Begyndelser – litterær ambition i otte punkter

Begyndelser – i tingenes fylde

Begyndelser – akselrøn

Sortfodet skovrovflue

Fuligo septica var. rufa

Den holmske metode

Myriadevers

Edderkoppeskrift

Om billeforstyrrelser i den nære biosfære

Digt er

Digter i en skefuld jord

Billen og lyrikken

Digt og metode

Digt og metode

747.	Jeg kan berette dagen efter,
        At gnaveren er forsvundet.
        Tilbage kun en bar plet jord,
        Hvor fluer dupper efter juice.

748.	Jeg kunne være blevet på stedet,
        Hentet campingstol og kamera,
        Ur, blok, pen og termoflaske,
        Observeret situationen hele dagen;

749.	Natten med om nødvendigt.
        Udvist lidt ægte forskningsiver,
        Parat til at ofre min magelighed,
        Udvist poetisk respekt for fakta.

750.	Feltobservationer, notater,
        Dataindsamling og databaser
        Er ikke væsentlig forskellige
        Fra digt, vers og rim endda.

751.	Digt og forskning må være sande,
        Pålidelige, faktabaserede;
        Drevet af nysgerrighed
        For verden, som (vi tror) den er.

752.	Videnskaben river myter ned;
        Digtning bygger myter op igen.
        Begge søger sandhed, indsigt.
        Men digtet må have myten i sig.

753.	Digte spørger om alt det, som
        Videnskab ikke rigtig kan se,
        Fordi den ikke må fantasere;
        Kun beskrive og teoretisere.

754.	Titusinder andre væseners sanser,
        Talløse forskellige virkeligheder;
        De intelligenser, der oplever dem,
        Er digtenes største ambition.

755.	Jeg skulle være blevet i går,
        Set situationen til ende,
        Beskrive den, som den skete,
        Fortælle hvad jeg så og ser.

756.	Metode gør ikke digtet mere sandt,
        Gør ikke digtet mere digt,
        Men det er en redelighed,
        Som digter og forsker må dele.

Afdød digter som havefænomen

Afdød digter som havefænomen

163. Jeg kunne jo være fræk at gengive mesteren, som selv var "fræk at parafrasere gamle Heraklit: Ingen kan gå to gange ud i den samme have. Det gælder også kirkegårde." *)

164. Her står vi så i selve krydset mellem sproget og den beskårne natur, hvor digteren og haven begge vokser, bare i forskellig tid.

165. Planterne står stille, mens digterens øje bevæger sig, hans krop bevæger sig. Heri ligger en tosidighed mellem det langsomt voksende og det bevægelige; mellem det tavse og det tænkende.

166. Digteren siger, at en samtale opstår af denne tosidighed netop fordi haven altid står i korrespondance med naturen, mens digteren selv altid er korrespondance med andre sprog og digtere. En samtale er aldrig alene.

167. Gennem livet er haven i uophørlig vækst sammen med sin digter, der klipper ned og vokser med, men senere falder af og går bort.

168. Det fører også til andet led af parafrasen: den kirkegård, hvor digteren begraves i en strengt beskåren og til den fri natur hyper-polemisk afgrænset haveform, hvor kun få slags samtaler føres.

169. Jeg kunne være fræk igen og sætte et skilt, et kors, en pind op i min have med digterens epitaf. Men det vil nok bare give ballade med familien, med øvrigheden, med kommunen, måske også sandheden.

170. Jeg kunne plante en busk til hans minde. En benved, for eksempel. Diskret, selvfølgelig. Kun få andre ville få det at vide. Men man ville jo forstå, at han er her, gror dernede, står heroppe, i snak, fuldt udsprunget som sin egen sproglige foreteelse.

171. Så kan samtalen fortsætte. Umærkeligt, bag om ryggen på os alle. Til enhver tid. Aldrig alene. Per Højholt † 2004. Stå i fred. 

*) Per Højholt (1928-2004), Haven som sproglig foreteelse, i Stenvaskeriet, 1994.