
Tekst under udarbejdelse – pr. d.d. vers 2399 – 2501
I. Dedikation
II. Proklamation
III. Procession natsommerfugle
IV. Interpellation
V. Procession næbmunde
VI. Invokation
VII. Procession årevinger
VIII. Deklaration
IX. Procession spindlere
X. Procession biller
I. Dedikation
2399. Digtets et tusinde trehundrede arter insekter
Ført i matriks af faunamatriklernes inspektor;
2400. Sat op i tohundrede familier taksonomisk
Baseret på et system, der er strengt anatomisk;
2401. Med omhu endeløst klassificeret fordi
Vores forstand ikke magter / afskyr anarki;
2402. Derfor søger vi at forstå alt i metafor,
Fordi virkeligheden ellers blir alt for stor;
2403. Jo smukkere metafor, jo mere vi tror
At have begrebet virkeligheden i egne ord
2404. Desto mere bliver virkeligheden vitterligt
Selv metafor for det vi begærer inderligt:
2405. Den mening, der skal udfri os alle sjæleligt,
En metafor for vores frygt for alt endeligt;
2406. Derfor, og fordi jeg beskriver enhver livsform
Og hylder den viljedrevne bevidsthedsnorm,
2407. Tilegner jeg min tid og min umage at skrive
Til alle insekter, så overdådigt i live,
2408. Og vedbliver i disse heroiske kupletter
Til ære for det værk begyndt af min fætter (1).
(1) Se: Den holmske metode med tilhørende bilag, der beskriver hvordan Thomas Holm gennem 15 år har dokumenteret faunaen i og omkring Gødel Kanal. Thomas er min fætter.
II. Proklamation
2409. Hermed konvokeres til kongres i titusindtinget,
Alt spirende, krybende, borende og bevinget:
2410. Gødel Kanal indkalder indbyggerfaunaen
Til den årlige samling af fællesbiotaen;
2411. Send valgte repræsentanter for alle klader
Stil kun op, kom frem af huler, boer og stader;
2412. Lad det summe og hvisle i luften og græsset,
Lad det mumle og knage fra befolkningspresset:
2413. Planter, orme, mider, fugle og insekter;
Alle bliver set, alt bliver talt, velkommen slægter;
2414. Lad indtoget begynde, lad vingerne svirre;
Her kommer tribuner fra insekternes riger.
III. Procession natsommerfugle
2415. Natsommerfuglene åbner årets procession
Af slægter, stamtræ og anernes evolution.
2416. Aftensværmere har øjne og pels som bier,
Med lange tunger og vinger som kolibrier.
2417. Bredvingede spindere på lådne skanker,
Rustrøde farver, horn med fjer og løvemanker.
2418. Metalmærke møl af taxonnavn choreutidae,
Store slægter, skællede vinger på skønne kræ.
2419. Græsmøl slægten af crambidae familie,
Siden trias en overflod af tilpasningsvilje;
2420. Dueurtmøl, her er flere arter tilstede,
Klejn, haledusket: en jordfarvet gensynsglæde;
2421. Fjermøl findes, en pragt af form og organer,
Stive dobbeltvingede, uldne aeroplaner;
2422. Glassværmer i hvepsemimik, krop i farvespot,
Årevinget summende og busket haletot;
2423. Halvmøl heraf mange med behåret snude,
Små, ofte grå, men en kæmpeklade herude;
2424. Jordmøl har larver med enorm appetit,
Imago små, matte farver, ses ikke ret tit;
2425. Køllesværmere, signalstyrke i rødt og sort,
Metalglans, massive horn; ja, synet er stort;
2426. Langhornsmøl, smukke, utrættelige sværmere,
Tråde svæver i luften og lokker os nærmere;
2427. Målerens larve, geometer, optegner verden
Tomme for tomme, forklædt som kvist i sin færden;
2428. Pragtugler, alle former og farver under himlen
Lyser op, kåbeklædte, og fryder midt i vrimlen;
2429. Sækmøl og sækkebærere, to specialister
Larverne i hylstre, ægte mikroartister;
2430. Spindemøl, seglvinger og styltemøls slægter
Bladminering er speciale blandt disse insekter;
2431. Tandspindere, kendt for skrækskabende larver,
Har fine børster på vinger i dæmpede farver.
