De sidste to fugle i Hanoi

De sidste to fugle i Hanoi

1885.	En ejendomsmægleren og jeg i snak
        I hans nyeste og bedste lejlighed,
        En fem-etages blok ved Vestsøpromenaden;
        Skydedøren ud til balkonen er åben,
        Sollyset dovner i det fede, blanke vand.
        Vi sludrer, vi vurderer, vi kender hinanden,
        Penge og år er gået mellem vores hænder.
        To spurve tripper forbi derude:
        De sidste to fugle i Hanoi.

1886.   Med ét høres sagte fuglefløjt udefra;
        Han slår ud med armen, hans øjne himler:
        Hvad mere kan du få: Levende fuglekvidder
        Frit og kvit som en del af huslejen?
        Det kunne være en lydoptagelse, siger jeg,
        Syntetiske fuglestemmer, sensoraktiveret;
        Han ser fornærmet ud, men det er mimespil.
        Vi flytter ind, sætter krukker på balkonen;
        Et spurvepar besøger dem af og til:
        De sidste to fugle i Hanoi.

1887.	Hver søndag formiddag ved søbredden
        På bænke i cafeer, på små rastepladser
        Ankommer unge mænd med tildækkede bure
        Holdt i den ene hånd i scooterridt.
        De hænges op på udspændte liner, hvor
        Fuglene fodres, pusles og pludres;
        Mænd nipper kaffe, ryger smøger, lytter:
        En konkurrence i skønsang for småfugle;
        Måske kommer vores spurvepar forbi:
        De sidste to frifugle i Hanoi.

1888.	Jeg prøver at huske, spø’r min elskede:
        Var der måger over søen, krager i skraldet,
        Var der finker og mejser i træerne?
        Kan vi huske det? Var der, virkelig? 
        Hun siger, der er fugle på bøhlandet,
        Måske mener hun også bare bøhfugl,
        Ikke uvenligt, ikke anti-fugl, slet ikke,
        Bare habitat-tilpasset megacitysprog;
        De er nok spist alle sammen, siger hun;
        Bortset fra dem på vores balkon:
        De sidste to fugle i Hanoi.


Nyt i Index titusind:
Fugle ◦ 1885; Fuglefløjt ◦ 1886; Spurvepar ◦ 1886; Søbred ◦ 1887; Skønsang ◦ 1887; Bøhland ◦ 1888; Bøhfugl ◦ 1888.

Last Updated on 4 måneder by Jacob Gammelgaard