Luftens beskaffenhed – en gråsejlerflok
I
2090. Længe har jeg længtes efter sejlerfugle:
At høre igen et hvinende koppel i flugt,
Følge med alle sanser en ekstatisk fart,
At suges ind af flokkens vitale frihed,
Vide med taknemmelighed, at de er her:
Halvtreds grams grænseløs organisme,
Holder verden sammen, gør den hel igen.
2091. Højt vindue, himmel og middelhav:
En gråsejlerflok i evig flyverjubel
Svimler i høje buer og vilde ridt
Ned gennem smalle gyder, i skrig,
Indtil jeg ser hende flyve lukt ind
Under nabohusets gule tegltagskæg,
En rede opdaget i et splitsekund.
2092. En gråsejler dykker i skarp krængning
Ansigt til ansigt i min vinduesniche,
Seglformede vandrette vingespidser
Korrigeres til lodret mikromomentant,
Hvirvler væk i eksalteret kropslighed;
Et nærvær, en rus jeg aldrig glemmer:
Tætpakket intelligens og andethed.
II
2093. Sejlere i natten, slumrende på vingen,
Klatter på blege sky- og luftlandskaber,
Ensidigt eller dobbeltsidigt i søvne
I nautisk tusmørke tusinde fod oppe,
Legemer båret af troposfærens strømme
Ved kanten af hvirvel- og vejrsystemer,
Mens verden under flokken ruller rundt.
2094. Suler, rider, terner, albatrosser
Formidable fugle til havs og søs,
Men sejlere vender tilbage til os
Ad usynlige ruter, millioner af mil
Med fine sansefjer på vingespidser
Frydefulde i luftens beskaffenhed,
Må jeg tro, som mine tæer i jord.
2095. Hvert år, samme sted og samme tid,
Migrationer knytter os til dem med
Sting, der holder klodens dele sammen
Gennem titusinde generationer
Af døde og levende sejlersjæle
Derude fra kimingen, jeg aldrig når,
Hvor luftens og landets grænser går.
Last Updated on 1 måned ago by Jacob Gammelgaard