Begyndelser – litterær ambition i otte punkter
På de ark, hvor De titusind tings bog opstod som færdigt koncept, har jeg noteret mine litterære ambitioner stillet op i otte punkter. Det var som om jeg vidst, at jeg var nået frem til deres sandhed eller tomhed; enten er det nu, eller for altid tavs.
2983. (i) At skrive historien om hvordan Bibelen blev skrevet (med hensigt at arbejde på bogen bosat et sted i Himalaya).
2984. (ii) At skrive et langdigt – også som eremit et sted.
2985. (iii) At lave en bog om naturen og de naturlige tings bevidsthed.
2986. (iv) At lave min egen form for haiku’er, som jeg vil kalde epifanien.
2987. (v) At skrive en lovsamling – kaldet De danske naturlove – skrevet fra “de andres” synspunkt, altså, hvis nu fuglene eller ormene kunne skrive en lov...
2988. (viii) At finde mellemformen (eller syntesen) mellem lov og digt (fordi de har meget tilfælles).
2989. (vi) At skrive en bog om haven og den kropsliggjorte (embodied)bevidsthed. Jeg kalder denne bog for “Hjernen er i den grad en grøntsag”.
2990. (vii) Som så mange andre forfattere at finde den selvgenererende historie.
2991. Nederst i margenen har jeg skrevet:
“Jeg er en ormegaard. I contain multitudes.”
Dateret 16.2.2023.
Nyt i Index Titusind:
Himalaya ◦ 2983, Eremit ◦ 2984, Bevidsthed ◦ 2985, Epifani ◦ 2986, Naturlove ◦ 2987, Syntese ◦ 2988, Hjerne ◦ 2989, Historie ◦ 2990, Ormegaard ◦ 2991.
Begyndelser – i tingenes fylde
Begyndelser – i tingenes fylde
2952. Jeg må ned i tingenes fylde – der hvor alting fortættes og får stoflighed.
2953. Fordi hvor var det i grunden at idéen til dette værk, de titusind ting blev til?
2954. I et års tid nu har jeg ledt efter begyndelsen, et skæringspunkt. Jeg har prøvet at huske, hvordan det gik til; men jeg finder kun fornemmelser, ingen fakta.
2955. Der var tilløb, ja, jeg havde en indfaldshistorie, et idéspor rundt i erindringen, men det er tilvoksede stier, ad hvilke jeg kun er kommet så langt og så vidt.
2956. Bunkevis af ark på groft karduspapir, som jeg printer selv med tynde lyseblå linjer og meget bred venstremargen markeret i en svag rød lodret streg; orden er godt, måske også nødvendigt, men ikke for meget; indfald og afveje er indlagt.
2957. Arkene ligger fordelt i bakker: manuskripter, noter, ideer, koncepter og diverse ophobet som sedimenter, lag på lag af fossil skrift.
2958. Jeg trækker en af bakkerne ud, støtter den op på maven, fugter pegefingeren og giver mig til at bladre. Et par ark og den første aforisme i grønt blæk fanger øjet: “Kan man overhovedet forstå noget uden kategorier?”. Selvfølgelig, tænker jeg; netop, især. Men jeg ved godt, hvad der er på spil: Det er loven om ophævelse af riget .
2959. Jeg bladrer videre med arkæologisk omhu, flere år tilbage i de nedfaldne årringe af noter med tekststykker, digtstumper, stikord, citater, uforståelige sætninger, henvisninger, nedkradsede linjer og tegnsætninger, der knapt nok, eller slet ikke kan tydes mere.
2960. Der er tilføjelser overalt i arkenes margener; nogle gange begynder en klamamse øverst oppe i den smalle venstre margen og arbejder sig hele vejen ned over siden, når bunden, og bevæger sig derefter opad igen i højre hovedmargen.
2961. Betænksomt har jeg dateret langt de fleste ark, for der må være tusinder af løsark uden nogen anden sammenhæng, end den kronologiske.
2962. Jeg graver mig ned til de lag, der indeholder præ-titusindting-perioden; de tidligste koncepter, tvivl og omrids.
2963. Endelig finder jeg et af nøglearkene dateret natten til den 9. 2. 2022 med overskriften “In the thickness of things.” Jeg har oversat sætningen med tidens fylde. Jeg skrev: “En hel nat drømte jeg om dette begreb, om og om igen”.
2964. Jeg drømte det hele på engelsk, altså: ”The thickness of things; I’m in the thickness of things”. Gentaget igen og igen som et mantra. Jeg var midt i alting, og nu tilføjer jeg: in media res naturum; midt i den naturlige verden.
2965. Jeg havde en stærk, organiske fornemmelse af at have forstået alting; tingenes fylde er den tykke luft omkring os, der binder os sammen.
2966. Jeg fornemmede hvordan alle planter har et beskyttende lag omkring sig, at de vokser bedre og mere trygt ud i tingenes fylde.
2967. Jeg vidste i drømme, at tingenes fylde er en vision om frodighed: Alt er fyldigt, levende tilstede. Det var en beroligende, varm og indkapslet drøm.
2968. Jeg vidste at jeg må vågne op og digte om begrebet; jeg var halvvågen flere gange, drev med nattens strøm, gentog begrebet igen for ikke at glemme det.
2969. Jeg vidste, at jeg måtte vågne og skrive det ned, før dagen slettede mine spor. I drømme kan intet forklares, for drømme kan ikke ratiocinere; de kan kun fremvise; de samles af fragmenter.
2970. Jeg vågnede i mørket og jeg mærkede tykke blade, tyk fiberblød bark, dyb jord, læ, beskyttelse, levende natur.
2971. Jeg stod op, bevægede mig rundt med drømmesynet, skrev ned, lavede espresso, så ud i morgenmørket. Tykkelsen eller fylden er forbindelsen mellem alle ting, skrev jeg.
2972. Fem måneder senere den 9.7.22 har jeg lavet flere tilføjelser i margenen. Jeg skrev “Enheden af tid og rum”. Det gengiver godt denne mørke kosmiske fornemmelse, jeg havde i drømmen.
2973. I denne periode, slutningen af 2021 til begyndelsen af 2023, slog jeg rundt om mig i søgen efter den rigtige fortsættelse og fremfor alt den rigtige form til at komme videre efter afslutningen af Liff og dens engelske oversættelse.
