Saprotrofisk ritual
2302. To skrumler i et krat,
Digter og kritiker på heden
Ophav til tegn og æstetik,
Ved udtørret sø i en lavning,
Grøn urskovsbevoksning
Tæt og indædt sammenfiltret;
Bøjer kviste, knækker grene
Maser igennem, bryder ud,
I går, tusind år siden,
En million, to eller tre:
Den første handling, nok,
Som hominider, ud i det fri.
2303. Men herinde i tykningen
Hvor visne grene står frem:
Veddet dødt, knoglebleget
Barken skællet, ru og tør,
Koralsvampe, grøn tuemos,
Lyserøde mosser, lav i
Sorte plamager, saprofytter
I kemisk nedbrydning af
Proteiner, fedt, stivelse,
Cellulose og til sidst lignin,
Omdannet til sukre, syrer;
Nye væksters fremkomst
Iscenesat.
2304. Sig selv værdig, hvis
Vi ser den, stopper hånden
Holder inde, betragter
Sprukken bark, vædet
I transsubstantiering
Af elementarpartikler
Fra jordens legeme
Skabt i formskiftet fra
Dødt til levende
Til enhver tid, overalt
Netop derfor et ritual
Om evig overgang
Celle til celle,
Stof til stof,
Tegn for tegn
Last Updated on 2 måneder ago by Jacob Gammelgaard