2432. Ugler, den største familie i Gødel Kanal,
Deres duelighed er følgelig ret kollosal;
2433. Ursommerfugle, blandt de ældste stammer,
Mikrovinger med hårduske i orange flammer;
2434. Til sidst familien af viklere, en talrig flok
Saftsugende bladrullere; og nu er det nok:
2435. Vi runder af for natsværmernes store skare,
Applaus fra hemicirklen; leve alt det åbenbare.
IV. Interpellation
2436. Som digter, er der noget jeg gerne vil vide:
Hvordan sættes tinget? En midte ud til hver side?
2437. Men før det, hjælp mig bedre at se, hvordan ser det ud
Dette ting, når det er samlet og rækkerne fyldt ud?
2438. Er det en cirkel, et kryds, en geometrisk figur,
En kegle, en kubus, eller dem alle efter tur?
2439. Hvordan skal kladerne afgive deres stemme?
Her mangler mere forklaring, kan jeg fornemme;
2440. Og endelig, fortæl mig noget nok så vigtigt
Hvad stemmer de om? er det virkelig rigtigt,
2441. At det er hér Danmarks naturlove blir til:
En mellemartslig grundlovsforsamling, om man vil?
V. Procession næbmunde
2442. Gode spørgsmål, allesammen, der skal besvares,
Når vores tid kommer, vil alt kunne forklares;
2443. Men nu kommer indtoget af næbmundes orden,
En stor stamme, men i Gødel Kanal består den
2444. Mest af tægefamilier og vores cikader,
Dertil flere ryg- og bugsvømmer-klader;
2445. Bitte bladlustæger med piratens spidse næb,
Fanger smålus eller mider med stik, sug og dræb;
2446. Blomstertægens mere end titusind arter, en
Rygmærket stamme blandt forsamlingens parter;
2447. Bug- og rygsvømmere ror som bådsmænd på vandet,
Hvor de æder planter, småkræ og alt muligt andet;
2448. Buskcikaden er lille og kroppen brunmeleret
Med glasvinger smukt plettet og dekoreret.
2449. Bredtæger indkapslet i blødt vingepanser,
Trekantet rygmærke, med skjold og horn som lanser;
2450. Frøtægens storfamilie, en ivrig veganer,
Endeløst kropsvarieret i underklaner;
2451. Kanttæger, løvtæger, randtæger er checket ind,
Vingekanterne har fine mønstre stemplet ind;
2452. Runde skjoldtæger og rovtæger på stikkelben
Spankulerer stolte ind af parliamentsallé'n;
2453. Nymfetæger og masketæger fra lokalhabitatet
Stepper nu op og fuldender tægemandatet;
2454. Skum- spore- og småcikaderne i procession
En talrig men næsten usynlig insektnation;
2455. Skøjteløberfamilien, svævende på vandet,
Et elegant trådinsekt fra dammen er landet;
2456. Til sidste tre familier af bladlopper og bladlus;
Alle næbmunde er hermed sat i faunaens hus.
VI. Invokation
2457. Deres digter betvivler sin egen duelighed
At beskrive, ya, begribe, deres overdådighed:
2458. En begavet, bevinget nation står frem og fylder
Landet, vandet og luften ud i et ødselt mylder;
2459. Alle hydrauliske led og bevægelige dele
Til bevingede væsener sat sammen i et hele:
2460. Snapklare organer, lynsnar fysiognomi,
Et sanseligt virvar af knitrende energi;
2461. En grundform varieret i uendelighed
Af insekters eksplosive mangfoldighed;
2462. Led mig blot videre, lad optoget defilere,
Jeg ved det, kolleger, at I er mange flere.