2974. Jeg kredsede omkring haven som en form for bevidsthed og som civilisationers grundmetafor (sammen med maskinen i senere epoker); især var jeg meget optaget af den kropsliggjorte sansning, altså det at verden forstås og udtrykkes kropsligt; jeg tænkte over alle tings psykiske selvhed.
2975. Jeg graver videre i mine noter. Jeg stiller bakkerne med noter fra mig og tager fat på manuskriptbakken, en fod høj. Jeg endevender stablen. Og dér, som en sjælden sommerfugl, kun ark nr. 2, finder jeg beviset. Et notat fra den 13.2.2023, næsten på årsdagen for min drøm om tingenes fylde.
2976. Overskriften er De titusind tings bog. Titlen optræder hér første gang optræder titlen. Hér står det, indlysende og overvældende klart falder alle ideer, konturer og fornemmelser på plads. Ude i margenen, min elskede margen, står en lille tekst indrammet: “I går åbnede jeg Daodedjing og med det samme (næsten) forstod jeg, at resten af min tilværelse skal bruges til at skrive titusind strofer om titusind ting."
2977. De titusind tinges bog kom til verden færdigt udformet, konciperet og struktureret. Den manglede bare det allersidste ledende begreb: de titusind ting . Ikke at begrebet var nyt: jeg kendte det udmærket; men det var den pludselige forening af begreb og uforankret idé, der tog form af en epifani.
2978. I løbet af mindre end en halv time var det hele konceptet færdigt, skrevet ud, og egentlig ikke afveget fra siden.
2979. To dage senere, den 16.2.23, er jeg allerede begyndt at skrive værket. Den dag var det et digt, jeg var begyndt på tidligere, men som jeg nu med vished kunne se, hvad det havde at bestille i den nye digtrække.
2980. Digtet indleder hele værket med titlen Jeg. “Jeg” er den første fortæller af De titusind tings bog, ud af i alt tre. Dagen efter skrev jeg det andet digt om den anden fortæller ”ieg”, og derefter den tredje fortæller, ”ig”.
2981. Før den dag baksede jeg rundt med idéer til en bog om den levende have, hvor en af fortællerne skulle være min bror. Men i samme stund, som De titusind tings bog var visuelt udformet, opgav jeg tanken om min brors stemme som fortæller, og han blev i stedet til fortæller nr. to: ”ieg”, det levende individs stemme, hvad enten det er plante, dyr, fugl, insekt, bakterie, eller hvad som helst.
2982. Ude i margenen har jeg skrevet: “Jeg er min brors billede og modsætning og helhed.” Min bror har tegnet illustrationerne på det, der senere blev De titusind tings blog. Min bror havde Downs syndrom og døde den 16. August 2025.
Nyt i Index Titusind:
Stoflighed ◦ 2952, Idé ◦ 2953, Fakta ◦ 2954, Erindring ◦ 2955, Orden ◦ 2956, Sediment ◦ 2957, Pegefinger ◦ 2958, Årring ◦ 2959, Bund ◦ 2960, Kronologi ◦ 2961, Periode ◦ 2962, Tidens fylde ◦ 2963, Midt i alting ◦ 2964, Luft ◦ 2965, Tryghed ◦ 2966, Drøm ◦ 2967, Vågne ◦ 2968, Skrive ◦ 2969, Læ ◦ 2970, Morgenmørke ◦ 2971, Enhed ◦ 2972, Søgen ◦ 2993, Psykisk selvhed ◦ 2974, Grave ◦ 2975, Titusind ting - bog ◦ 2976, Begreb ◦ 2977, Digt ◦ 2979, Fortæller ◦ 2980, Individ ◦ 2981, Bror ◦ 2982.
Begyndelser – akselrøn
Begyndelser – akselrøn
Køge by, maj 2021
2884. Kikset by i skamferet og kostbart
lapperi,
På cykel rundt langs byens nye
anlæg
På udkig efter hvad som helst
naturligt,
Der måtte visse sig, tone frem ved
slumpetræf,
Min metode en slags digterisk
laissez faire,
Dengang knap nok formet som
vision,
Bare liv, døgn, vækst, vejr, ting,
overhovedet
Alt ikke frembragt af mennesker,
hvis,
Og det kan vise sig forstemmende
svært,
Jeg kan komme en sådan genstand på
klods hold
Med jævn og formålsbestemt
samtidsoptik.
2885. På vej over en cykelbro anlagt uden
omtanke
Og sammenhæng med blød trafik og
sti-gefühl,
Nogle bepantningslinjer, dog med strejf af
vildnis
Til stadsgartnerens umistelige ære,
pludselig,
Fordi naturmøder opleves som et
dér,
At se, høre, med ét noget synbart;
aldrig
En process, sjældent en plan, men et nu:
et træ.
2886. Et hvidspektret lille pyntetræ i
løvspring
En kontraintuitiv, sølvglinsende
træskikkelse
Får mig op på bremsen opsat
opsøgende
Energien mellem planter og
mennesker
Knap nok gartner- eller biologi-
forbundet
Men alt mere en elementær
fysiologisk
Fornemmelse af noget fra urgammel
sindstilstand,
Fra enzymer i en genetisk kodet
erkendelse
Af det oprindelige, organiske
skønhedschok.
2887. Nyhvide dunede bladskud,
dobbelt
Uregelmæssigt savtakket sat i
klynge
Af matskinnende udfoldethed,
som om
Hele verden begynder netop
dér,
Forfra, igen, hver gang de titusind
ting
Suger mig ind og gør mig
berørt
Af en de små begyndelser
erindret
Som et indgreb og driftstop i
billedstrøm.
2888. Bladet er tykt af lang historie:
en akselrøn,
En krydsning, eller forædling som vi
ynder,
Selvhævdende gennem århundreder af
etnodendrologi,
Også sagt fremelsket om blomster især,
fordi,
Generationer af botanikere og gartnere
med omhu
Har krydset, plantet, passet, beskrevet
tilset
Denne form for undergrundskultur
i beskeden
Og randkulturel, kun lejlighedsvist
digtværdig,
Men vedholdende, selvspejlende
søgen
Efter det sjældne, det profitabelt skønne i
planter,
Efterladt til skeptisk famlende digter,
faktisk
Et præ-sprogligt benspænd fra
et træ,
Som det tager fem år at sætte i ord,
i minde
Fra en dag på cykel gennem Køge
i maj.
Nyt i Index Titusind.
Udkig ◦ 2884, Vildnis 2885, Pyntetræ ◦ 2886, Bladskud ◦ 2887, Akselrøn◦ 2888, Krydsning ◦ 2888.
