,
Lidt ru på overfladen og kornet,
Efter umindelig tid i jordens skorpe.
924. På klatreturen op til kanten igen,
Forbi bølgede lag af sorte flintesten
Og tynde streger af kosmisk støv
Indlejret og indfarvet i fiskeler,
Passerer jeg den ene katastrofe
Og når op i lyset til den næste.
II
925. Mange vandrere tyder landskabslinjer
Øjet finder dem: de åbne og de skjulte,
De brutale med de bløde.
Men her på Stevns Klint
Finder vi landskabsstrimler:
En smal kant og en strimmel krat
Holder stand mod generationer
Af pløjede marker, herremænd
Udpinte bønder og rette linjer
Overalt i dette flade land.
926. Man mærker aggressionen
Fra afspærrede, forbudsbeskiltede,
Mandshøje jordvolde og trådhegn
Rundt om landskabsskændernes
Snorlige, maskintrimmede indkørsler
Og sprøjtede, pastelgrønne plæner
Klippet helt ud til jordens ende
I besidderhovmod og korruption.
927. Sidste år blev strimlen bredere.
En fredningssag lagde 25 meter
Til trampestiens smalle fodfæste.
Det kan ses med det samme:
Vegetation og insekter myldrer frem;
Men også vrede i høstmaskinens sving
Ind over nyligt fredet land.
928. Klintekanten skifter karakter;
Vildere, højere, flere farver.
Her vokser nye urter og planter,
Gulnet, hårfint græs føjer sig
I vindens retning ud mod havet.
Vandreren nikker til kendte arter,
Botanikeren finder sjældne blomster.
Skilte opsat med droneforbud
(Jeg var længe om at tyde det)
I dette ældste af levesteder.
III
929. Hvide sommerfugle flagrer op
Overalt i den åbne vegetation.
Kilometer efter kilometer
af smalt, nyt overdrev med knopurter,
Tidsler, regnfan, gyldenris,
Og hegn af tjørn, slåen, hyld,
lidt hybenroser og skovæbler.
930. Kålsommerfugle og takvinger
Er ikke arketypens tætte sværm;
Men den fredede klint er nu
Et tegn på overflod og bonitet
På en nøjsom, kalkrig jord.
Bier kravler rundt på sene blomster
Og selv en pelset duehale svirrer
Som en kolibri fra urt til urt.
IV
931. Boesdal Kalkbrud har fået
En ny turistmaskine,
En forsænket linje i landskabet
Bygget af stedet selv;
En evighedsvision om
Bygning og landskab i ét;
En tidskapsel til eftertiden,
En moderne landskabsfortælling
Om klinten, livet, kosmos,
Og os.
932. Nede på klippen over havet
Bygger turister varder af sten;
Urgammel landskabsarkitektur,
Den første fortælling om universet.
933. Ude på sporet står skilte
Med den nutidsnære skildring
Af klippeskærere, flinteknusere,
Forarmede fiskere, kirkebyggere.
Det forklares at erhvervene er borte,
Men ikke at fisken er væk.
I dag er kun havet tilbage.
V
934. De gamle fuglekiggere smiler
Og trænges sammen i tårnet
Længere nordpå ved Mandehoved
Med teleskoper og termoflasker.
Spejdende skanner de horisonten,
Småsnakker, driller, chatter.
Op og ned langs kysten går rygtet,
At hvepsevågerne er kommet.
Ude på ruten søger fuglefolket
De gode steder at stille udstyr op,
De misser med skarpe øjne;
Landsfarende, fugleopsøgende,
Kyndige i naturtegn og fuglekald;
Shamaner uden indre stemmer
VI
935. Skumringen falder over stien,
Inden jeg når til Rødvig.
Istidens moræneler og grus
Polstret af plantemuld og græs
Blandet med molekyler
Og fossile fortidsorganismer
Sidder under mine trætte tæer.
Aftenvandrere sidder stille
I skellet mellem liv på jord
Og alt det andet derude.
