Epifani

Epifani af oldgræsk for åbenbaring. Ordet bruges hér om en naturåbenbaring, eller en natur/jeg åbenbaring.

Det jeg kalder epifanien, er en digtform, jeg har lavet næsten ved en tilfældighed, for at beskrive netop dette: den pludselig indsigt eller fornemmelse af at være ét med sine omgivelser, med naturen, måske de titusind ting omkring mig; et øjeblik oplevet og sanset i verden.

Struktur

Formen følger denne grundskabelon, dog med plads til variationer:

   Subjekt
   A …… B
   A …… B

   n …… C

   Subjekt
   C …… C
   D …… D

   n …… C

Subjektet er emnet, tingen, det observerede. Epifanien består af to led, der hver gang indledes med samme subjekt. Subjektet består altid af ét ord.

Subjektet følges i hvert led af en kuplet, der en fremstilling af situationen eller tilstanden, der opstår som følge af subjektets eksistens.

De to linjer i første og anden kuplet er rimede på forbogstaver (A…B),  A…B) i første og sidste ord i hver linje, eventuelt af to ord med et forbogstav i kombination med den samme dominerende vokal eller konsonatlyd i andet ord ( f.eks. Gennemlyst …. Igen)

En variation af kupletten i første led er denne:

   Subjekt1
   A …… A
   B …… B

Enkeltlinjen i hvert led er en følgetilstand af den situation, der beskrives i de to første linjer. Den afsluttende enkeltlinje er som regel en jeg-oplevelse og digtets konklusion.

I begge led består enkeltlinjen af et valgfrit forbogstav i første ord (n), men med samme forbogstav i slutordet (C). Første bogstav i slutlinjen (n) er valgfrit. Dette er vigtigt for at løsne lidt op for diktionen og rytmen i det, der ellers er en ganske stram digtform, og for at give digteren lidt luft til at finde et ord, der kan passe.

Slutordet C er samtidig for- og slutbogstav i første linje i andet led (C …. C); det kan ske at der byttes om på D og C. Andet led ser da sådan ud:

   Subjekt
   D …… D
   C …… C

   n …… C

Eksempel

Et fuldt eksempel på en epifani er Monsun, en sommer:

   Regnen 

   Rusker fra en heftig byge,
   Rammer ratatat på tørre blade;

   Vanddamp emmer over tagets top.

   Regnen

   Tung af fugt og blanke tanker,
   Intet at gøre, ude eller inde;

   Mudder pibler frem på mine tæer.

Begrundelse

Epifanien er en teknisk stram vers og digtform, som netop derved søger at fortætte fremstillingen af en bestemt og meget kortvarig situation. Digtets vej fra det mindste til det største er kort og skal ske hurtigt og overraskende. Epifanien skal udtrykke tanken om at hele universet kan indeholdes i et enkelt glimt.

Samtidig ligger der i epifanien en form for ophøjet indsigt, netop den poetiske indsigt, som derfor skal have meningsfylde, uden dermed at give entydige svar. Det ophøjede i den poetiske indsigt udtrykkes bedst gennem en hvis form for formalisme. Epifanien er ikke så meget en fortælling, som det er en forstærket, kortvarig oplevelse af indsigt. Formalismen i udtrykket skal holde styr på denne indsigt.

De titusind tings bog indeholder ikke mange epifanier; det ligger i sagens natur: Epifanier er ikke noget, der kommer til én hver dag; ikke en gang hver måned, men måske nok et par gange om året, især hvis man som jeg er på udkig efter dem.

Eksempler på epifanier i De titusind tings bog:

Et sekund, en morgen

Måneskin (1)

Måneskin (2)

Sne

Stilheden efter regn

Monsun, en sommer

Last Updated on 4 uger by Jacob Gammelgaard