Lignende digte: Om planters værdighed – og min
Sortfodet skovrovflue
Sortfodet skovrovflue
Eller flue som motiv i den post-fotografiske tidsalder
I
2818. Sølvbørstet, askegrå matskin,
Gråsprængt hoved, stritskæg,
Hvidt moustachedekoreret;
2819. Muskelpumpet thorax
I gråt kassettepanser
Sat på tyndt kropsprojektil;
2820. Ovale øjekompositter,
Maskeklædte glugger
Fra et skyttegravsvæsen;
2821. Sorte ben i overlængder
Med højorange skinneben,
Giftkniv under palper;
2822. Smalle, glasklare vinger,
Smæld på millisekund,
Lavet til fart, til drab;
2823. Dobbeltdækket parring,
To genitalier i gule lejer
Fastlåst flyverformation;
2824. Et solbeskinnet splitsekund
På nyt grønmalet hjortehegn,
Ét af mine usete milliarder.
II
2825. Fotoet griber ind i processen,
Klipper iagttagelsesnerven,
Forgriber sig på digtmetoden
2826. Skaber sit eget motiv,
Forcerer mit blik,
Eksploderer mit udsyn.
2827. Fotoet,
Det præciserede,
Vidensforøgende,
Detailudvidende,
Propaganderende,
Henførende,
Iscenesatte
Billede.
2828. Digtet,
Det hjernebarkafsøgende,
Selvisceneskabende,
Omverdensmultiplicerende,
Meningsrumsterende,
Præcisionssøgende,
Udtryksafpudsede
Ord.
2829. Det forført sprogskabende,
Det analytisk billeddannende;
Hva’ så, fluedigt?
III
2830. Hva’ så med taksonomien
Navngivning, sproglige innovation
Den universelle systematik.
2831. Hva’ så med entomologien
Mikrodivergerende insektkundskab
Amatørens ekspanderende lykke.
2832. Hva’ så med økologien,
Fluens påvirkning af verden,
Som også jeg påvirker den - og dem.
2833. Hva´ så med toksikologien,
Neurotoksiner kemisk digrammeret,
Fluens giftblandinger komparativt analyseret.
2834. Hva’ så med klimatologien,
Fluens perfektionering og betydning
For de planetære balancer.
2835. Hva’ så med kulturen,
Selv- og artsbevidsteheden
Kontekstualiseret i flueform.
2836. Hva’ så med poesien,
Fluen som poetisk motiv,
Dens billedskabende karisma.
2837. Hva’ så med fluen,
Den højeste livsform i
Formflikket epos.
Nyt i Index Titusind
Stritskæg ◦ 2818, Muskelpumpet ◦ 2819, Øjekomposit ◦ 2820, Skinneben ◦ 2821, Rov ◦ 2822, Parring ◦ 2823, Splitsekund ◦ 2824, Iagttagelsesnerven ◦ 2825, Udsyn ◦ 2826, Foto ◦ 2827, Digt ◦ 2828, Billeddannelse ◦ 2829, Taksonomi ◦ 2830, Insektkundskab ◦ 2831, Økologi ◦ 2832, Klimatologi ◦ 2834, Naturtilknytning ◦ 2835, Poesi ◦ 2936, Rovflue ◦ 2837,
Fuligo septica var. rufa
Foto t.v. er denfuligo septica, der er omhandlet i digtet. Bemærk det indvoldsrøde sporelegeme i de tre cirkelmærker og den af forfatteren afskårede flig nederst t.h.
Formen tv. er sporestadiet, også kaldet æteliet, mens formen t.h. er sommerstadiet, kaldet plasmodiet.
Foto t.h. er fra to år tidligere og kan være samme afstamning. Bemærk de glitrende hvide “svampe”spor efter plasmodiets høstfærd henover træstubben (omtalt i digtet Træstubalmanak 2023, vers 1153). Formen t.v. er varianten rufa (rød), mens formen t.h. kan være enten var. rufa eller var. flavia.
Begge fotos er fra Strøby Strand. Klik på billederne for at se i stor størrelse.
Fuligo septica var. rufa
I. Om de foreliggende omstændigheder
2759. En tilfældig dag, altså
Uden varsel, plan eller
Blot antydning af hensigt;
2760. Med andre ord, klædt af
I min sproglighed og fanget i
Almen grad af uvidenhed;
2761. Dog med rudimentær poetisk
Udstyr samt lidt sammensparet
Erfaring fra tidligere træf;
2762. (En gullig, hundebræklignende
Fænomenologisk tilstand
På sortslimet yndlingstub);
2763. Derfor, fuldt eksekveret robotstop
I samme nu grænsen overskrides
Mellem grønsvær og terrassesten:
2764. To fuldt færdige, udvoksede
I græsset, årets første, hidtil
Eneste slimdyr, kaldet troldesmør;
2765. En skødesløs skabning, altså
Som overskud af organik
I de givne omstændigheder;
2766. Udfoldet, henkastet (opkastet?)
Udskilt, udskidt, fremkommet
(nærmest) af ingenting, natten over;
2767. Men ingenting er en strøm,
Der flyder igennem, udenom,
Af partikler og processer;
2768. Samlet vilkårligt i en organisme,
Hverken plante, dyr eller mos,
Eneste fællestræk en fysisk masse;
2769. Et besøg fra det fjerde rige
Protisterne, amøbernes rækker,
Cellepuls under rabarberskygge.
II. Om sprogets og tingens adækvans
2770. Tag nu welwitschia-manden
På knæ i Nambias ørken,
Overvældet, taget i nåde;
2771. Plantens spirituelle sug,
Botaniker og vækst ud i ét,
En ordløs samfrekvens;
2772. Febrilsk håndskriv om sit fund
For at berøre andre, henført
Sanseindtryk og selvfølelse;
2773. Dernæst strøm af tekno-latin,
Konvention betinger karriere,
Sprogkoden selvforstået myteløs.
2774. Mellem videnskab og mysticisme
Føjer poesien sig ubekvemt,
Formkodet og myteforberedt;
2775. Digtet vil overensstemmelse
Mellem ordet og tingen,
I sprogligt påregnelige udtryk;
2776. Hver gang, i mit dæmringsridt,
Hvor sproget følger, bøjes,
Hengiver sig til sine ting, skaber
2777. Adækvans mellem tingen
Og den bævende skrift;
Tingen er ingenting,
Tingen er alting.
