Hav og menneske
2275. Sand stikkende
Under bare fodsåler,
Portlandgrå strand
Glinsende og hård
Ud til kimingens dis:
Ritualet hver gang
Jeg vender tilbage,
Kører ud, vandrer ned
Til kysten over klitten
Snusede, svulmende op
I den salte blæst,
Fødder henover strand
Overrislede, rene
Og hele igen.
2276. Bølger i brus:
Samme kraft
Gentaget gentaget
Uafvendelig ens,
Altid forskellig:
Lyd, elementer
I bevægelse,
Isende vand spuler
Omkring mine ankler
Omslutter, trækker ud
Mod uendeligt.
2277. Sydende huller
Fra sandorme bobler
Brister overalt;
Et halvt dusin
Strandløbere,
I tæt jag på
Smalle knækvinger
Langs brændingen;
Måger i løs flok
Trækker ned langs
Klitkanten, sorte
Skygger i blåt.
2278. De indre horisonter
Og de ydre forsones;
Jeg er grænseløs
Som havet er,
Forsonet med tiden,
Med mig selv,
Mellem ordene
Og kroppen her,
Hvor titusind ting
Fødes af havet
Og havskum flyver
Om mine tæer.
Se også: Det flade land.
Last Updated on 2 måneder ago by Jacob Gammelgaard