De døde insekters dag
2173. Lokation / installation
På Kullen i nitten fag
Fotos samplet lag på lag,
Klinisk og mindeværdigt: de døde insekters dag.
2174. Dagpåfugleøje
Vingerester, slidte skæl
Falmet, flået og slået ihjel
Insektlig minder om intet og alt om mig selv.
2175. Dukatsommerfugl
Følehorn stivnet, frosset
Hvide mugtråde flosset;
Kadaver i visne farver: allerede mosset.
2176. Enebærtæge
Skjoldet kæntrer og falder
Brustne øjne, tomme skaller;
Væsker stivner, giften virker, døden kalder.
2177. Engløvmåler
Ben bøjet op under kinder,
Et foster på de hvide vinger;
Fin og sart i vuggedød, se kroppen svinder.
2178. Gedehams
Kyrads i nedbrudt kitin
Ansigt stift i dødningegrin
Engang en livsfarlig pumpe af adrenalin.
2179. Gødningsbille
I døden er de stadig smuk:
Svulmende lår, fuldendt ryg;
Tak fordi de holdt jorden ren; hatten af og buk.
2180. Græshoppe
Panseret er krakkeleret
Grøn, gul og brunmeleret;
Knækkede ben, øjenglugger, kroppen havareret.
2181. Guldsmed
Ah, guldsmed, et halvt fossil,
Den sidste metamorfose futil;
Husker de luften, levende ind på vingen, taktil.
2182. Humlebi
Kær og muskuløs bestøver
Af alt hvad jorden behøver
Biens død, blændet af glyfosater, bedrøver.
2183. Stor grøn løvgræshoppe
Den død de alle fik
Ulykke og angstfuldt blik
Forvreden i smerte, ældning, ulykke, og panik.
2184. Larve af møl
Som mosefund bør denne larves
Sprukne læderhud kemisk garves,
Konserveres og sammen med os kulturnedarves.
2185. Netvinge
Et vingepar endnu helt intakt,
Kroppen indtørret, halvt ødelagt,
Memento mori om spinkelhed mod overmagt.
2186. Pileborer
Det tunge møl i trist forfald,
Lemlæstet krop, den tomme skal,
Men under barken lever larverne i tusindtal.
2187. Snyltehveps
De foldede ben, vinger vinklet
Hoved på skrå, fuldt tentaklet,
Kom se denne ligfærd for insektmiraklet.
Nyt i Index Titusind:
Insektdød ◦ 2173, Insektlig ◦ 2174, Kadaver ◦ 2175, Enebærtæge 2176, Foster ◦ 2177, Kitin ◦ 2178, Gødningsbille ◦ 2179, Panser ◦ 2180, Metamorfose ◦ 2181, Glycocid ◦ 2182, Smerte ◦ 2183, Læderhud ◦ 2184, Indtørring ◦ 2185, Pilebark ◦ 2186, Insektmiraklet ◦ 2187.
Digtet er et poetisk akkompagnement til en udstilling af Stig B. Hansen (f. 1970) med fotoplancher af døde insekter. Udstillingen bliver løbende opstillet flere steder. Selv har jeg set udstillingen på Kullen Fyr, Sverige. Fotoserien kan ikke gengives i sin helhed hér, men kan ses på https://stigbhansen.photoshelter.com/, hvilket meget anbefales. Hver overskrift har dog et link til den tilhørende fotoplanche. Installationen er beregnet til at ses udendørs. Hvis man kan, så find den og se den.
Versformen, en tercet, er tilpasset fra Thomas Hardy (1840-1928) i dennes digt The Convergence of the Twain fra 1912 om Titanic’s forlis.
Last Updated on 1 måned ago by Jacob Gammelgaard