III. Om slimdyret som poetisk gestalt
2778. Lige inden for tremmehavelågen
Samles slimdyret til metamorfose
Fra plasmodium til ætelium;
2779. Jeg må ned i knæ, ikke
Af benovelse, eller peak professionalisme,
Men fordi tofod tilnærmer sig nulfod;
2780. (Sproget blev til i gåhøjde,
Siddehøjde, klatre- og kysthøjde;
Fysiognomi former sprog, jeg si’r bare);
2781. To panerede fiskefileter
Gennemstukket af uplejet plænegræs
I en sær hud- og hæfteplasterbeige;
2782. Ingen farve kendt fra dyredomænet,
Kognitivt ret svær at kapere, som
Biologisk udtryk fra det fjerde rige;
2783. Skorpe, ja, en skorpe, krummen,
Fint tekstureret som safran miniris,
Som bitte friturestegte kokosspåner;
2784. Her ved ydergrænsen for organisk liv
Disse madmetaforer af vital erfaring:
Kan det spises, er det giftigt?
2785. Jeg sætter tre fingermærker,
Skærer et snit i skumbarken,
Åbner dyb brunrød substans;
2786. Farven er som dyreindvolde,
Lever, hjerte, nyrer, banesår,
Ligner tekstur af størknet blod;
2787. Dette er sporemassen, deres frugt,
Som svampe og planter gør det,
Kønsceller, stamceller tilfælles;
2788. Men kladeanalyse og genstruktur
Viser nu, de ikke er dyr, men
Mere ur i urformers forgrening;
2789. Så vi er beslægtede som organisk væv,
Universelt, som eksistens beslægtede
I vores inderste cellestruktur.
2790. Protistologer, velsign dem,
Ved en masse om slimdyr,
Deres føde, formering, deres vaner.
2791. Det gule plasmodium-stadie er mobilt,
En celleformation på farten,
Selvdannet, selvforanderlig;
2792. Høster bakterier og rådpartikler,
En fødesøgende organisk tærsker
Af mobile plasmapumper på slimfærd.
2793. Frugtlegemet indeholder sporene,
Velkendte, mikroskopisk helstøbte
Vidundere at se, som virussfærer.
2794. Jeg sætter et lille trådnet op
At ingen skal træde på sporehuset,
Tilser dagligt at sæden svinder ind;
IV. Om slimdyr og komplette systemer
2795. Fuligo betyder sod, aha,
Septica betyder forrådnelse, jaså,
Og der er flere varianter:
2796. Flava, rufa, candida, rosea
Og flere nuancer endnu
Forårsaget af svampeinfektioner;
2797. Taksonomisk klassifikation pågår
Dag og nat, jorden rundt,
Drevet af kollektiv videnskab;
2798. Slimdyret er variablet kategoriseret
I domænet af eukarioter,
I underdomænet unikota, også kaldet amorphea,
I riget af protozoa, også kaldet protister,
I rækken af amoebozoa,
I underrækken Conosa,
I infrarækken Mycetozoa,
I klassen myxogastria,
I ordnen physerales,
I familien af physaraceae,
I slægten fuligo,
Alt dette i hvert fald
Indtil videre …
2799. Viden akkumuleres, distribueres,
Disputeres, krystalliseres, reorganiseres,
Jeg er militant skeptisk og passioneret;
2800. Fordi taksonomi er som matematik,
Som naturlove, some tankesystemer:
De vil det hele, det totale svar;
2801. Kausalitetskæderne afdækket,
Diagrammet, løsningen, et domæne
Hvor spørgsmål er besvaret på forhånd;
2802. Det bedste digtet kan er måske
At suge til sig, rumme så meget af det,
Vi ikke ved, og ikke vil have svar på;
V. Om slimdyret og digtet
2803. Kære slimdyr, hundebræk spejlæg,
Eller hvad vi nu skal kalde dem
Urform, urliv og æresbeboer i haven;
2804. Mit tekst snubler i sig selv;
Som slimdyret krydser rigers grænser,
Så krydser digtet ind i videnskab;
2805. Ordene stritter i alle parametre,
Formen buler ud, går i stykker,
Slimdyret osmoser sine egne veje.
2806. Det er selve min redelighed
Og identitet som digter, der er på spil,
Men slimdyret vil ikke poetiseres;
2807. Og digtet vil kun sig selv,
Undviger så glat som sæbe,
Egenrådig som protisten dér;
2808. Sat til vægs af en amøbe,
Mit nederlag, linje for linje;
Jeg pakker mit grej, oser min vej.
Nyt i Index Titusind:
Varsel ◦ 2759, Uvidenhed ◦ 2760, Erfaring ◦ 2761, Hundebræk ◦ 2762, Terrassesten ◦ 2763, Slimdyr ◦ 2764, Skabning ◦ 2765, Ingenting ◦ 2766, Partikel ◦ 2767, Masse ◦ 2768, Protister ◦ 2769, Nåde ◦ 2770, Spiritualitet ◦ 2771, Selvfølelse ◦ 2772, Sprogkode ◦ 2773, Myte ◦ 2774, Ordet og tingen ◦ 2775, Skabelse ◦ 2776, Skrift ◦ 2777, Metamorfose ◦ 2778, Benovelse ◦ 2779, Gåhøjde ◦ 2780, Plænegræs ◦ 2781, Dyredomænet ◦ 2782, Skorpe ◦ 2783, Giftighed ◦ 2784, Snit ◦ 2785, Nyre ◦ 2786, Kønsceller ◦ 2787, Genstruktur ◦ 2788, Cellestruktur ◦ 2789, Føde ◦ 2790, Plasmodium ◦ 2791, Cellepumpe ◦ 2792 , Frugtlegeme ◦ 2793, Sæden ◦ 2794, Sod ◦ 2795, Svampeinfektion ◦ 2796, Klassifikation ◦ 2797, Domæne ◦ 2798, Viden ◦ 2799, Naturlove ◦ 2800, Kausalitetskæder ◦ 2801, Svar ◦ 2802, Hundebræk ◦ 2803, Rigernes grænser ◦ 2804, Osmose ◦ 2805, Redelighed ◦ 2806, Sæbe ◦ 2807, Amøbe ◦ 2808.
*) Det berettes at en østrigske botaniker faldt på knæ i sandet ved sit første møde med den plante, der senere blev opkaldt efter ham selv, Welwitschia (så meget for uhildet videnskab!) Se mere i fytologen Welwitschia fra Liff – blandet kor for plantestemmer mellem femte og sjette masseudrydelse, Borwick Books, 2021.