VII. Procession årevinger
2463. Ser man nøje efter i alverdens vegetation
Tæller hvepsearterne nok den runde million;
2464. Arter af gedehamse, bier, savhvepse m. flere
Udgør mindst hundredtusinde, hvis ikke mere;
2465. Hertil kommer biomassen af myrer pr. vægt,
Større end hele den solitære menneskeslægt;
2466. Hér møder vi dog kun nogle få delegater
Fra årevingernes kospmopolitiske stater:
2467. I optoget findes seks familier af bier
Tilstede her på kanalen i flere årtier;
2468. Bugsamlerbier og gravebier kommer dér,
Velklædte, foretagsomme familier hver især;
2469. Kort-tunge og langtunge bier er også hér,
På vingerne hele sæsonen i al slags vejr;
2470. Vejbien, en enorm familie på verdensplan,
Smalbi og blodbi hører til i denne klan;
2471. Sommerbier med pelsklædte ben til øjets lyst
Brugt af specialister til blomsteroliehøst.
2472. Gal- guld- og gravehvepse ses i Gødel Kanal,
Udsuger larver med udgang uværgerlig fatal.
2473. Storfamilien af snyltehvepse, Ichneumon,
Stifinderen, opkaldt i Aristoteles’ ånd;
2474. Formidable læggebrodde og antenner,
Slanke, langspydede, frygtet af fjender;
2475. Sandhvepse, der spider larver til fodderpakker,
Og to familier fra parasithvepses rækker.
2476. Gedehamse afrunder vespidae dynastiet,
Dronen øverst i årevingehierarkiet.
VIII. Observation
2477. Efter nattens indsats ude i spinderiet,
Hvor dugglinsende buskadser står nyforsiret
2478. Af mønstre, baner og edderkoppestier
Fra over hundrede arter i Gødels revirer,
2479. Kommer spindlernes procession svævende ind
På silketråde udspilet i den dovne vind;
2480. De bøjes på lysets stråler, så silken glimter
Så tynd, så klar at publikum akkurat skimter
2481. Spindlerfamiliernes gyldne, ballonbårne færd
Flyvende ned på tinge i morgensolens skær.
IX. Procession spindlere
2482. Hjulspindere tæller den eneste edderkop
Kendt af børn og voksne: dén med kors, der kravler op;
2483. Men i Gødel Kanal lever mange, mange flere:
Sektor-, kvadrat-, hvepseedderkopper logerer
2484. Sammen med hulhjulspindere i ly med signalsnor;
Tragtspindere lurer i gange i sand og jord;
2485. Huskartespindere og sækspindere findes
Her hvor specialnet og ægsække spindes, og
2486. Jagtedderkoppen, langbenet og sort, tæller
Unger i ammesække hængt op i umbeller;
2487. Springedderkopper med ottetalligt okular,
Strithåret, bomstærk jæger, sulten og lynsnar;
2488. En rød snudemide fra familien bdellidae
Bruger tråde og spytskud i jagt på mikrokræ;
2489. Ind kribler familien af krabbedderkopper,
Altid på lur efter bytte bag blomsterknopper;
2490. Stepper sidelæns ind ved byttets landing,
Stikker, dræber og dræner ved sugerørssugning;
2491. Kugleedderkopper og katteedderkopper,
Hundredvis af slægter, kvikke, ligner spilopper;
2492. Løbekrabbeedderkopper, det er deres tur,
Slanke og farlige ligger de rundt om på lur;
2493. Mejere, ophængte under trådskeletter,
Så mange ben, at de falder af i dubletter;
2494. En neuro-motorisk bedrift at holde styr
På benstativet fæstnet til dette wunderdyr.
2495. Jæger med gladiatornet, museedderkopper,
Fanger bytte så stort som en ægte whopper;
2496. Piratedderkopperne spiller på andres spind,
Lokker ejerkoppen frem og snigfanger den ind;
2497. De spænder snubletråde ud i natreviret, og
Byttet spinder sig ind i fælden, snotforvirret;
2498. En familie af spindlere, pseudoskorpioner,
Giftklo på fangarme af kæmpe dimensioner;
2499. Tæppespindere blandt de mest talrige klader,
Balonpiloter, der spinder i filtede plader;
2500. Vandedderkoppen, hvis livsmåde er akvatisk
Dens undervandsbo og åndedræt er pneumatisk;
2501. Dette slutter kanalens indtog af edderkopper
Næst er billeordenens showstopper.
