Kunsten ligger i fødderne
1867. Tæerne fornemmer landet,
Artikulerer sig, finder sporet;
Dyb, atavistiske fornemmelse
At være urmenneske igen;
En fornemmelse af lykke over
Balancen på to ben på en sti;
Fryden over at være tvedelt:
Et menneske i oprejst gang;
Tæer adskilt fra fingre,
Hoved hævet over fødder,
Og tanke skilt fra krop,
Som kun spor og bløde stier
Kan sætte sammen igen.
1868. Ud ad døren, ned langs huset,
Det første stykke med sand,
Ind i skoven, ind på nålemuld,
I skovbrynet, ude på næsset,
Kaldet sønakke héromkring
Af folk der har vandret her
I århundreder og sat navne;
At genkende træer og rødder
Ud mod klinten, kalken, leret,
Havet og den smalle strand;
Fødderne holder kysten i live
Som vandrestier, som historie,
Sporene ligger her som minder,
De spor vi sætter.
1869. Kunsten ligger i fødderne,
Ordene sidder i fingrene;
Mine fingre og mine fødder
Er forbundet, virker sammen:
Blade og rødder på et træ.
Ordene kommer ud af fingrene
Formet på papir, mens jeg kigger,
Griber ind, prøver at følge
De grønne spor foran mig;
Mine små veksler i haven
Hvor jeg går dag for dag,
Sætter rytmer i hovedet
Og metode i mine ord.
Nyt i Index Titusind:
Urmenneske ◦ 1867; Sti ◦ 1867; Fødder ◦ 1868; Minder ◦ 1868; Ord ◦ 1869; Veksel ◦ 1869.
Last Updated on 2 måneder ago by Jacob Gammelgaard