Den holmske metode
Den holmske metode
Prolog
2316. Thomas Holm har gennem 15 år dokumenteret insektlivet omkring familiens sommerhus i Vesterlund på den jyske vestkyst. På et område, der strækker sig i en ujævn radius af omkring 200 meter fra huset, har Holm identificeret og dokumenteret omkring 1.400 arter af insekter. Hertil kommer enhver anden form for fauna indfanget i Holms biooptikon.
2317. Kanske Holm tålmodigt fortsætter 15 år endnu – at udforske, indfange, identificere, fotografere, frisætte, beskrive og formidle – og dertil beskedent uddybe og udbrede sin altopsugende viden om insekterne, deres værtsplanter, habitater og stedets særegne økosystemer. Denne titusindtingsfinder tilegnes disse linjer.
Lokaliteten
2318. Et jordstykke på ti tønder land i familieeje siden 1960 og uforstyrret siden da, bortset fra opførelse af et sommerhus og senere udgravning af tre mindre damme nede på engen til fremme af alt vandsøgende liv. Tilkørsel sker af grusvej med skærver. Befæstning af sommerhuset indskrænker sig til nogle få kvadratmeter fliser på sydsiden, lige nok til et rundt havebord.
2319. Lokalitetens geologiske grundforhold er postglaciale aflejringer af klitsand. Landskabet er en blanding af indlandsklit, klitplantage, små hedestykker og enge med gamle dræningskanaler.
2320. Stedet grænser mod øst op til Anerbjerg Plantage, anlagt i 1897 til forstærkning af sandflugtsdiger fra 1720. Lokaliteten afgrænses mod øst af enge og mod vest af et stort grundstykke, der er sprunget ud i lav skovvækst. Længere væk ligger græsningsarealer. Mod nord marsken og vådområdet Værneengene.
2321. Lokaliteten har nok stået uden beboelse eller dyrkning i flere hundrede år. På de tilhørende enge er der høslet en gang om året for at holde trævækst nede. Selve grundstykket har ikke været udsat for nogen form for sprøjtemiddel siden 1960 og formodentlig heller ikke før da.
2322. Landskabet er i sin helhed menneskeskabt, men fremstår ubebørt og pletvist vildt. I videre forstand er vådområderne, fjorden og de geologiske formationer naturskabte og i uophørlig forandring.
Stedets geni
2323. Stedets geni er dets stasis af livsbetingelser og den måde, det drager os; Vi vender tilbage til det igen og igen, vi genkender det, vi vokser ud i det.
2324. Stedets geni, genspejlet i den holmske metode, består af tusinder arter i gensidige føde- og livsbalancer med organiske materialer, mineraler, vejret og vandet, der skaber netop denne unika plet på kloden.
2325. Af stedets geni næres sjæl og visioner. Af stedets geni udspringer kendskab og slægtskab; digt og metode.
2326. Entomologisk og poetisk fællesmateriale mødes hér på to måder:
1) Stedets gennem mange år langsomt og systematisk synliggjorte livsrigdom er ophav til et livsudformende værk. Værket er i sin form uadskilleligt fra sin metode (2). Kald det livsmetode.
2) Stedet er grundstenen (sandet) i digterens oplevelse af barndom og stedet for hans første egentlige naturoplevelse og sans for sin umwelt. Kald det titusind ting.
2327. Stedets geni er fornemmelsen for den biologiske evighed. Erfarne udøvere af metoden ved det.
Naturalistens genese
2328. I stedets geni opdages lidt efter lidt en viden, der frit kan tilegnes, men kun med tålmodighed og årelang vedholdende indsats.
2329. Denne viden viser sig, efterhånden som den praktiseres, at være grænseløs; men deri opstår netop kærligheden til faunaer og deres mangfoldighed; der er altid mere at forstå og alt at forundres over.
2330. Den unge naturalist fanges ind i denne sjælelige lykke at flyde med i evolutionær strøm og i glimt se, hvor den bærer hen.
2331. Heraf opstår den holmske metode ikke blot som proces, observationer og standarder for dokumentation, men i videre forstand som en livsetik om altings ret til at leve og en stilfærdig men rebelsk insisteren på beskyttelse af alt ikke-humant liv.
2332. Naturalisten finder sin habitus og sin måde at være i verden på. Med så meget liv omkrig sig, er det en daglig udfordring at bestyre sin tid. Men Holm har gavmildt overskud omkring sig. Han afgiver visdomsvibes; han er ikke kun tilstede i human sammenhæng; der er altid noget, der flakker i ham; han er andetsteds ude i terrænet, uden ophør på lur med syn og hørelse på stikker, så vidt organikken tillader det, og det går strålende: fint kalibreret og i fokus på mindste flit af et sortfodet flueben eller det fjerne sus af skestorkefjer.
Metoden
2333. Den holmske metode er et livtag med den evolutionære kraft og en beskrivelse af den i så mange livsformer, som man har lidenskab og år at gøre det i.
2334. Metoden er et arts- og grænseoverskridende projekt; den er demokratisk, den står åben for alle og den praktiseres gennem væsentlige perioder af ens liv.
2335. Den er, og det kommer vi til, faunakratisk: Alle former for liv kan inddrages og blive set, talt og overladt en stemme. Metoden lader sig i det hele taget kun praktisere gennem arternes sameksistens.
2336. Den er glæde- og forundringsforankret; derfor åben for alle, og uendelig fleksibel.
2337. Metoden er bundet til stedet, jorden, vandet; ikke til institutioner eller hierarkier; derfor kan den altid fraviges og udformes efter behov; dog med følgende hovedregler:
2338. a) Den kræver lang tid; man skal bruge årevis af sit liv; ikke til udelukkelse af alt andet, bevares, men mild og vedholdende tålmodighed er en nødvendig kvalitet hos enhver udøver.
2339. b) Man skal efter bedste evne opøve og uophørligt søge at udvide sin viden om dem, man finder og om deres livsvilkår; man skal have antenner ude over sin egen artssfære.
2340. c) Metoden kræver evne til at observere på mikro- og makroniveau; jo mindre et synsfelt, jo større er universet. Jo større synsfelt, jo vigtige de enkelte led.
2341. d) Man skal dele sin viden med alle de midler, der står en til rådighed; foto, skrift, tale, digitalt, analogt og i samvær med andre.
