Teleologiske overvejelser ved at se en spætte fra oven

Teleologiske overvejelser ved at se en spætte fra oven

2848.  En november på lur ved redekassen,
       en stor flagspætte banker ind;
       I tre år har jeg set ham (den samme?)
       mejsle rundt i indgangshullet
       fra min hånd beregnet til spætmejser;
       men han vil anderledes.

2849.  Stort nok, han dukker ind,
       undersøger den flossede kant,
       hakker videre indefra,
       som alle fugle altid på vagt, 
       tikkende sit skraldehoved 
       på en krans af hak i
       specialevolutionerede nakkehvirvel.

2850.  Han kigger ud sidelæns
       (selvfølgelig, en fugl!)
       stikker næbbet frem 
       kigger rundt og ned
       og dér, jeg fanger 
       det eksistentielle sekund:
       For hvem har overhovedet
       (ha ha, netop) 
       set en spætte fra oven?

2851.  En sort kvadrat dækker issen,
       den karmosinrøde nakkeplet
       hos en stor hanflagspætte;
       Men alle danske spættearter
       har røde isser eller nakker,
       også nogle hunner, dog ikke alle;

2852.  Måske fordi det er så aparte
       at se en spætte ovenfra,
       - for tænk, hvordan det?
       Kun ved at sidde på pind
       højt i træer i dagevis,
       helst om vinteren
       Af hensyn til udsyn,
       Kan man se ham fra oven -
       Men altså netop derfor,
       at jeg begynder at spørge,
       hvorfor er det egentlig
       at spætter er røde i nakken?

2853.  Ikke noget ueffent spørgsmål,
       af vital betydning, faktisk, fordi
       de fleste spættearter, ca. 250,
       har rødt på hovedet
       i en eller anden form,
       på alle kontinenter, altså
       uafhængigt af hinanden,
       også af kontinentaldriften
       hundreder millioner år siden,
       i konvergent evolution.

2854.  Og det slår mig pludseligt,
       i lyset af den evolutionære
       teleologisk metode, denne
       bagage fra det 20. århundrede
       om form, funktion og årsag,
       der kan udredes spekulativt
       ved detektivistisk deduktion,
       at jeg godt ved hvorfor
       spætter har rødt i nakken.

2855.  Det er fordi de sidder med ryggen til,
       Selvfølgelig! Med kløer i barken, 
       udsyn begrænset, konstant i fare;
       Den evolutionære mening, eller
       måske er det bedst at sige funktion,
       (fordi kausalitet er det, vi higer efter)
       er at blive set fra nakken;
       Af hvem, deduceres videre:
       Af rovfugle, der kunne kloplukke
       spætten fra træstammen i et dyk:
       Signalfarve knaldrød, hold jer væk.
       
2856.  Men hvad så med hunnerne;
       Hvorfor har nogle arters hunner
       Slet ingen nakkepletter?
       Hunspætter fouragerer måske anderledes,
       På andre steder, på andre måder,
       hakker ikke, men pirker, tungevikler;
       Er de mindre udsatte end hannen,
       der sidder på højere grene
       spændt som en bue fra hale
       helt op i nakken, et slagtøj
       med spættehjernen fastklemt og 
       affjedret inde i kraniet, og
       stødfordeling i bløde knogler
       afbødet ud i hele kroppen
       for ikke at blive rystet 
       i stykker og dunket til idiot.

2857.  Læg hertil, at mange spætter
       har synlige røde undergumper
       i den vinkel, hvor det er sværest
       for en spætte at holde udkig;
       Hunner har også røde gumper,
       Hvad er det for en signaleffekt?
       Faresignal eller måske smukseren
       For hanner, der kun formår,
       at klatre opad? Teleologisk set.

2858.  Så hvorfor fik spætter
       i evolutionær forstand
       ikke øjne i nakken?
       Slet ikke så dumt som det lyder
       (edderkopper gør, hele otte styk, og
       fladfiskeøjne vandrer om på oversiden );
       Så kunne de sløjfe signalet
       Og bare se sig bedre for;
       Måske føres her et bevis
       på min deduktive faiblesse.

2859.  Spætter får mig til at tænke
       på ekspeditioner og træklatring
       på bjergvandring; Jeg vil til Himalaya
       (jeg har altid villet til Himalaya)
       for at se spætter, eller til ørkner
       for at se skønne spætter, gila-spætten,
       med føde og redespeciale i kaktusser, 
       eller den amerikanske sortspætte
       med dybrød mohawk hanekam,
       eller den smukkeste skiffergrå spætte
       fra Sydøstasien med orange hals:
       Omvendt evolution, hvorfor nu det? 
       Og jeg kan klø mig i nakken, 
       mine knirkende hvirvler,
       og hælde deduktioner ned 
       af fuglebrættet.

2860.  Den store flagspætte kommer hver dag,
       han holder til i de store egetræer,
       han hører mig (ser mig) dækker sig;
       Han har vist opgivet redekassen,
       men så har han fundet noget andet,
       suverænt indlevet, som spætter er
       på måder jeg knap forstår og
       gennem tidsaldre jeg ikke aner,
       også i den beskedne niche
       her i Strøby Strand, hvor
       en heldig digter på slump
       har set en spætte fra oven.

Nyt i Index Titusind:
Stor flagspætte ◦ 2848, Nakkehvirvel ◦ 2849, Sidelæns ◦ 2850, Isse ◦ 2851, Udsyn ◦ 2852, Kontinentaldrift ◦ 2853, Evolutionær teleologi ◦ 2854, Signalfarve ◦ 2855, Spættehjerne ◦ 2856, Undergump ◦ 2857, Faresignal ◦ 2857, Øjne i nakken ◦ 2858, Sortspætte ◦ 2859, Niche ◦ 2860.

Last Updated on 4 uger ago by Jacob Gammelgaard