De sidste to fugle i Hanoi
1885. En ejendomsmægleren og jeg i snak
I hans nyeste og bedste lejlighed,
En fem-etages blok ved Vestsøpromenaden;
Skydedøren ud til balkonen er åben,
Sollyset dovner i det fede, blanke vand.
Vi sludrer, vi vurderer, vi kender hinanden,
Penge og år er gået mellem vores hænder.
To spurve tripper forbi derude:
De sidste to fugle i Hanoi.
1886. Med ét høres sagte fuglefløjt udefra;
Han slår ud med armen, hans øjne himler:
Hvad mere i den hele vide verden
Kan du forvente: Levende fuglekvidder
Frit og kvit som en del af huslejen?
Det kunne være en lydoptagelse, siger jeg,
En rimelig indvending i denne omegn,
Syntetiske fuglestemmer, sensoraktiveret;
Han ser fornærmet ud, men det er mimespil.
Vi flytter ind, sætter krukker på balkonen;
Et spurvepar besøger dem lejlighedsvist:
De sidste to fugle i Hanoi.
1887. Hver søndag formiddag ved søbredden
På bænke i cafeer, på små rastepladser
Ankommer unge mænd med tildækkede bure
Holdt i den ene hånd i scooterridt.
De hænges op på udspændte liner, hvor
Fuglene fodres, pusles og pludres;
Mænd nipper kaffe, ryger smøger, lytter,
Giver sig hen til lyde fra en anden tid:
En konkurrence i skønsang for småfugle;
Måske kommer vores spurvepar forbi:
De sidste to frifugle i Hanoi.
1888. Jeg prøver at huske, spø’r min elskede:
Var der måger over søen, krager i skraldet,
Var der finker og mejser i træerne,
Var der falke og hejrer i luften?
Kan vi huske det? Var der, virkelig?
Hun siger, at der er fugle på landet,
Og bruger et ord, der betyder bøhland;
Måske mener hun også bare bøhfugl,
Ikke uvenligt, ikke anti-fugl, slet ikke,
Bare habitat-tilpasset megacitysprog;
De er nok spist alle sammen, siger hun;
Bortset fra dem på vores balkon:
De sidste to fugle i Hanoi.
Nyt i Index titusind:
Fugle ◦ 1885; Fuglefløjt ◦ 1886; Spurvepar ◦ 1886; Søbred ◦ 1887; Skønsang ◦ 1887; Bøhland ◦ 1888; Bøhfugl ◦ 1888.
Last Updated on 2 uger by Jacob Gammelgaard