Storbybotanik – Hanoi
Sekstusind træer i Hanoi
1928. Det bliver indlysende klart
Fra tolvte sal, eller tyvende:
Rundt om og ud i horisonten
Sløret, gråtakket storbyrand af
Massiv beton og kæder af tårne,
Farveløst, vegetationsløst,
Mil efter mil efter mil.
Indeni, en slags fostertilstand:
Bykernen, grøn og lav,
Næsten dækket af høje træer,
En kvadaratkilometer eller to:
Et historisk citadel, kaserner,
Dynastisk hovedstad, senere
Kolonibyggeri og hovedkvarter
For magt- og militærapparat;
Brede alléer og store træer
Plads omkring gamle villaer,
Skygge, løv og kølighed,
Fra kolonibeplantninger,
Åbne, tomme luksusplæner
I en megaby med blot
En kvadratmeter park
Per stresset storbyboer.
1929. Det gælder om at føle
Dette særlige bånd
Mellem mennesker og træer.
En mand (typisk en mand)
Kan ødelægge hundreder års vækst
På en time eller to;
Det er jo en slags magt:
Træer er svage, de lever på nåde.
Men når træet er destrueret
Lever vi på cementens nåde,
En statisk, flimrende asfaltovn,
Hvor kun tåber går ud under solen
Ubeskyttet i den nøgne by;
For dette er træets negative magt,
Deres magt ved forvoldt fravær,
Og enhver bybo ved det
I sine indvolde.
1930. Hanois bystyre bestykket
Med politi, parti og militær
Dekreteret i totusindogfemten
Fældning af sekstusind vejtræer.
Men når politik er forbudt
Er alting altid politisk;
Straks forstod alle byboere
At et grisk styre pønsede på
En korrupt handel med tømmer
Af fineste afrikansk mahognitræ,
Kort sagt, at fældning er lig forfølgelse
I et land, hvor ingen vil
Forsvare en politisk arrestant
Stå op for en lammetæsket aktivist
Eller en nabo, en gammel ven;
Nu flokkedes alle om at forsvare
Byens livstruede vejtræer
Med en sådan vrede og oprør
At politiet tøvede, trykkede sig i skyggen,
Og bystyret trak i land, tilgav
Sig selv sine excesser, som altid,
Lod den bynatur være,
Om hvilken de intet ved;
Dukkede sig for den kultur,
Til hvilken de ikke er værdige;
Og bøjede sig for det liv,
De ikke er en del af.
En stor del af allé træerne i Hanois bykerne er af arten khaya senegalensis, kært træ med mange navne, bl.a. afrikansk mahogni. Jeg ved ikke med sikkerhed, hvem der har plantet dem, men givet deres alder, placering i byen og indpasning i en kolonial byplan, samt træernes oprindelse fra Vestafrika, er det rimeligt at antage, at træerne i sin tid er sat af franske byplanlæggere.
Last Updated on 4 måneder ago by Jacob Gammelgaard