Synæstesi på sæbeurt
2102. Et fråds af grønt: plantevæv
I buer og uberørte flader,
Der føles dunede, kølige,
Babyfriske og blødt i live
På reverente fingerspidser:
Fremstrakte, udadstræbende.
2103. Flyver ind i øjet; genesen
Af nymfens vingebårne vold
Her på albuer i sæbeurten:
En hun, en han krøbet frem
Klofæstet ud til kanten af
Det grønne verdensocean.
2104. Luften er fast under vingen;
Biossfæren er fusioneret:
Ét multielement, sansemedie
Af fotoner og trykpartikler,
Kemisk brus ud i niende led;
Synæstesi sat i tegn og farve.
2105. Et ord for arters levetid målt
I millioner af år, ti millioner,
Hundreder; ikke et fast tal,
Men idéen om levedygtighed,
Metaindivid i biologisk tid:
Vandnymfens store arketid.
Nyt i Index Titusind:
Plantevæv ◦ 2102, Sæbeurt ◦ 2103, Synæstesi ◦ 2104, Vandnymfe ◦ 1205, Arketid ◦ 1205.
Se også: Nymfepupper
Last Updated on 1 måned by Jacob Gammelgaard