Årets småtider er en digtcyklus i De titusind tings bog, som jeg er i færd med at udvikle. Rundt omkring i bloggen/bogen finder man derfor digte med en undertitel, der angiver den småtid, som digtet er knyttet til; indtil videre nummereret fra 1 til 72, men senere bliver det også med sit eget navn.
Årets småtider bygger løst på en ældgammel kalenderform med oprindelse i Kina. Den opstod over århundreder i Zhou dynastiet omkring begyndelsen af den fælles tidsregning, og er siden tilegnet og tilpasset i flere lande under kinesisk kulturel og historisk indflydelse (eller dominans), især i Japan, Korea og Vietnam.
24 sekki og 72 ko i nutidig grafik. Kilde: Wikicommons
Den oprindelige kinesiske kalender er nu optaget i UNESCOs verdensarvsliste over immaterielle kulturværdier. Kalenderen er lunisolar, dvs. forener sol- og månefaser. Kalenderen inddeler året i 24 solfaser bundet til biologiske og botaniske fænomener knyttet til årets gang, der især er af betydning i agrarsamfund.
De 24 solfaser opdeles hver i yderligere i 3 pentader, altså perioder på fem dage, (enkelte i seks dage netop af hensyn til foreneligheden mellem sol- og månefaser). Et år består derfor af 72 pentader, som jeg har fordansket til ordet småtid.
Kalenderen indoptager astrologiske tegn, himmelsymboler og mærkedage og havde funktion som en almanak til vejledning om årets gang og dont i et agrarsamfund.
I Japan er kalenderen stadig brugt i kulturel og spirituel praksis til både højtider og traditionelle festdage. Kalenderen er inddelt i de samme 24 solfaser, kaldet sekki, og videre i de 72 småtider, kaldet ko, der hver har deres eget navn, ofte meget poetisk, feks. “Små fisk under is”, “torden i det fjerne”, “orm vrider sig op til overfladen”, “aftencikader synger”, “persille trives”, “fasanhaner kalder”, osv.
Min digtcyklus Årets småtider, som jeg også forsøgsvis kalder de nordiske småtider, bygger på den samme inddeling af året i 24 solfaser og 72 småtider. Kalenderdatoerne er de samme som i den kinesisk eller japanske original. Således begynder foråret den 4. februar, midtpunktet mellem vintersolhverv og forårsjævndøgn.
Jeg har brugt de oprindelige betegnelser for de 24 solfaser, men hver af de 72 småtider er jeg i færd med at navngive på grundlag af mine egne iagttagelser af den nordiske årstid. Jeg er igennem året én gang, men jeg skal jo nok gentage en årgang eller to, før jeg er færdig.
Kalenderen er i sin grundform udsprunget af livet i et agrarsamfund. Det siger selv, at landbrug i dag ikke afhænger af almanakker eller markeres i solfaser. Moderne mennesker (hvem er det?) har ikke denne mikrofornemmelse for årets gang, indlejret i de mange småtider, omhyggeligt observeret og beskrevet gennem et par årtusinder.
Men årstidens gang, det botaniske og biologisk liv knyttet til årstiderne, er naturligvis den samme, omend både kultur og klima ændrer sig uden ophør. Når digtcyklussen er færdig, har jeg forhåbentlig en komplet gendigtning, eller – fordi vi i historisk tid aldrig har kendt til andet end den ret grovkornede 12-fase inddeling i den gregorianske / julianske kalender – en nydigtning af årets gang, iagttaget småtid for småtid, tæt på, set med post-industrielle øjne i en ødelagt, men stadig pulserende nordisk natur på en kæntringstruet planet.
De digte, der indtil videre indgår i cyklussen kan findes under menupunktet Index Titusind/Emneliste og derfra vælge “Småtid” fra den alfabetiske liste.
JG. 9. Februar 2025