X. Procession biller
...
Nyt i index Titusind:
Insekter ◦2399, Taksonomi ◦ 2400, Anarki ◦ 2401, Metafor ◦ 2402, Virkelighed ◦ 2403, Begær ◦ 2404, Frygt ◦ 2405, Livsform ◦ 2406, Begavelse ◦ 2407, Værk ◦ 2408, Titusindtinget ◦ 2409, Indbyggerfauna ◦ 2410, Klader ◦ 2411, Befolkningspres ◦ 2412, Mide ◦ 2413, Insekternes riger ◦ 2414, Natsommerfugle ◦ 2415, Aftensværmere ◦ 2416, Bredvingede spindere ◦ 2417, Metalmærke møl ◦ 2418, Græsmøl ◦ 2419, Dueurtmøl ◦ 2420, Fjermøl ◦ 2421, Glassværmer ◦ 2422, Halvmøl ◦ 2423, Jordmøl ◦ 2424, Køllesværmere ◦ 2425, Langhornmøl ◦ 2426, Målere ◦ 2427, Pragtugler ◦ 2428, Sækmøl ◦ 2429, Sækkebærere ◦ 2429, Spindemøl ◦ 2430, Seglvinger ◦ 2430, Styltemøl ◦ 2430, Tandspindere ◦ 2431, Ugler ◦ 2432, Ursommerfugle ◦ 2433, Viklere ◦ 2434, Natsværmere ◦ 2435, Digter ◦ 2436, Hjælp ◦ 2437, Cirkel ◦ 2438, Stemme ◦ 2439, Rigtighed ◦ 2440, Naturlove ◦ 2441, Tid ◦ 2442, Næbmunde ◦ 2443, Cikade ◦ 2444, Bladlustæge ◦ 2445, Blomstertæge ◦ 2446, Bugsvømmer ◦ 2447, Buskcikade ◦ 2448, Bredtæger ◦ 2449, Frøtæger ◦ 2440, Kanttæger ◦ 2441, Løvtæger ◦ 2441, Randtæger ◦ 2441, Skjoldtæger ◦ 2452, Nymfetæger ◦ 2453, Masketæger ◦ 2453, Småcikader ◦ 2454, Skøjteløbere ◦ 2455, Bladlopper ◦ 2456, Bladlus ◦ 2456, Duelighed ◦ 2457, Begavelse ◦ 2458, Hydraulik ◦ 2459, Fysiognomi ◦ 2460, Mangfoldighed ◦ 2461, Optog ◦ 2462, Vegetation ◦ 2463, Savhvepse ◦ 2464, Myrer ◦ 2465, Årevinger ◦ 2466, Bifamilien ◦ 2467, Gravebier ◦ 2468, Kort-tungebier ◦ 2469, Vejbier ◦ 2470, Sommerbier ◦ 2471, Gravehvepse ◦ 2472, Snyltehvepse ◦ 2473, Læggebrod ◦ 2474, Sandhvepse ◦ 2475, Gedehamse ◦ 2476, Buskads ◦ 2477, Edderkoppesti ◦ 2478, Vind ◦ ◦ 2479, Lysstråler ◦ 2480, Spindlerfamilier ◦ 2481, Hjulspinder ◦ 2482, Hvepseedderkop ◦ 2483, Hulhjulspinder ◦ 2484, Sækspinder ◦ 2485, Ammesæk ◦ 2486, Springedderkop ◦ 2487, Snudemide ◦ 2488, Krabbedderkop ◦ 2489, Bytte ◦ 2490, Kugleedderkop ◦ 2491, Løbekrabbeedderkop ◦ 2492, Mejere ◦ 2493, Motorik ◦ 2494, Museedderkopper ◦ 2495, Piratedderkopper ◦ 2496, Snubletråd ◦ 2497, Pseudoskorpioner ◦ 2498, Tæppespindere ◦ 2499, Vandedderkop ◦ 2500, Billeordenens ◦ 2501,
Last Updated on 3 timer ago by Jacob Gammelgaard

