Hvor de døde ting er
På den vestvendte terrasse på Fondation Louis Vuitton i Paris under de kolossale glassejl, der syntes båret af industriel jubeloptimisme og industriel beherskelse af den tidsalders materialer, formet som et bugtet skib med boven op mod rislende bølger ned over et trappevist faldende vand, står en skulptur, ville vi kalde det, en modform, en radikal ting uden lige, og dog, modsat museet, et forfald af noget naturligt og uroskabende velkendt, med titlen Where the Slaves Live (2015) udført af den argentinske kunstner Adrián Villar Rojas (1980-) til hvem dette digt.
2130. En ting, der ikke er ting,
Noget dødt, endnu i live,
Lidt levende, der vil dø;
Dystre, tavse forestillinger
Stikker frem som åbne skår
I de kendteste materialer;
Minder i mørtlens sprækker.
2131. Kerneindudstriel, men ikke
Af vores tid; cylindrisk form
Skiveskåret i geologiske lag,
Slidte spanter, et flygtningskib
Til havs med halve plastfossiler
Stukket i cement, et rustent rør,
Olietank, skibbrudent sarkofag.
2132. Af vores værk, og dog ikke;
En uform i radikaliseret tid,
Hvor tingen krydser over,
Bliver mystisk og uklækket:
En gul oviform, halvt et æg,
Under huden lidt bygningsvæv
I metaformose, en überting.
2133. Jeg driver gennem natten,
Ånder på et hypnagoisk hav,
Hvor drømmende slaver lever
Som ikke-ting i ikke-tilstand;
Vi er fusion af før og fjernt,
Tilvækst af liv, der ikke fødes;
Jeg vågner og ved, hvem jeg er.
