Om mønster i et topskud af nordmannsgran
eller
Åh, hvor jeg dog elsker nåletræers skud
Hvert år, når nordmannsgranen springer ud.
1669. Nye nålekvaster, fine og babybløde,
Intense nuancer af spædgrønt lys;
I midten den skællede drudefod,
Ru, klistret bark og duften, duften:
Terpener, ah, terpenerne, mit ken.
1670. De fire skud forskudt på skuddet
I forhold til sidste og forrige år;
En vindel drejer op og op og
Giver træet form og ligevægt;
Den femte knop et skud i højden.
1671. På hver skudspids endnu en hinde,
Et skud i fosterstand, tregrenet;
To til vækst i bredden og det tredje
Til vækst i længden, sytten knopper
Gentaget hvert år i træets levetid.
1672. Alt jeg ser er mønster – ikke-mønster:
Mønster, men ikke to er ens;
Fuldkommen, men aldrig færdig,
Symmetrisk, men aldrig hel;
Skøn, altid denne forundring.
1673. Det skønnes medium er form og tid:
Form som mønster – ikke-mønster;
Tid som gentagelse – ikke-gentagelse;
Lidt anderledes hver gang, et tab;
Heraf opstår fornemmelsen for liv.
1674. Skuddet er sin egen historie
Om form og tid i forandring,
Genskabt år for år for år;
Ikke fuldendt, stræber ikke,
Kun næsten og det er skønhed nok.
Åh, hvor jeg dog elsker nåletræers skud
Hvert år, når nordmannsgranen springer ud.
Nyt i Index titusind:
Nålekvast ◦ 1669; Drudefod ◦ 1669; Ligevægt ◦ 1670; Fosterstand ◦ 1671; Mønster – ikke-mønster ◦ 1672; Det skønne ◦ 1673; Form og tid ◦ 1674; Nåletræers skud ◦ 1674.
Last Updated on 4 måneder ago by Jacob Gammelgaard