2342. e) Metoden er empirisk i en videnskabelig dogmatisk forstand; her gælder et kodeks for fund, fangst, observation og dokumentation. Dette for at validere de enkelte fund og forsvare metodens sandhedsværdi.
2343. f) Metoden er økologisk systemtænkning; hvert insekt har en eller flere værtsplanter, byttedyr og snyltere; hver plante har sine vækstvilkår, sine bestøvere, sin biokemi.
2344. g) Den økologiske systemtænkning kan være aggregeret, forstået på den måde måde, at den enkelte praktiserende af den holmske metode ikke selv behøver være holistisk visualiserende, men gennem kodekset for redelig observation bidrager man hertil.
2345. h) Endelig er metoden at forstå som en amatørgerning, men hold fast i dette ord amatør: Første led er i slægt med amore, kærlighed. En amatør er den, der udøver sit kald i kærlighed. Den holmske metode er et amatørværk i ordets bedste og mest værdige betydning.
2346. Kærlighed til landet og faunaen er ikke en del af metodebeskrivelsen, men er selve metodens epistemologiske forudsætning; vi tager den for givet.
Data og naturetik
2347. Metoden, som den praktiseres af Holm, er en usædvanlig krævende form for anskueliggørelse af det biologiske livs forbløffende og for de fleste helt ukendte mangfoldighed.
2348. Kun få ved, hvad denne mangfoldighed egentlig består i og af. Endnu færre har faktisk haft mangfoldigheden fysisk mellem hænderne. Men sker det, er man i berøring med selve evolutionskæden og er dermed udøver af den holmske metode.
2349. Enhver har adgang til metoden. Den er ikke anderledes end etableret naturvidenskabelig metode (3), pånær én signifikant forskel: den er for amatører. Det er metodens revolutionære naturetiske potentiale.
2350. Derfor er metoden eminent egnet til formidling og deltagelse. Den er data-baseret og vidensudvidende; den er bundet til alt organisk liv og derfor i praksis grænseløs (4).
2351. Den holmske metode forandrer derfor sin udøver for altid: Hvad man én gang har set, kan ikke afses. Og omvendt; den naturlige verden bliver knyttet til den menneskelige erkendelse med stærke bånd: Hvem der én gang er gjort synlig bliver aldrig usynlig igen.
Faunakratiet
2352. Faunakratiet er en proces til fremme af mellemartslig relationer inspireret af begrebet om stedets parliament beskrevet af den nu afdøde franske filosof Bruno Latour (5): Lad os samle et ting, lad arterne være repræsenteret, giv dem stemmer og stemmeret og se så, hvor det fører os hen.
2353. Den holmske metode er da forudsætningen for et faunakratisk samfund. Metoden er en stemme- og artstælling, der overhovedet skal gøre begrebet om stedets parliament til en reel mulighed.
2354. Vandkalven er her, den sortfodede rovflue, den butsnudede frø er her, kvadratedderkoppen er her, pottemagerhvepsen er her, osv. De har tilstedeværelse, de har agens, de har stemmer. Hvordan ville love og regler se ud, hvis de kunne stemme (6), hvordan ville demokratisk debat udforme sig, hvis de andre blev hørt?
2355. I faunakratiet ligger kimen til opløsningen af de vores videnssystemer og den artscentrerede taksonomi, som naturvidenskaben og selvsagt også den holmske metode bygger på: det linnéske-darwinistiske klassifikationssystem (7).
2356. I et faunakratisk samfund må vi genoverveje begreber og regler, der er åbenlyst artscentrerede og som derfor på et tidspunkt må vige for fællesartslige værdier og forståelse.
2357. I dette perspektiv bliver den holmske metode en rebelsk menneskelig praksis: at se, at erkende og at værdsætte alle andre former for liv i den fælles biosfære.
Naturetik og nåde
2358. Metoden er en selvforstærkende praksis, der har livsudformende betydning for dens udøver. Dens kerneværdi er: lad leve, ødelæg ikke et naturligt habitat, undlad. Metoden afdækker hvordan ethvert sted helt bogstaveligt bugner af liv, at enhver plet på jorden har sine økosystemer. Beskyt dem derfor mod os selv.
2359. Det naturetiske syn, som metoden bygger på og selv fremmer, kræver respektfuld omgang med biotaen gennem det at vise nåde; nåden vokser i tid og rum, jo mere udøveren fordyber sig.
2360. Nåden, det at lade leve, er derfor den holmske naturetik i sin fulde konsekvens. Lad da Shakespeare få det sidste ord: "Nåden er ikke anstrengt. Den falder som mild regn fra himlen. Den er en dobbelt vesignelse; til den, der udviser nåde og til den, der tager imod" (8). Vi kan sekularisere begrebet velsignelse med begrebet agtelse; de er ligestillede.
Praksis efterskrift
2361. Enhver udøver af den holmske metode kan vælge at selvangive sit steds biodiversitet, f.eks. med en tavle over alle de funde arter på lokaliteten. Denne liste kan blive ganske lang. Tavlen, kald det en vægavis, på den holmske lokalitet, hvis den skal være læsbar, kunne godt være ti meter lang.
2362. Denne publikumstavle over stedets beboere kan gøres pligtig for alle kommercielt udnyttede områder - beboelse, kontor, service, industri, skovbrug og landbrug, dens opsætning og vedligeholdelse en betingelse for skatte- og tilskudstekniske beregninger.
2363. De fleste vil nok vælge at befolke en sådan tavle efter bioblitz metoden, der tilfredsstiller et behov for umiddelbare svar, men lad det nu ligge.
2364. Den artsrigdom, der er beskrevet af Holm gennem de seneste 15 år, er visualiseret her på bloggen i et digt under titlen Gødel Kanal Kladeforsamling - insekternes indtog.
2365. I mellemtiden, vær forvisset om at Holm kan træffes ude i felten med sit hypertrænede øje, sin viden, sit net, sit kamera, sin hvide balje, lampeskærmen, luppen, sin begejstring og sin agtelse for alt levende.
---
Noter:
1) Se Besøg ved digterens bord fra i år.
2) Gengivet i bl.a. digtet Båret af luft og afsnittet En tur i klitten i økofiktionen Liff.
3) Se til eksempel den ikoniske artsdokumentation og beskrivelse i Jennifer Owens to studier: Wildlife of a Garden – A thirty Year Study, Royal Horticultural Society, 2010, og et tidligere studie efter 15 års artsregistrering.
