Lovsang om vrimmel
1363. Med vrimmel skal landet leve
af alle væseners ret til at eksistere og vrimle så langt deres evner og genomer rækker i en overflod af måder og former og arter, der opstår ud af den almene vrimmel og går til grund igen som del i klodens selvskabte forandringer af land, hav, vejr og klima i en stabil rate af uddøende arter per én million år.
1364. Med vrimmel skal havet fyldes
af blanke fisk, side om side, bug mod finne, der trænges i fjorde og bugner i sunde og bugter, fylder floderne og dækker havbund, rev, undersøiske klipper og banker med farver, krebs, rejer, planter, anemoner, mikroskopiske alger, plankton og krill, der lyser som stjerners himmelhvælv i dybet, mens hvaler synger fra hav til hav.
1365. Med vrimmel skal jorden næres
af bakterier, amøber, celler, mikrofauna, springhaler, biller, orme, af flere former for liv, end noget andet sted på planeten; den sødt duftende, mørke, smuldrende, fugtige, kriblende, enzympotente muld; af planterødder, trærødder, vand, mineraler, et beskyttet og uforstyrret tusindårigt lag af gødning, energi og liv.
1366. Med vrimmel skal luften mættes
af fugletræk i mønstre, formationer, flokke, fortættet af stære, krydsende traner, våget af ørne, myldrende af sangfugle, havfugle, vadefugle, strandfugle, hønsefugle, svaler, flagermus, skyer af sommerfugle, fluer, guldsmede, millioner arter af svirrende insekter, muskuløse, åndende, flyvende væsener på trilliarder og atter trilliarder af vingepar.
1367. Med vrimmel skal mørket myldre
af titusinder arter af møl, natvinger, ugler, insekter, mus, gnavere, slanger, rovdyr, der trives med nattesyn, lugtesans, høresans i mørket, på flugt over nattehimlen under måneskin, på jordens magnetiske bølger; alle som lever og fylder den verden ud, vi ikke ser, men når morgenen kommer, lydløs, fyldt ud af lys, skal de alle være talte og kendte.
1368. Med vrimmel skal vandet rinde
med vandplanter, krebs, nymfer, frøer, fugle, elritser, aborrer, geder, laks, nymfer, vandrotter, bævere; med flodbredder fredet langt ind i landet bevokset med skov og enggræs, buske, planter, med sne og is, rislende rent hvert forår.
1369. Med vrimmel skal dagen vokse
sig stor, vid, åben af levende landskaber, sten og klipper gavmilde af mening, af kyster og bredninger og fjorde tilstede i os og vokset sammen med vores sanser; af bakker, dale, bjerge og regn og skyer i deres egne værdigheder, lysende foranderlige og altid nærværende; byer, huse, og alle os, forbundne til jord og vand og græs og træer, vores organismers bestanddele og vores tankers billeder og farver, der vokser ud af dagens vrimmel og genskabes hver nat i vores drømmevækst.
1370. Med vrimmel skal landet sikres
ved at halvdelen af landet gives tilbage til den fri vrimmel, ved at halvdelen af alle farvande fredes for fiskeri og forbrændingsmoterer, ved at frede alle søer, alle vandløb, alle åer sammen med vrimmelzoner flere hundrede meter dybe langs alle bredder, ved at frede alle kyster, gøre dem fri til vrimmel, ved at fjerne tusind slags gifte fra land- og havebrug, ved at fjerne kunstgødning fra alle åbne marker, formindske dyrehold ned til det antal, der kan opdrættes frit, ved at frede alle moser, forbyde salg af al spagnum og erstatte alt med kompost, ved at frede alle vådområder, stoppe pumperne, ved at erstatte al indpakningsplast med cellulosefilm, ved at lægge loft over antal husdyr, lægge fælles importtold på al konsumkød og omlægge ældrechek og børnecheck til en kostcheck, ved at ned- og omlægge den depraverede kød- pels- og burindustri, ved at genvrimle de biologisk halvdøde marker med al den levende vrimmel, som jord, vand og luft kan bære.
1371. Med vrimmel skal kloden atter genopstå
hvis intet skete og intet hjalp: efter udslettelse, forgiftning, oversvømmelse, formørkelse, lava, meteorer; efter den sidste olie er brændt, den sidste gas er spildt, den sidste storby er uddød, det sidste dyr er dræbt, det sidste træ er fældet, de sidste skrot er rustet op, de sidste stråler er falmet bort, da vil en ny vrimmel af nye arter, der kan leve i den nye atmosfære, på det øde land, vende tilbage; og da kan vi sige: guder og ånder, fred til dem, lad vrimlen komme, amen.
Nyt i Index Titusind:
Vrimmel ◦ 1363, Overflod ◦ 1363, Havbund ◦ 1364, Krill ◦, Amøbe ◦ 1365, Gødning ◦ 1365, Havfugle, Flagermus ◦ 1366, Gnaver ◦ 1367, Nattesyn ◦ 1367, Krebs ◦ 1368, Enggræs ◦ 1368, Bredding ◦ 1369, Dal ◦ 1369, Halvdelen af landet ◦ 1370, Kunstgødning ◦ 1370, Spagnum ◦ 1370, Kød- og pelsindustri ◦ 1370, Udslettelse ◦ 1371, Atmosfære ◦ 1371.
I erindring om Thorkild Bjørnvig (1918-2004) og især digtet Håbet fra digtsamlingen Abeguder, 1981. Herfra citeres:
Må den lov nedskrives
som lov for samfundet. Loven om retten for vrimlen på øer og stepper, i regnskov og vadehav, hegn, under tagryg – retten for planter og dyr til at være her på deres egne betingelser, ikke bare som materielt
Uundværlige, som fornøjelse, som fortæring til de bogstavelig talt er brugt op.
