Edderkoppehåndværk
Årets småtid nr. 38
2233. En klejn edderkop
Firer sig ned imellem
Mig og min skærm:
2234. Langbenet og brun,
Ganske spinkel, set tæt på
Med læsebriller;
2235. Daler adræt ned
På tråd forbi min næse,
Lander på min arm;
2236. Reagerer straks,
Hudsyren mærkes ækel,
Trækker væk igen;
2237. Klatrer hurtigt op
Ad den tynde landgangstråd
På fægtende ben.
2238. Et akut spørgsmål:
Pegefinger fejer luften
Under hendes bag;
2239. Jo, som forventet:
Spindleren tager sin tråd
Med sig op igen.
2240. Hvordan? Ved ikke;
Spoler baglæns tilbage,
Æder på farten?
2241. Efter et minut,
Halvanden meter oppe,
Hænger hun igen
2242. I sit trådskelet
Spændt ud over mit hoved
På bæretråde.
2243. Der er noget ved
Edderkoppens metode,
Der minder om min;
2244. Måden de gør det,
Der ligner tanker, mønstre
Jeg spejler mig i.
2245. Det, at de mestrer
Et edderkoppehåndværk,
Og bygger noget,
2246. Så meget lig det,
Fra idé til fysisk form,
Jeg går og laver,
2247. At jeg næsten kan
Indleve mig i og se,
Hvad hun vil og gør,
2248. Og derfor ofte
Stopper, beundrer hendes
Klo- og spindeværk.
Nyt i Index Titusind:
Fire at ◦ 2233, Spinkelhed ◦ 2234, Adræthed ◦ 2235, Ækelhed ◦ 2236, Landgangstråd ◦ 2237, Bag ◦ 2238, Spindler ◦ 239, Spole at ◦ 2240, Hænge at ◦ 2241, Trådskelet ◦ 2242, Aktivitet ◦ 2243, Måde(r) ◦ 2244, Edderkoppehåndværk◦ 2245, Idé ◦ 2246, Indlevelse ◦ 2247, Beundring ◦ 2248.
Se også til eksempel: Araknometri
Last Updated on 5 måneder ago by Jacob Gammelgaard