4) Metodens omfang og resultater – både som detaljerede observationer og i oversigt - findes på http://www.naturbasen.dk ved at søge på Thomas Holm.
5) Se til eksempel Bruno Latour (1947-2022), Facing Gaia, Eighth lecture: How to govern struggling (natural) territories?, p. 255, www.politybooks.com (2017).
6) Vedtægter for Haveforeningen Jærnen er en formaliseret og juridisk udforming af den latourske idé om stedets parliament baseret ikke på arter men på klader.
7) Se hertil Lov om rigets ophævelse.
8) William Shakespeare (1564-1616), Købmanden i Venedig, akt 4, scene 1.
Se tilhørende kreds af ordskydigte under emnet Gødel Kanal.
Se også: GØDEL KANAL KLADEFORSAMLING – artsfortegnelse
Se lignende tekst: Solsortens melodi.
Myriadevers
Myriadevers
2312. Jeg indeholder myriader,
Af myrias, murios:
De første skrevne ord
For alt det derude,
For alt det herinde
I det åbne selv:
Den påtrængende verden
Dens titusind ting
Af det jeg ser og ikke ser
Af det jeg er og ikke er.
2313. Jeg indeholder myriader,
Jeg er dem ikke,
Men de er i mig,
Som biologisk vilje
Og billeder af samme;
Alt det jeg har smagt
Spist, ødelagt, berørt,
Gendannet, kysset,
Elsket, tabt, fundet igen
For første gang.
2314. Jeg indeholder myriader,
Mine titusind vers
Mine myrias,
Som ikke er mine,
Bare bevidsthed,
Organisk energi,
Forbrænding,
Ord, der strækkes,
Mening, der sprækkes:
Alt ånder, alt er,
Uafviseligt.
2315. Jeg indeholder myriader,
Går ad arterns grænser,
På mineralernes veje
I de nedbrudte riger;
Min størrelse, mit kropsprincip:
Min største gave og
Min tragiske begrænsning;
Mit dybdeskarpe syn,
Min selverkendelse og
Min biologiske blindhed;
Mine ord, mine lugte,
Min osmotiske hud,
Mit jeg, mit ikke-jeg:
Ud af alt dette
Titusind ting,
Mit sprukne skind.
Edderkoppeskrift
Edderkoppeskrift
2080. Artsgrænser mødes
På den fælles arbejdsplads,
Krydser spor og skrift;
2081. Miniedderkop
Hjerne, blod & hjerteslag
Otte ben i spil;
2082. På et skrivebord
En blank flade, usynlig
Edderkoppeskrift.
Nyt i Index Titusind:
Artsgrænse ◦ 2080", Hjerteslag ◦ 2081, Edderkoppeskrift ◦ 2082.
Se også: Dværgkommafluen
Om billeforstyrrelser i den nære biosfære
Om billeforstyrrelser i den nære biosfære
2074. En arbejdsdag i pavillionen,
Sol og skygge fejer på bordet,
Jeg har ord mellem fingrene,
Men hele tiden disse glimt:
Billeder og lydspor udenfor,
En flagspætte i et piletræ,
Gyldne insektskud i luften;
Fuglesang tæt på, kendte lyde,
Men den sang: hvem dér; hvor?
Bevægelser, susen op fra havet.
2075. Til papiret, linieret, tomt,
Mit emne, hvad var det nu?
Problemet om digt og videnskab,
Hvornår det ene og det andet?
Hvornår svinder digtet ind
Og bliver til biologi, eller snak?
Eller er det omvendt, og vent,
Hvordan er det med akelejen,
Der har sat blomst dernede?
2076. Det summer under spærrene,
Jeg hører det, lader det være;
Havde jeg ikke en pointe?
Nu er den glemt, igen, hvilken?
Men jeg fanges igen af en lyd,
En højfarvet svirren udenfor
Ved ruden: rødt og sort i spin;
Lad den flyve, jeg skæver,
Selvom det er en bille, selvom
Jeg har noget med bukkehorn;
Men den sætter sig, vinger
Som små stykker origami.
Det er for meget, for tæt på
For nærværende, må ud og se:
Sniger mig ud af døren,
Rundt om dørhængslet, karmen;
Først ligner han en liljebille,
Men et opslag finder ham:
En sorthovedet kardinalbille.
2077. Hvad er viden, hvad er digt?
Er der forskel, er det vigtigt?
Egentlig ved jeg det ikke,
Eller, jo jeg gør, i morgen,
Måske; indtil da, et faktum,
Om denne smukke bille.
Kardinalen æder oliebiller;
Kun få kan overleve giften,
Men denne han tåler cantharidin,
Omdanner det til en sexmixtur
Udskilt i et hul i panden,
En fordybning mellem øjnene;
Lader hunnen gnave kraniet,
Før han bestiger damebillen;
Når de er færdigt fertiliseret
Stiller hans sig op foran igen,
Så hun kan slikke skålen ren.
2078. Jeg støver rundt, snuser, læser op,
Trækker blæk, ser lys og grønt,
Beskærer billedet, vender ord,
Bare ét, nok til en begyndelse,
Skriver ned, kradser ud, retter,
Sletter, taster ind, registrerer,
Reviderer, titulerer, daterer,
Fjerner, sætter ind, læser igen,
Lægger op, tjekker, slukker.
2079. Jeg går ud i drivhuset, piller lidt,
Løber tilbage, et ord dukker op:
En ordbog åbnes, et kolon skiftes;
Begynder forfra hver dag,
Første ord i første linje,
Og så det næste … og billen:
Sin egen triumf, hver gang.
Nyt i Index Titusind:
Ord ◦ 2074, Flagspætte ◦ 2074, Digt og videnskab ◦ 2075, Bukkehorn ◦ 2076, Kardinalbille ◦ 2076, Oliebille ◦ 2077, Sexmixtur ◦ 2077, Blæk ◦ 2078, Billens triumf ◦ 2029.
Se også: Den blå oliebille, Bøgebuk, Digt og metode
Digt er
Digt er
1900. Digt er
passion, passion, passion;
Tekst er
præcision, præcision, præcision;
Derfor
revision, revision, revision.
Nyt i Index Titusind: Passion ◦ 1900.
Digter i en skefuld jord
Digter i en skefuld jord
1760. Jeg graver ned
I en skefuld jord
Under luppens lys;
Se det gyldne skær,
Kvarts og jordpartikler
I sære formationer;
De ting vi ser.