En rød, glødende sol
Hænger over kysten og
Det gyldne vand.
Nyt i Index Titusind:
Undergrund • 918; Havbund • 919; Kridttid • 920; Vandresti • 221; Kridtlag • 922; Jordens skorpe • 923; Kosmisk støv • 924; Landskabslinjer • 925; Fredet land • 925; Landskabsskænder • 926; Fodfæste • 927; Vindretning • 928; Knopurt • 929; Arketype: sommerfuglesværm • 930; Klint • 931; Varde • 932; Fiskebestand • 933; Hvepsevåge • 934; Shaman • 935; Moræneler • 935.
På overdrevet
På overdrevet
702. Her sidder vi, to mennesker
På en bænk med fred og udsigt
Ud over overdrevets bakker:
Tjørne, enge, græs og træ’r.
703. Vi har hjemme i skovbrynet.
Som art lever vi på kanten:
Med ryggen mod skoven,
Og øjne ud mod det fri.
704. Vi finder ro, en falk over engen.
Vi sætter navn på græs og planter,
Finder sommerfugle og biller.
Vi kender skovens træer og buske.
705. Vores fuldendte form er skabt
I livet mellem skov og slette.
Vores krop- og hjernefunktioner:
At klatre, løbe, gå og se.
706. På byens parker og legepladser
Får vores børn færdigheder,
Som skovbrynets første børn,
Til at klatre, løbe, gå og se.
707. Vi lærer dem at sige far og mor,
Og ja og nej, men hund og gris
og ko og hest, før søster og bror.
Og går tur i skoven hver søndag.
708. Vi spiser modne kirsebær,
Stikker os på brombærtorne;
Plukker årets første svampe
Til gryden ud på aftenen.
709. Vi sukker over urtilstanden,
For skov er en arketype;
Vores dybeste minde som art.
Men skov er tæt, vild og mørk.
710. Vi skal ud i lyset, ud på sletten,
Med afstand mellem træer,
Med plads til husdyr og græs;
På overdrevet blev vi til.
711. Her sidder vi, to mennesker,
Med eng, skov og blomsterfrø
I vores celler, i vores ben,
På denne bænk, ved denne sten.
Slummer
Slummer
619. Varme simrer
Mætte farver
Træer skinner
Skrift opløses
Mættet syn
Billeder.
620. Træer svaler
Fugle ta’r bad
Hopper, ryster
Grønne farver
Grene hænger
Susen.
621. Fra skoven
En då i flugt
Droner summer
Tæt og fjern
Fuglesang
Skygger.
622. Sollys strejfer
Belyste pletter
Søvn og sværmen
Jeg suger til mig
Brisen briser
Tiden.
623. Skyer driver
Jeg slumrer
Og svæver
Sten og træer
Står fast
Jorden drejer *).
*) Til minde om William Wordsworth (1770–1850) A slumber did my spirit seal.
Sådan ligger landet
Sådan ligger landet
29. Sådan ligger landet
og fylder kortet ud,
helt ud til kanten.
30. Rækker ud mod vandet,
ud under sand og tang,
ned i dynd og mudder.
31. Kalk og sten og skær
brydes rundt i undergrunden,
hvælver op, vender sig og skælver.
32. Hælder havet i og skummer søer op,
bøjer kysten, løfter bakker frem
og folder landet ud.
33. Giver planter noget at vokse i,
dyrene noget at gumle med,
Os alle noget at træde på.
34. Partikler, celler, gener og hjerner
har viden om sig selv,
og deraf opstår mindet;
35. Mindet er den ældste viden
om viljen til at overleve,
og livets nødvendige form.
36. Med trevler, rødder og spirer,
med snuder, finner og klør,
med fingre, tænder og tentakler.
37. Minder trækker spor i sandet,
de dækkes til og presses sammen,
og synker ned i landet.
38. Jord og minder er sammenblandet:
vis omhu og vær knurhår opmærksom,
for sådan ligger landet.
