Stokrose
1599. Se, skønheden er skødesløs:
Et blomsterhjul af kronblade,
En implosion af rosa skær,
Strenge ud i stråleform,
Forgrenet finere og finere,
Gennemlyst til sidst forsvundet
I det mælkehvide ingenting.
1600. Støvdragere svajer i en sø,
Samlet som en dusk medusahår
Af gule undervandstentakler;
Guldfarina, drys af pollen
Ind over bladfladens bredder.
I midten de fem bægerblade,
Frugtens alfegrønne pentagram.
1601. Den bløde blomsterrand
Fliget, ustadig og skrøbelig
Som en sommerfuglevinge.
Vi blander blod med rosa saft,
Forbinder vores kapillærer;
En overflod af formeringsevne;
Ufuldendt og frygtelig skøn.
1602. Jeg ville se den rene skønhed,
Som så mange andre før,
Men altid er mening i vejen.
Den skønhed, der aldrig slutter,
Den flygtighed, der aldrig stopper;
I glimt, når den ikke ventes,
Til den, der var der, da den kom.
1603. Jo, billedet er komponeret lidt;
Jeg flytter lidt på kameravinklen
Bevidst om visse virkemidler;
Deler baggrund op i lys og mørke,
Beskærer lidt; resten ved jeg ikke.
Et digt er bearbejdet, arrangeret;
Kun skønheden selv er skødesløs.
Last Updated on 5 måneder by Jacob Gammelgaard