1761. Bristende øjenhuler,
En lydløs mund,
Et afpillet kranium
Med muggengul kalot
Stivnet i evig beskuen
Af et gyldent korn,
Det aldrig når.
1762. Når det skal ske,
At jeg forsvinder
Blandt sandkrystaller;
Lad nye generationer
Se, hvad jeg har gjort;
En rasende stræben
Sat i støv.
Nyt i Index titusind:
Jordpartikler ◦ 1760; Kranie ◦ 1761; Støv ◦ 1762.
Billen og lyrikken
Billen og lyrikken
1706. Se, hvilket oplyst skyggespil og
herlighed:
En gylden bladtunge skudt ud
i middagssol,
Hvert hår på bladets kant
i stråler
På en baggrund af sorte og dybe
tenebrer;
En komposition af digt og natur
i chiaroscuro,
Tilegnet naturens enkleste essens
og forgængelighed.
1707. En bille i funklende, ravgul
fulgens,
En anelse uskarpt, en tidløs
sfumato
I sløret overgang mellem lys
og mørke;
Jeg kender ikke billens taxonomi
eller navn,
Med vilje vil jeg ikke kende fakta
og virkelighed;
Dette skal være opløftet digt om
overdådighed.
1708. Derfor skulle dette digt have fejret
en triumf
For det ufærdige, det ukendte, en ny
lyrik,
Et kald på stærke følelser og vores
reverens
For naturen og dens myldrende liv
tæt tæt på.
1709. Alligvel denne drift, denne trang
til viden,
Poetik og videnskab har nysgerrighed
til fælles;
En unøglet søgning i min billebog,
et match!
Krydstjek, et opslag til verifikation
af kendetegn,
Og snart er det evident og piftet
klart,
At dette er en blødvinge, udbredt
overalt,
En af de tætteste populationer
i landet.
1710. Jeg har har aldrig set den bille, jeg er
neofyt,
Og hvor mange ville vide, hvad den
hedder,
Bortset fra læsere af Kristeligt Dagblad
til ære,
Der skriver om biologien og klerikale
navne;
Slå selv efter, journalisten kan sit kram:
præstebille;
Et navn øst op af folkeviddet, hvor det
er kendt,
At præster energisk parrer sig
i flæng,
Som netop denne bille, der ynder et
bunkepul
På skærmplanter, røllikker, kørvel
Og gulerod.
1711. En slægt af prægtige livsduelige,
kosmopolitter;
På engelsk bjørneklo bollebiller *),
prosaisk,
Men egentligt også digterisk
redeligt;
Et bånd mellem dem og os
i sprog,
Om disse spraglede, liderlige, smukke
væsner.
1712. Så mit billede fra første tekst
synker
Sammen i lyrisk pynt og udtjent
glemsel;
Tilbage står, i digt og folkevid, en
kærlighed
Til dette billelivs ligefremme og ægte
skinbarlighed.
*) Hogweed bonking beetle.
Digt og metode
Digt og metode
747. Jeg kan berette dagen efter,
At gnaveren er forsvundet.
Tilbage kun en bar plet jord,
Hvor fluer dupper efter juice.
748. Jeg kunne være blevet på stedet,
Hentet campingstol og kamera,
Ur, blok, pen og termoflaske,
Observeret situationen hele dagen;
749. Natten med om nødvendigt.
Udvist lidt ægte forskningsiver,
Parat til at ofre min magelighed,
Udvist poetisk respekt for fakta.
750. Feltobservationer, notater,
Dataindsamling og databaser
Er ikke væsentlig forskellige
Fra digt, vers og rim endda.
751. Digt og forskning må være sande,
Pålidelige, faktabaserede;
Drevet af nysgerrighed
For verden, som (vi tror) den er.
752. Videnskaben river myter ned;
Digtning bygger myter op igen.
Begge søger sandhed, indsigt.
Men digtet må have myten i sig.
753. Digte spørger om alt det, som
Videnskab ikke rigtig kan se,
Fordi den ikke må fantasere;
Kun beskrive og teoretisere.
754. Titusinder andre væseners sanser,
Talløse forskellige virkeligheder;
De intelligenser, der oplever dem,
Er digtenes største ambition.
755. Jeg skulle være blevet i går,
Set situationen til ende,
Beskrive den, som den skete,
Fortælle hvad jeg så og ser.
756. Metode gør ikke digtet mere sandt,
Gør ikke digtet mere digt,
Men det er en redelighed,
Som digter og forsker må dele.
Om digtning
Om digtning
535. Empiri er godt,
Empati er bedre,
Poesi er bedst.
Afdød digter som havefænomen
Afdød digter som havefænomen
163. Jeg kunne jo være fræk at gengive mesteren, som selv var "fræk at parafrasere gamle Heraklit: Ingen kan gå to gange ud i den samme have. Det gælder også kirkegårde." *)
164. Her står vi så i selve krydset mellem sproget og den beskårne natur, hvor digteren og haven begge vokser, bare i forskellig tid.
165. Planterne står stille, mens digterens øje bevæger sig, hans krop bevæger sig. Heri ligger en tosidighed mellem det langsomt voksende og det bevægelige; mellem det tavse og det tænkende.
166. Digteren siger, at en samtale opstår af denne tosidighed netop fordi haven altid står i korrespondance med naturen, mens digteren selv altid er korrespondance med andre sprog og digtere. En samtale er aldrig alene.
167. Gennem livet er haven i uophørlig vækst sammen med sin digter, der klipper ned og vokser med, men senere falder af og går bort.
168. Det fører også til andet led af parafrasen: den kirkegård, hvor digteren begraves i en strengt beskåren og til den fri natur hyper-polemisk afgrænset haveform, hvor kun få slags samtaler føres.
169. Jeg kunne være fræk igen og sætte et skilt, et kors, en pind op i min have med digterens epitaf. Men det vil nok bare give ballade med familien, med øvrigheden, med kommunen, måske også sandheden.
170. Jeg kunne plante en busk til hans minde. En benved, for eksempel. Diskret, selvfølgelig. Kun få andre ville få det at vide. Men man ville jo forstå, at han er her, gror dernede, står heroppe, i snak, fuldt udsprunget som sin egen sproglige foreteelse.
171. Så kan samtalen fortsætte. Umærkeligt, bag om ryggen på os alle. Til enhver tid. Aldrig alene. Per Højholt † 2004. Stå i fred.
*) Per Højholt (1928-2004), Haven som sproglig foreteelse, i Stenvaskeriet, 1994.







